Må man kysse en ged

Nytter det at være sponsor........................?

På det enkle svar kan der svares lige så enkelt  JA! JA, DET NYTTER! Det kan jeg ved selvsyn bekræfte, det hjælper endda RIGTIG MEGET!

Ilse og jeg er "deleforældre" til lille Ester, som nu ikke er helt lille længere. Vi har sponseret hende med hver 800 kr. om året siden babyclass - og inden da havde vi Lea. Det sjove ved Ester er jo, at hende har vi kunnet følge personligt.

IMG_0453.JPG

Her ses lille Ester for 3 år siden i 2011, da gik hun i 1. klasse og var 5-6 år.

IMG_0146.JPG

Siden er Esters storesøster, Grace også kommet under vores lune sponsorvinger. Det første år af hendes gymnasium, (tror jeg det kan sammenlignes med) betalte jeg det selv sammen med familien. men da det rent faktisk koster 3000 kr. om året, syntes jeg, det kunne være rigtig dejligt med lidt støtte, og derfor er det dejligt at nogle af mine strikkevenner i strikkeklubben har været gavmilde de sidste 2 år,  og har støttet op. De andre gange har jeg haft pengene sendt med andre danskere ned til Grace. Grace går ikke på NLAI og derfor har pengene ikke kunnet overføres direkte til skolen, som vi gør med Esters.

Denne gang havde jeg så fornøjelsen - både af at møde Grace - og overrække hende penge. Hun går og venter på karaktererne fra de sidste test, inden hun kan gå videre. Derfor ville jeg ikke give hende alle pengene. Der skal være orden i sagerne. Hun ville imidlertid gerne udnytte tiden med et EDB -kursus, og det fik hun penge til. Hun er meget beskeden og sød og hun var utrolig rørt - og det blev jeg selvfølgelig også. Nu er det jo dejligt at lege julemand - så jeg gav hende 1000 Kenyashilling (65 kr.) til hendes mor, som jeg ved har det hårdt.

 

IMG_0292.JPG

Den dag, det var aftalt, vi skulle besøge Ester og Graces familie stod det simpelt hen ned i STÆNGER. De bor i en compound ( en slags lejr) 4 km fra skolen, og som I kan se på billedet var det er noget dramatisk tur derud. Taxachaufføren - i sin nye bil - var mindre end glad, for at køre kunne vi mærke, så vi gave ham en god betaling for turen, som i sandhed også tog laaaaaaaaaaaaaang tid.

IMG_0282.JPG

Ester, Grace, deres mor, og storebror bor hos deres bedste mor i et lille bitte bitte hus inde i kompounden. Vi var selvfølgelig ret spændte på at se, hvilket syn, der ville møde os - men vi blev glædeligt overrasket over, hvor pænt, men småt og meget spartansk, de bor. Hele deres hus er er mindre end min stue, og der bor de 5 mennesker. Jeg havde været skilt og indlagt på den lukkede afdeling, tror jeg, hvis det var mig, der skulle lev under de forhold. Men de har intet valg. Faktisk så boede de jo rigtig flot i forhold til millioner af andre Afrikanere.

Det viste sig at de 65 kr. jeg havde givet Grace til sin mor, lige havde været det, der havde reddet deres tilværelse i denne omgang. Moderen dyrker nogle få grøntsager i deres lille gårdhave og sælger, og for de penge køber hun så nogle andres grøntsager, går den lange vej ind til Nakuru og sælger dem osv.

IMG_0275.JPG

Manden - i den blå trøje - er Peter. Han er selv børnehjemsbarn fra NLAI, og har taget en læreruddannelse og underviser nu på skolen. Udover at være meget musikalsk ( underviser i sang og rytmik på skolen) er han også kunstner og maler, og det dejligste menneske, man kan tænke sig. Han elsker sine elever kan man mærke, og gør en stor ekstra indsats for dem. Han tilbød også at tage med ud til Graces familie og være tolk for familien, som kun taler swahili. De 5 ord på swahili, jeg kender..... goddag, gå væk, kom her, og TAK - kommer man jo ikke vældig langt med i en snak om hverdagslivet.

IMG_0280.JPG

Vi skulle selvfølgelig fotograferes sammen - og selv om jeg har tabt mange kilo, så går der da stadig 2 afrikaner på min størrelse :(  Her kan I se hele deres stue. Til høre for skabet var der et forhæng ind til et andet rum, som vi ikke så.

IMG_0278.JPG

Ester var selvfølgelig mere end glad for de små ting vi havde med til hende. Lidt tuscher, fint papir, en saks og malebog fra Fakta i Brande, og så havde jeg fundet nogle kladdehæfter i Nakuru til ca 50 øre, så dem havde jeg også investeret i :) Til moderen havde jeg skrevet et lille kort og pakket lidt flere penge ind i. Hun pakkede det ikke op, men stak det - lige som jeg selv ofte gør ind på hylde 2 - BH´en), så håber jeg det kan lette hendes hverdag en smule.

IMG_0285.JPG

Her ses deres "have", hvor der også løb et par fjerløse magre høns rundt.

IMG_0288.JPG

Graces mor er omkring 45 år, og Grace ligner hende utroligt meget. Bedstemoderen vidste ikke hvor gammel hun var. Men sikke et dejligt tandløst smil hun havde - en herlig kvinde. Det ville have været rigtig interessant at kunne have snakket swahili og have hørt hendes livhistorie. Men det blev ikke i denne omgang.

IMG_0290.JPG

Desværre var Grace ikke hjemme mens vi var der, hun skulle passe sit kursus, så vi nåede bare lige en regnvåd krammer.

IMG_0291.JPG

OM det NYTTER.....?  Ja, Grace ønsker at blive advokat. Den drøm ville hun sandsynligvis aldrig kunne leve ud, med mindre nogen påtog sig et sponsorrat. Det har strikkeklubben og jeg gjort, og så må vi bare håbe, at drømmen bliver udlevet for hendes egen og familiens skyld. Hun er deres håb om en bedre fremtid, for med salg af nogle få grøntsager hedder det først og fremmest OVERLEVELSE, der skal meget mere til, hvis der skal mere gang i bl.a. Afrika.

Tænk, hvis hver person i I-landende tog hånd om et andet menneske i ulandene - mon så ikke, vi kunne få fordelt goderne lidt mere retfærdigt, og verden et bedre sted at være. Måske utopi - men jeg ER et meget naiv menneske :)

 

Afrikanske frustrationer.......................

Det er både hårdt og dejligt at være på Kioolulu. Dejligt at mærke, at jeg betyder noget for dem, og at gensynsglæden var stor på begge sider.

IMG_0183.JPG

,Dog hvilede der også et vist forventningens pres på mine smalle skuldre og selv om jeg efter det første gensyn sagde, at de bare skulle gå i gang med det, de plejer at lave, endte det med at de bare sad og kiggede på det, jeg egentlig havde besluttet kun at vise til 2 af gangen. Lidt frustrerende, fordi det var billedet hele ugen, medmindre jeg satte dem igang en og en.

IMG_0184.JPG

Der er milevid forskel i mentaliteten fra DK og Kenya. Jeg tror desværre også, det er derfor, at der ikke rigtig SKER noget i Kenya. Tiden går hele tiden med at vente.... vente..... vente på at nogle svinger pisken. Jeg hader at svinge pisken, og bliver vældig frustreret, når andre ikke selv kan tage initiativ. Det kniber det altså rigtig meget med i Kenya. Groft sagt, så sætter man sig hellere under et træ og venter på at der kommer en og sparker en i gang end selv tage teten.

 På 3 eller 4. dag opstanden, blev jeg derfor også nødt til at tage en alvorlig snak med de damer på Kioolulu. Der blev en kende stille efter mit pænt modererede oplæg, men tempoet steg. Jeg satte et mål på 100 par øreringe den dag, og jeg tror, de nåede 80 par, så vi kom næsten i mål, og det var de da også svært godt tilfreds med.

IMG_0254.JPG

Her er jeg ved at vise Florence og Alice, hvordan man laver creoler af kobbertråd fra el ledninger.

IMG_0262.JPG

Uden for sad "de unge mødre" med snavsede hænder og ventede på et nyt læs mudder, som de kunne lave briketter af.

IMG_0269.JPG


IMG_0271.JPG

Faktisk havde jeg lyst til at prøve, fordi hyggede sig, men jeg havde jo min egen business at passe.

IMG_0206.JPG

Selv synes jeg ikke, jeg fik bidraget med så meget den uge, som jeg havde troet, men kvinderne havde en helt anden opfattelse, da vi snakkede om det, så det er sikkert bare mit ambitionsniveau der er for højt. Jeg bliver nødt til at indse at Kenya og DK tempo ikke er det samme. Vi kan sikkert lære en del af hinanden, hvis vi fusionerede lidt. Jeg kan da også mærke,  at jeg ( i skrivende stund) her på solsengen - 2 dage før hjemrejse efterhånden er nede i noget der leder i retningen af Kenya-tempo. Det vil sige at jeg stort set kun letter røven, når jeg skal æde eller ( på jævn jysk) skide!!!!!!!

IMG_0367.JPG


Og så er jeg også ved at være frisk igen efter en ordentlig omgang med hals og lunger. 5 dage med host,sprut og snot, hovedpine og painkillers er måske ikke at kimse af, hvis man ikke kan finde på andet at lave, men det er lidt surt show på en Kenyatur, hvor man har den store pung op af lommen. Nå, jeg fik nogle billige penicilinpiller til 100 kesh ( knap 7 kr.) , meeeeeen jeg var nu ikke helt tryg ved lægens overfladiske undersøgelse, så jeg turde ikke spise dem, tog dem bare med som sikkerhed, hvis det blev helt skidt. Og nu på 6. Dagen er jeg da ved at føle mig lidt oven på igen. TAK til Per som smittede mig, han var nemly ramt den første uge!!!!!!!'


I morgen er det afgang til Nairobi, men først skal jeg ned til Minalyns aidsprojekt og købe noget mere. Hendes ansatte laver de fineste ting, og det kan man kun købe for lidt af. Hvor GAD jeg altså godt have mange mange flere penge, så jeg kunne en masse ting hernede. For jeg er fan af hjælp til selvhjælp, og alle har godt af selv at tjene sine penge ved at arbejde.




IMG_0145.JPG

Kioo Lulu I love you!

Back in Kenya.

Mere end en uge er nu gået her i Kenya. ja, snarere løbet. Først et par dage hos Dea i Naivasha. Et dejligt sted med ro og afslapning, for lige at få sjælen med. http://deasgardens.com/location.html

Vi landede fredag morgen den 14. Februar og kørte direkte fra Nairobi til Naivasha. Priserne er steget ufatteligt meget i løbet af de sidste 3 år, but so is life! Så denne gang måtte vi betale dobbelt så meget for at køre halvt så langt. Vi valgte samme firma som sidst, fordi det føltes trygt, men det kan virkelig gøres langt billigere, så hvis vi skal herned igen, vil vi nok vælge en anden. Føler os en smule snydt, men så kan vi lære det, kan vi😁!!!!!!

Søndag middag kørte vi så til Nakuru hvor Kioo Lulu og NLAI ( New Life Africa International ) ligger. Susanne havde fundet et andet og meget billigere hotel end sidst. Hotel Citymax i "gå -afstand" til skolen. Hotellet var rigtig godt til prisen, og i ugens løb fik jeg mig indyndet hos manageren, og har fået hotellet til at udstille vores smykker. Han blev faktisk så blød om hjertet, at han vil foreslå sine direktør-kollegaer i en eller anden sammenslutning, at de også bliver forhandlere. Men lad os nu se. Kenya er Kenya, og der bliver ikke redet samme dag, som der sadles!

IMG_0114.JPG

Det var den helt store gensynsglæde med " mine piger" - uha hvor er jeg blevet rørt mange gange i denne uge. De havde lavet velkomst hilsen og velkomstsang, ikke et øje var tørt, hverken på sort eller hvid bane.

IMG_0155.JPG

4. klasse eleverne på Uhre Friskole har gennem længere tid lavet smykker og solgt disse for at tjene nogle penge til støtte for Kioo lulu projektet. De har været fantastiske, og det var et stort og rørende øjeblik, da jeg kunne overrække en kuvert til hver af kvinderne. Brevet indeholdt 10 US $, et armbånd samt et brev eleverne havde skrevet på engelsk - enten 2 og 2 eller enkeltvis. Kvinderne var dybt taknemmelige og rørte og besluttede sig for at gøre gengæld ved at skrive et brev til den person, de havde fået gaven af. Nu venter jeg så, - lige så spændt på - at få lov til at give de breve til ungerne fra Uhre. Det er sørme dejligt at være den julemand, der får sådan en gavetjans. Føler mig bare så privilegeret i det hele taget, at få lov/mulighed for at møde disse fantastiske mennesker - både de der giver og de der modtager. Og I er jo mange, der har støttet projektet. EN STOR TAK til jer :)

 

Nu gik der så HØNS i den........................

Der er gået fuldstændig HØNS i den her på Blichersvej. HVEM skulle tro, at jeg nogensinde skulle komme til at sidde og lave perlehøns? Jeg hader at lave små pussenusseting, der tager lang tid - det bilder jeg mig i hvert tilfælde ind. Utålmodig er mit mellemnavn!!!

Først fik jeg øje på disse søde  RICE hønsekrus  og måtte bare eje dem, så de kom på julegavelisten - og heldigvis fik jeg dem. Mille og jeg var så udspekulerede, at vi aftalte at give hinanden dem - bare for at være helt sikre :)  (Det er vildt pinligt, så sig det endeligt ikke videre :)   Nu er Ikeakrusene så skiftet ud med hønsekrus, og jeg nyder hver dag at spise min morgen yoghurt af dem. Bryder mig ellers ikke om at spise af plastik - men her er altså en æstetisk undtagelse.   

Først fik jeg øje på disse søde RICE hønsekrus og måtte bare eje dem, så de kom på julegavelisten - og heldigvis fik jeg dem. Mille og jeg var så udspekulerede, at vi aftalte at give hinanden dem - bare for at være helt sikre :) (Det er vildt pinligt, så sig det endeligt ikke videre :)

Nu er Ikeakrusene så skiftet ud med hønsekrus, og jeg nyder hver dag at spise min morgen yoghurt af dem. Bryder mig ellers ikke om at spise af plastik - men her er altså en æstetisk undtagelse.

 

hønser 003.JPG

Så var det, jeg skulle til at forberede mig til at tage ned på mit perleprojekt Kioo lulu i Kenya i februar. Det har jeg ikke været vildt inspireret til, da jeg stort set ikke har brændt perler de sidste 1½ år, fordi jeg har strikket og hæklet i stedet for. Så inspirationen har hængt lidt i bagbremsen :( 

Under oprydning fandt jeg så en turturial på at lave høns. Det er en min søde perleveninde fra Ikast  - Birgitte - lavede for 2 år siden, da jeg tog til Kenya anden gang. Men jeg kan fornemme, at de aldrig rigtig kom i gang med dem. Psykologisk set, er det sikkert fordi jeg ikke selv tændte helt vild på at lave høns, og så får man jo den energi sendt videre.

Den anden dag tog jeg mig så sammen og lavede  et par stykker, og selv om jeg selv synes, jeg er totalt ude af træning ved brænderen, gik det faktisk ret OK. Blev så tilfreds og stolt af resultatet, at jeg tog et halvdårligt mobilbillede og smed på Face book. I løbet af et kvarter havde jeg solgt 4 !!!!! Det gav selvfølgelig blod på tanden, og jeg har fået lavet lidt flere. Jeg skal jo have et lille lager med til Kioo lulu kvinderne, så de også kan blive inspireret - for de kan jo tilsyneladende sælges!

Nu ligger bestillingerne klar her på min hylde, og jeg glæder mig til, at kunderne kommer i næste uge og henter avlen.

I dag fik jeg så besøg af min søde niece  Tibbe fra Ringkøbing . Hun elsker gult, så da jeg hørte, hun ville komme forbi, skyndte jeg mig at lave en til hende. Hun har selv mange gode kreative ideer, så vi fik lavet en anden model lædersnor til at hænge den i.  Så nu har jeg også lavet en stor høne til mig selv, som skal i samme model lædersnor, og så skal jeg da være lidt  HØNSEFIN , når jeg skal på landet og se  BOLD  i aften.  (Når Spanien forhåbentlig skal ned med nakken!!!)   - UHA bare det nu ikke betyder uheld at sige sådan noget for åben skærm ?   

I dag fik jeg så besøg af min søde niece Tibbe fra Ringkøbing. Hun elsker gult, så da jeg hørte, hun ville komme forbi, skyndte jeg mig at lave en til hende. Hun har selv mange gode kreative ideer, så vi fik lavet en anden model lædersnor til at hænge den i.  Så nu har jeg også lavet en stor høne til mig selv, som skal i samme model lædersnor, og så skal jeg da være lidt HØNSEFIN, når jeg skal på landet og se BOLD i aften. (Når Spanien forhåbentlig skal ned med nakken!!!)  - UHA bare det nu ikke betyder uheld at sige sådan noget for åben skærm ?

 

høns 004.JPG

Hønsene er ikke vildt store 2X1½ cm  - kan bruges i en kæde eller i en ørering. På det øverste billede ses dagens produktion.

Rejseplaner.....................

Jeg er ved at detailpudse vore rejseplaner for næste Kenyatur i februar. Syntes lige jeg havde styr på det, men i går lørdag åbnede der sig nye muligheder.

stivning 076.JPG

Min gamle chef fra Arnborg Brugs kontaktede mig, fordi hun er ved at pakke 25 kufferter, som skal med en efterskole til "min skole" i Nakuru. Hun havde plads til lidt ekstra kilo, og det er jo et tilbud, man ikke siger nej til - så efter en julestøvsugning, lidt gele i håret og en læbestift i lommen, startede vi Zafiraen op og satte næsen mod Sdr. Felding.

Jytte er en særdeles arbejdsom og aktiv quinde. Lige som jeg, er hun grebet af Kenyafeber og har sammen med Susanne ( leder af NLAI) og et par andre danskere blandt andet fået stablet en fantastisk flot brudebutik på benene i Nakuru.

brudebillede nakuru.jpg

Desværre har vi ikke fået koordineret vore rejsetidspunkter, så den dag vi skulle ankomme til Nakuru var det meningen, at Jytte skulle rejse hjem til DK. Det var jo super ærgerligt, når vi nu kender hinanden så godt!  Men heldigvis tænker Jytte nu på at snuppe 14 dage mere i Nakuru og så rejse med Per og mig hjem. Det ville jeg jo være  tryg ved. Desuden er Jytte jo ikke sådan en 5 stjernet pivskid som mig - så nu har hun overtalt os til at prøve at bo hos NANCY, som driver en lille hyggelig pension. For det første sparer man jo snuden af en rumkapsel ved at bo lidt mere primitivt, for det andet lever man jo også at lidt mere Kenyansk, end når man bor på 5 stjernet.

Per var straks med på ideen, og efter at have set Jyttes billeder fra Nancy´s - og Karen Margrethe ( en anden Kenya veteran) har undersøgt om der er plads, og et værelse med bad, er jeg ski også hoppet med på ideen. UHA UHA!!!! Hvad ender det da ikke med :)

Nu håber jeg så bare på, at Jytte får ændret sine rejseplaner og bliver i Nakuru sammen med os.

Nu har jeg fået fordelt alt det glas vi skal have med hos venner og bekendte, og så venter jeg på en ordentlig røvfuld smykkematerialer: låse, læder og gummisnørrer, ørekroge og hvad har vi - fra Kina.

Sidder du og får lyst til at støtte kioolulus perleprojekt for krisecentrets kvinder, er du mere end velkommen til at støtte projektet.

kioolulus konto i Handelsbanken er
Reg. 7621 kontonummer 2136444 
Husk at skrive dit navn.

Der er også mulighed for at indbetale på skolens konto - så kan du faktisk trække beløbet fra i skat. Send mig en mail. hvis du er interesseret i det :)

Marianne@frusommer.dk

Du kan læse mere om projektet på www.kioolulu.org

TAK til alle jer der har støttet mit projekt denne og de andre 2 gange. For en god ordens skyld, vil jeg gøre opmærksom på, at
ALLE DONATIONER GÅR UBESKÅRET TIL PROJEKTET:)

 


 

Kenya, soon I come!!!!!...................

Når mørket sænker sig og blæsten rusker i træerne, så glæder jeg mig til næste tur ned på kioo lulu. Det perleværksted jeg har startet i Nakuru i Kenya.

afrikaglas 004.JPG

Snart er det ikke nok at drømme - for billetterne til næste arbejdsbesøg er bestilt. Købte dem billigt for 2 måneder siden, da de var helt nede i 4400 tur/retur. Gjorde en god handel, da de ofte koster rundt 7000 kr. Lidt surt var det derfor at opdage, at priserne er faldet yderligere - faktisk helt ned til 3500 kr. Pyha. Det er helt sikkert bombeangrebet i Nairobi, der har skræmt tursiterne væk. Vi bestilte vore billetter inden, og havde vi ikke gjort det, ved jeg da heller ikke, om jeg havde valgt at blive hjemme. Meeeen, det er jo det personerne bag terroren  vil, så selvfølgelig skal vi afsted. Det kan ikke betale sig at græde over spildt mælk, meeeen jeg kunne jo have købt meget glas for de penge. Faktisk kunne jeg have købt halvdelen af de glasstænger, der ses på billedet.

afrikaglas 011.JPG

Sådan så det ud uden for vinduerne, da jeg sidst pakkede glas - og lige om lidt skal jeg bestille mere glas til kioo lulu ( som betyder glas perle). Jeg har stadig lidt penge tilbage på perlekontoen omend det svinder. Søde glasperle magere fra Norge har doneret penge til glas.

afrikaglas 007.JPG

Fantastiske Lise Nilsen fra Norge laver hvert år en indsamling blandt sine FB perlevenner, sidste år til fordel for kioo lulu - og det er jeg og "mine kvinder" fra projektet meget taknemmelige for. Der ud over havde hun bestilt glas i England. Så da jeg modtog det glas, jeg havde bestilt var der ekstra pakker fra Lise med. DET ER ALTSÅ EN KVINDE, DER GØR NOGET FOR ANDRE. TAK LISE :)

IMG_0715.JPG

Til februar tager jeg sammen med Per - og måske en perleveninde - tilbage til værkstedet og lærer dem nye færdigheder, så de kan fortsætte med at tjene en lille løn. Det er faktisk ikke så ringe endda.

Hvis du har lyst til at læse mere om projektet kan du gå ind på www.kioolulu.org og på min egen hjemmeside www.frusommer.dk

Jeg modtager også gerne beløb til materialer til kvindernes fortsatte smykkeproduktion. Hver en krone går ubeskåret til projektet. Jeg afholder selv alle rejse og opholdsudgifter.

ALL IN med 4. klasse på Uhre skole

Hvis man tror at børn i dag er ligeglade med andre end dem selv, kan man godt tro om igen!

Uhre skole 032.JPG

Det var en forventningsfuld 4. klasse der ventede mig på Uhre Friskole i formiddag. De har besluttet sig for at lave entreprenør-arbejde omkring Ilses BOGPROJEKT og mit PERLEPROJEKT - begge projekter vi har startet i Kenya.

Uhre skole 006.JPG

Jeg var ude og fortælle om mit perleprojekt www.kioolulu.org på skolen i dag. Jeg startede for 2 år siden et glasperleprojekt på et kvindekrisecenter i Nakuru/Kenya og har været dernede 2 gange. Jeg skal derned igen i februar og følge op på tingene. Derfor er det jo herligt at kunne indgå et samarbejde med Uhre Friskole, som vil være med til at samle ind til børnene på børnehjemmet på New Life Africa International

http://newlife-africa.org.linux5.unoeuro-server.com/6.html?&L=0

Det var en flok dejlige, nysgerrige unger der modtog mig, og interesserede kiggede på perler, 130 billeder på overhead og stille en masse relevante spørgsmål.

 

Uhre skole 009.JPG

Jeg kunne høre, at de allerede havde suget en masse viden til sig fra Ilses foredrag i mandags, selv om de først startede på projektet i mandags. Nu skal de så til at træffe beslutninger om, hvad de vil fabrikere med salg for øje. De var meget interesserede i at se billederne af børn på deres egen alder i Afrika, og jeg tror nok, de selv følte, at de er lidt forkælede i forhold til børnene på børnehjemmet, selv om de rent faktisk har det rigtig godt, efter Afrikanske tilstande.

Ungerne skal på ingen måde føle skyld over at have det så godt, men jeg synes, det er ret fint, at de tænker lidt over, at det ikke er en selvfølgelighed, at man har det så materielt godt som vi har det her i DK.

Jeg glæder mig til at se, hvad de får lyst til at lave for at skaffe penge, og jeg vil selvfølgelig hjælpe dem så godt som muligt. Og håber så igen, at der er mange mennesker, der får lyst til at støtte klassens projekter, så de kan samle en masse penge ind. Jeg har sagt, at jeg synes, DE skal bestemme, hvad pengene skal bruges til. Ikke nødvendigvis mit projekt, men noget der måske kan glæde børnene på børnehjemmet. Måske kan de også via mails opretholde en kontakt med nogle af børnene på børnehjemmet, og derved lære en masse engelsk, og få et indblik i det at være barn i Kenya og barn på børnehjem.

Jeg kan også mærke på de 2 lærer Bente og Marianne, at de også brænder for sagen. Der er i det hele taget den dejlig "ånd" på Uhre Friskole :)

Kenya - ikke bare for sjov!

Der er langt mellem de forfærdelige billeder, der har været vist de sidste dage fra West Gate shopping center i Nairobi og de billeder af Kenya og dens dejlige befolkning, jeg har på nethinden og på min PC.

IMG_0955.JPG

Faktisk er jeg DYBT berørt over det terrorangreb. En af pigerne fra New Life Africa International (NLAI) var involveret i gidsel dramaet. Hun gemte sig i 4 timer i shopping centret , før hun blev reddet.

På nuværende tidspunktet har gidseldramaet været i gang i 3 døgn, mens hele verden kigger på. 63 mennesker er indtil nu døde og mange mange flere sårede, og endnu har hæren ikke kontrol over shoppingcentret. Tænk på de mennesker, og hvad de har været udsat for. Det fatter man næppe. Personligt synes jeg, at terrorangreb er noget af det FEJESTE, man kan begive sig af med. Det rammer totalt uskyldige mennesker, som bare opholder sig det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jeg synes, det er fair at kæmpe for sine meninger, men det skal klart foregå efter DEMOKRATISKE principper. Vi skal værne om  demokratiet, det er ikke en selvfølgelighed!

Per og jeg har allerede bestilt billetter til vinter, det er på en måde godt, for ellers er jeg ikke sikker på, at jeg turde tage ned til Kenya til mine dejlig piger på perleværkstedet ( se www.kioolulu.org). Det er den magt terroren kan have. På den anden side så ved man jo aldrig, hvor terrorister slår til næste gang - det kan jo lige så godt være i Kolding som i Kenya og jeg har ikke tænkte mig at sidde hjemme på grund af angst!

IMG_0778.JPG

Per lavede i 2011 legeplads til Krisecentrets børn på NLAI i Nakuru, og lærte børnene at lege, det kunne de nemlig ikke finde ud af!

IMG_0729.JPG

Imens havde jeg travlt med at undervise krisecentrets kvinder i at brænde perler og lave smykker af dem. Læg mærke til væggen. De havde lavet velkomst til mig, Wellcome Marianne på væggen, digtet en sang som de sang, mens de overdryssede mig med konfetti, som de havde lavet med en hullemaskine :)

Jeg har fået utroligt mange velsignelser på turene til Kenya - så derfor vil jeg også ydmygt sende et GOD BLESS ALL OF YOU til min Kenyanske venner.