Må man kysse en ged

BOSE - here we go.................

Skulle det være undgået nogens opmærksomhed, at jeg i snart 2 år har været støjramt, er det muligt med lidt opdatering nu. 

 I skrivende stund ligger jeg på en hård bænk på Stenaline hyllet ind i hovedpude, strikjakke og hørebøffer af mærker BOSE. Sidstnævnte er medvirkende til, at jeg overhovedet kan være i dette larmende inferno af skibs motor, snak, cafeteria og meget støjende unger.

Mindfullness er en udmærket måde at være tilstede på i moderat støj, men det kræver meget energi, så den holder ikke i mange minutter ad gangen, desværre. Jeg bliver totalt drænet for energi og kan ikke holde fokus. Så Mindfullness er for mig absolut hjemmearbejde, og på udebane må jeg ty til skrappere midler. 

Indtil for en måneds tid siden, da Jonas kom hjem med sine fantastiske BOSE høretelefoner, har jeg gået rundt med alle lommer og tasker fyldt med gule Ear-ørepropper. Halveret forståes, så de kunne monteres i mere end 30 sekunder uden at falde ud. De er jo ikke skide diskrete, når de står som 2 gule antenner ud af hver øregang. Ørepropperne er stadig lige ved hånden, men nu bevæger jeg mig i stedet rundt og ligner en aldrende teenager, der har trukket sig tilbage fra samfundet for at hellige sig musikkens vidunderlige verden.

Det er dog ingenlunde tilfældet! Hørebøfferne, som har en anseelig størrelse og mest af alt ligner dem betonarbejder benytter på en tordenvejrs dag, er nemlig lavet så de holder lyden ude. Genial opfindelse. Ikke at de udelukker al støj, men de filtrerer meget baggrundstøj fra. F.eks. kan jeg slet ikke høre skibets motor fra min horizontale stilling lige nu. Al snak er udholdeligt, og det giver jo pludselig en dejlig mulighed for at kunne være - om ikke supersocial, - så dog en måde at være fysisk tilstede på.

Jeg har følt det lidt provokerende, at tage dem på i selskabeligt samvær, fordi jeg synes, det signaler enten HOLD DIG VÆK eller at folk tror, jeg ønsker at spille smart. Nu er jeg ved at være så modig, at jeg godt tør. Jeg er også begyndt at bruge dem i butikker med musik. Jeg ville ønske, jeg havde fået nogle langt tidligere, for det ville have betyudet meget for mig. At de virker overordentligt godt blev jeg klar over i Indiska butikken i Trollhättan, hvor Karin gik og småsnakkede med mig. Til sidst var hun ved at dø af grin, for jeg gik bare rundt uden at svare hende.
Det sjove er, at flere nu,  efter jeg er begyndt at bruge kæmpeparabolerne, har gjort opmærksom på, at man kan få små formstøbte høreapparater med samme virkning. Derfor har jeg, efter et godt råd fra en dejlig veninde, kontaktet Center for Kommunikation i Herning, og skal forhåbentlig snart have lavet et par. De er ikke billige, men jeg håber virkelig, at de kan blive en succes, for lige nu LÅNER jeg jo blot Jonas' hørebriller, og jeg gad frygtelig gerne være mere med ude i livet, og til det vil sådanne fætre være en god hjælp 😍

En anden ting, HVIS jeg ikke havde lånt kæmpeparabolerne, havde det ikke været et issue at starte på Virksomhedsportalen i Ikast. Der findes bare ikke mange steder, hvor der er nogenlunde stilhed. Prøv lige at tage en lytterstatus, hvor du befinder dig lige nu. Er der RO? Den baggundsstøj, der sikkert er..... radio, snak, opvaskemaskine, tv eller andet er nok til at min sociale hverdag, desværre ikke fungerer. Og så ER det faktisk endda blevet en smule bedre. For et godt års tid siden kunne jeg SLET ikke være i det, nu kan jeg være der en lille tid, men må trække mig tilbage og sove. Ja, det er ikke nemt både at være stressramt og særlig sensitiv. Har du en ven, der er støjsensitiv kan du være en rigtig god ven ved at slukke for baggrundsmusik, sørge for at placere din ven yderst og ingen mennesker bagved. Du kan også af dig selv sige, når du inviterer, at der står et rum klar til afslapning. Det er nemlig så forbandet svært selv at spørge om.

Kan ikke huske, om jeg har skrevet det før. Men for mig har det været sådan, at al støj har været lige højt/generende. Forestil dig at tre bands spiller på engang, og du står i midten, eller at alle der snakker omkring dig, snakker lige højt, og du med din hjerne skal holde stemmerne ude fra hinanden. At din hjerne ikke selektivt kan adskille dem, og du ikke kan holde fokus på een af lydene. Sådan har jeg det, og det betyder, at hjernen skal bruge mængder af energi, som du ikke har. Når jeg f.eks.  sidder på cafe,  eller der sidder 2 ved siden af, og snakker om noget andet, skal jeg "næsten fysisk" holde støjen ude. På gode dage, og når jeg ikke er træt lykkes det for en lille tid, men hvis jeg er træt, går det slet ikke. Man lærer sig nogle trixs undervejs. Man går ofte på wc, tager af bordet, trækker lidt frisk luft for at hvile hjernen lidt. Men som regel, når jeg ikke at trække mig i tide - før jeg har overskredet grænsen - fordi jeg jo også gerne vil hygge mig, og det er svært at sige til dejlige venner, at HOV, nu er jeg træt. Ingen kan se, hvordan man har det inden i - derimod hører jeg tit. "Det klarede du da godt", det er selvfølgelig rart nok, at andre synes det, men de mærker heller ikke den tømte konto.

Nu glæder jeg mig til at få taget mål til nye høredippedutter. I morgen skal jeg klippes og på torsdag skal jeg hente mine nye briller - så nu bliver Fru Sommer updatet lidt, og det er ski også tiltrængt.

Lige nu skinner vinter/forårssolen smukt i det næsten udsprungne hjertetræ som vi fik af Inge og John i 1989 i bryllupsgave til vores bryllup nr. 2.

....og på gårdspladsen står det stærkt beskårne Parklind og stritter med sine nøgne grene. I år kan vi se frem til sol på gårdspladsen, tror jeg, for der er ikke mange grene tilbage, som kan bære blade. Livet er ikke så ringe endda. :)

 

 

 

 

 

Mindfull pimpning....................

Muligvis kan jeg ikke male et smukt billede, til gengæld kan jeg pimpe ( i dette tilfælde - PLETMALE) en radiator! 

Per har svinget malerrullen i endnu et værelse. Han HADER at male, og derfor har jeg efter 23 år med lyserødt i dette rum taget initiativet til, at det vi altid kalder "klinikken" har fået en overhaling. Det holdt lidt hårdt, men jeg har dog trods alt KØBT malingen.

 

Jeg er kommet til at holde af at male MINDFUL. Det betyder i al sin enkelhed, at jeg bruger nogle af de åndedrætsøvelser, jeg lærte på Mindful-kursus efterår 2015, mens jeg maler. Jeg maler stille og roligt, bevidst langsomt. Det giver mig en ro i kroppen og samtidig en tilfredsstillelse i, at jeg laver noget, der er synligt. Et bevis for mig selv OG andre på, at selv om jeg ikke magter at være social ret længe af gangen, og at overblik og energi er en by i Rusland

Hvor de små maleprojekter giver ro i sjælen, er det lige modsat med de store. Derfor er det dejligt, at Per på trods af sin store maleaversion, håndterer malerrullen. Det er faktisk ret svært at male jævnt. Det kræver rolighed, ordentligt værktøj, gode håndled og ros på de rigtige tidspunkter :)

Per skal nu ikke have al rosen, for jeg sidder i finmotorikken og maler sirligt fodlister, riller, vindueskarme og dørkarme. I dag blev det så også til pimpning af den gamle radiator i værelset. Den skulle egentlig males helt fra bunden, fordi den var så skrammet, men da jeg alligevel skulle have penslen tømt for maling, inden den skulle rengøres, og jeg alligevel sad på min røv og malede den sidste forliste under radiatoren, pletmalede jeg de værste skrammer på den. Resultatet blev så godt at det greb om sig, og hurtigt var alle pletter væk. "I skyggen er alle katte grå", som man siger, og endnu engang kunne det ikke ses, at det bare er en pletmaling, der er foretaget -  i ikke præcis den samme hvide tone - men alligevel. Resultatet er med en minimal arbejdsindsats blevet GODT!!!!

WP_20170310_006.jpg

Milles gamle lyserøde værelse er nu en saga blot. Godt jeg ikke vidste at brædder med mellemrum er SÅ trælse at male - og jeg har endda kun taget rillerne - så kunne de nemt være endt med at være lyserøde 23 år mere :) Tilbage er nu blot en overvejelse ( og udførelse) af en tæpperensning. En ide jeg skal have solgt til Nielsen. For der må han vist på banen igen :) 

Endnu et lille stykke elefant er blevet ædt uden forstoppelse. Forude ligger ny udfordringer - af en helt anden slags. Efter at have været på "Nyorienteringskursus" i et 2 ugers-forløb, skal jeg på fredag til rundvisning og samtale på Virksomhedsportalen i Ikast.
Nyorienteringskurset var en mega hård udfordring, som jeg tudede mig igennem og ikke klarede særligt godt. Jeg magtede slet ikke de mange timer (18) og måtte blive hjemme et par dage og gå før tiden. Jeg er bombet godt tilbage igen, og den følelse er mindre end rar. Jeg fik endnu engang sat mine grænser ALT for sent. Jeg er blevet SÅ dårlig til at sige fra. Tænker altid, at jeg prøver lige "lidt længere", og det går jo galt HVER GANG.
Nu VIL jeg lære det og gøre det. Jeg skal arbejde med mine hænder, ikke mit hoved!  Nu har jeg brugt min hænder og min krop i dag - og nu er der dømt sofa, en "morfar" og bagefter måske lidt Netflix. Netflix er et godt råd fra Stresscoachen og det virker! Heldigvis har jeg det godt herhjemme, når jeg ikke skal udfordres for meget ude i den larmende verden. Jeg håber, Virksomhedsportalen bliver en succes, og at der bagefter er en arbejdsplads, der ikke KUN vil have ROBUSTE medarbejdere i deres virksomhed. En virksomhed som også kan se værdien i sensitive mennesker. Vi har nemly også vore styrker :)

 

40 år er da en slat.............. :)

Det er helt sikkert et alderdomstegn, når man begyder at tænke og sige: "Hvor blev de år af...", så jeg er jo nødt til at erkende, at jeg jo immervæk er ved at være GAMMEL - i hvert tilfælde i mine ungers og børnebørns optik :)
I september rundede jeg et meget skarpt hjørne - nemlig de 60. Det gjorde nu ikke ondt - og nemt var det med festen, for den købte vi os nemlig til i Cafe Tankefryd. Det var første gang i vores næsten 40 år lange ægteskab, vi holdt en fest ude, og hvor vi ikke selv havde stået for det hele. Det blev en stor succes. Jeg var /er nødt til at erkende, at energi og hjerne bare ikke endnu ikke er klar til gæstebud, og brunch er ikke så mange timer, så det gik godt.

I går den 11. december var så årets andet store minde dag for Per og jeg. Nemlig vores 40 års bryllupsdag. Så vidt Per vidste, havde jeg inviteret mor, børn og børnebørn på brunch endnu engang i Tankefryd, og det glædede vi os til. Hvad han ikke vidste var, at jeg også havde inviteret vore søskende, moster og nogle få mere. Det skulle nemlig være en TAK til ham for den han altid har været for mig og vores lille familie. Der er en del logistik omkring et surprice party. Det kan jeg ikke styre, men heldigvis har jeg min højre hånd Mille - og hun er skarp :)
Min andel stod i at ringe til familien og invitere :)

Men en ubekendt faktor dukker jo altid op :) Da Per havde sat mor og mig af ved fordøren, fik jeg Per til at køre ned og parkere bag Tankefryd, for alle gæsterne stod i cafeen ud mod gaden og puttede sig. Jeg synes dog, der gik MEGET lang tid inden Per kom op ad trappen, så efter 5-10 minutter gik børnebørnene og jeg ned for at hente ham, for jeg var sikker på, at han som sædvanlig var faldet i snak. Men pludselig lød der et latterbrøl oppe fra cafeen, og vi skyndte os der op. 

Her stod Nielsen så med en herrestor buket roser - en overraskelse til mig. 40 stk. :) Desværre fik jeg jo ikke set hans ansigtsudtryk lige da han kom ind. Men jeg kunne se og mærke han blev rørt.!

Fantastisk at tænke på. Jeg mødte Per på Thyregod Kro den 11. juni 1971 - 14½ år gammel. Per havde lige fået kørekort dengang. Den 11. december 1976 blev vi gift på Brande rådhus. Den 11. Juni 1989 blev vi til Kobberbryllupet viet i Brande Kirke. Derefter havde vi jo sølvbryllup den 11. december 2001 holdt vi sølvbryllup - og nu er der så gået 40 år!!!! Jeg har kendt og elsket min Per i 3/4 dele af mit liv. Så hvertår på fandens fødselsdage fejrer vi hinanden. Jeg har nu af og til glemt disse mærkedage, fordi sådan er jeg bare, men så har gode veninder været hjælpsomme og mindet mig på dagen. Nu har det udviklet sig til lidt af en konkurrence mellem Per og mig, HVEM der kommer først med den halvårlige lykønskning. Han er nemlig lige så dårlig ( NÆSTEN) til at huske datoer. Men hvad betyder det, når man elsker hinanden og er der i tykt og i tyndt? Det kan lyde som et lyserødt eventyr, men tag ikke fejl! Vi kan skændes så det brager, diskutere til loftet falder ned, vi kan råbe og smække med døren - men vi kan kan også elske og hygge, vi kan nyde og grine, vi kan VÆRE og ÆRE, vi kan hjælpe hinanden og vi kan glæde hinanden. TAK til Per for 40 års dejligt ægteskab og 45 års samliv. Tak til den bedste mand og ven i mit liv

 

 

Mindfull maling......................

Jeg ved ikke, om I kender det? Man går hjemme - af en eller anden årsag - og man glor på de samme vægge dag ud og dag ind. Man får øje på alle de fejl og mangler, man synes, der er i huset. Herregud - de var der altså også, inden jeg gik i dørken, men dengang havde jeg ikke tid til at ærgre mig over dem. Vinduet og dørkarmen i badeværelset, der aldrig blev malet, da vi fik lavet badeværelse for 6-7 år siden. Vinduerne i køkkenet som ikke er blevet malet i 15 år!!! Dørkarmene i hele huset, som er blevet pænt skrammet i årenes løb - selvom de da næsten lige er blevet malet..... for 10 år siden osv osv osv....... listen er L A N G!
Siden jeg var i Kenya første gang, har det nogenlunde raget mig en fjer med disse fejl og mangler - for et eller andet sted er det uden betydning. Men i og med at jeg har været sygemeldt så længe og ikke har noget overskud, har jeg brugt rigtig meget energi på at holde det ud. 

I mandags tog jeg så skeen i den anden hånd, i et forsøg på at ændre tingenes tilstand. Tog over til Hr. Larsen i baghaven og købte 2 ½ liter hvid maling. Nu er HVID maling jo IKKE HVID maling! Nej, den findes i brækket 1 - 2 eller 3 gange i et hav af nuancer. Men jeg besluttede mig for, at den fanemej skulle være hvid med hvid på - og den skulle være BLANK! Med rådet om lidt mere bræk og lidt mindre glans, købte jeg simpelthen, det jeg selv følte for. SÅDAN! 
Så var den dags energi ligesom brugt - men med Nielsens hjælp fik jeg fundet alt malergrejet frem.
Som datter af en malermester er jeg opdraget til at værktøjet skal være i orden. Gang på gang køber jeg dyre og gode pensler, men når jeg så skal bruge dem næste gang er de pist væk. Penseltyven har atter været der, og tilbage ligger 3 pensler til en ti´er fra Jem og Fix - uduelige til andet end plankeværk. Heldigvis fandt jeg også en lille fin pensel fra dengang jeg underviste i noget akvarelmaling, og den måtte så bestå sin prøve. Så var den dags energi desværre brugt, selv om lysten til at gå i gang var stor.

Tirsdag skulle jeg først igennem alt det ur-trælse med afvaskning med grundrens, afvaskning med rent vand og slibning. Over 2 timer brugte jeg på det - men tilfredsheden var stor - det samme var trætheden. En ordentlig morfar og så var jeg endelig klar til køkkenvinduet med min lille pensel. Jeg begyndte stille og roligt. Tungen lige i munden og en malerklud inden for rækkevidde. For en gang skyld gav jeg mig godt tid. MEGET god tid - og resultatet udeblev da heller ikke. Så fint så fint, hvis jeg selv skal sige det. Efter en time var jeg færdig og rimeligt selv-fed. Ikke en eneste løber eller "malen ind på glasset" var der. Igen var jeg totalt færdig - men problemet er, at jeg aldrig kan stoppe. Jeg var alt for træt til at tage dørkarmen, men jeg gik rundt med penslen og pletmalede på dørkarmene, og fy for pokker da, hvor blev det fint. Nøj, hvor var jeg bare glad.

Onsdag var det badeværelsesvindue og karm, der fik tur. Stille og roligt - ren Mindfullness. Roen indfandt sig og jeg stoppede, da jeg blev træt. Var for engang skyld tilfreds med det, jeg havde nået. Normalt vil jeg altid være færdig før jeg er begyndt, men her er det anderledes.

I dag torsdag har det så været maling 2 gang af alt det jeg har lavet de andre dage. 2. gang er heldigvis altid nemmere og hurtigere, fordi beskæringen er på plads :) Da jeg var klar til dagens morfar igen igen ringede syge Silke 3 år, og spurgte om jeg ikke ville komme op og spille vendespil med hende. Hun havde lige en lille pause i al opkastningen, og syntes jeg skulle komme. Tror nu mere det var Mille, der var kørt træt i at vaske puder, hynder og sengetøj med bræk på. Det blev en lille gåtur i det dejlige efterårsvejr og et enkelt spil. 

Hjem  til endnu en lur.  Ja, jeg hviler konstant, for på en god dag går der max 4 timer, før jeg må trække stikket, så ALT i mit liv er logistik! :) 
Da jeg så kom ned i køkkenet og skulle pakke malergrejet sammen, fik jeg lyst til at male min gamle hylde med skuffer. Den er en jeg har arvet af fætter Lars og Annie, som ikke lige kunne se værdien i det gamle lort. Den har indtil nu stået autentisk flødefarvet og var måske liiiiige autentisk nok. Nielsen blev sat til at finde slibemaskine og efter 5 minutter var den klar til en omgang. Nu ved jeg altså ikke om det er helt efter kogebogen, og OM man overhovedet kan gøre det jeg har gjort? Jeg fandt mine akryl malefarver frem og så blandede jeg selv den yndigste turkis/lyseblå farve i maler Larsens maling- og et kvarter senere, var den ged barberet. Om det så holder ved jeg ikke - men hvorfor skulle det egentlig ikke det?

Oven på den lille hylde har vi i mange år haft en frygtelig GRIM radio med plastkasse stående. Jeg har tidligere forsøgt, om vi ikke kunne kasserede den, for den er meget langt fra køn - men den er ligesom hver gang, endt på samme plads igen. Gæt.......

"Satme NEJ" - sagde Nielsen - "Satme Jo", sagde fru Sommer - og sådan blev det - og NU går jeg MÅSKE ud og snupper anden omgang med de sidste småting - før jeg går i seng. Og så skal I da bare høre Nielsen i morgen, når han står op. Det bliver så fint så fint.

GLEMTE jeg at fortælle, at jeg elsker RICE  https://www.ricebyrice.com/da-dk - pasteller og sjove ting? Det vigtigste er dog, i hele denne laaaaange fortælling, at jeg lige nu er lidt tilfreds med mig selv. Synes selv, jeg har fået lavet meget i denne uge. Så skidt med at det har taget lang tid og mange dage - det vigtigste for mig er - at jeg GJORDE det, og jeg har gjort noget, der er godt for mig selv. :)

 

 

 

Drivhus og stille regn

Vi har et stort drivhus, der decideret er indrettet til hyggehus. Det har aldrig været intentionen, at der skulle dyrkes her, for det har vi for længst erkendt IKKE er vores spids kompetence. 

En enkelt vinplante har dog fået lov til at overleve i den ene ende, det får drivhuset til at emme LIDT af Sydeuropa.

WP_20160625_019.jpg

I år har huset rodet en del. Per har haft et lille projekt kørende og alt skrammel har stået til opbevaring i drivhuset - så man slet ikke kunne DRIVE i det! Men for nogle uger tog jeg mig på en god dag sammen og ryddede op og gjorde det beboeligt, så vi igen kunne bruge det. Det fik vi så faktisk ikke gjort, fordi vejret blev for godt - og når der er for meget sol, ja, så bliver det for varmt at være derinde. I dag havde vi inviteret gamle venner på en lille frokost, og så kan det nok være at Nielsen tog affære. Glasset blev kalket og det skrammel, der ATTER havde sneget sig ind blev fjernet, og så var det klart til en lille hyggefrokost. Selvfølgelig begyndte det at regne under frokosten, men var der noget, vi var lige glade med, var det det. Temperaturen var perfekt, vennerne glade, maden god og hyggeligt var det med regnens trommen.

Da gæsterne var gået hjem, var jeg træt og havde intet ønske om at bevæge mig ud i regnen. Efter en lille "morfar" på den umagelige sofa fandt jeg strikketøjet frem, og sad en stund og nød den sagte regn og stilheden og den helt specielle duft, der er, når det regner. Jeg kunne dufte krydderurterne lige uden for døren. Besluttede at jeg noget oftere skal sætte mig ned i dette lille paradis og strikke/tegne/læse eller bare VÆRE. Udfordringen ER - at der som regel enten er for koldt eller for varmt. Men i DAG var det bare perfekt. Det gjorde mig glad og gav mig energi til at skrive her på bloggen. Jeg har ofte lyst til at skrive om dit og dat, for ord og emner er der ved Gud nok af i min rodede hjerne, men energien rækker desværre ikke til så meget endnu. Men FREMAD går det - stille og roligt :) og lur mig om jeg ikke får skrevet lidt mere. Mine tanker går på, om jeg måske kunne skrive noget brugbart om stress, der kunne være til nytte og glæde for andre i samme båd. Lad os se hvad tiden bringer! :)

Når låget springer af.........

For ca. 7 uger siden - og en lille uge efter jeg skrev det forrige indlæg om pimpningen af vores campingvogn - skete der for mig - noget ret dramatisk. Jeg gik totalt i dørken med stress!

Når jeg vælger at skrive om det her, er det et led i at bearbejde det stormvejr af følelser, der har rast og stadig - om end i kortere perioder - raser i mig. Det er ikke, fordi min fortælling er særlig slem i forhold til det, rigtig mange andre går og kæmper med, men for mig ER det en hård nyser, og jeg har virkelig været helt derude, hvor jeg faktisk knap kunne bunde. Nu begynder det heldigvis så småt at lysne fra øst, og tidevandet begynder så småt at trække sig tilbage. Dvs. alle de fysiske gener, som følger med det at være ramt af stress, er der stadig i svær grad, men gennem terapi, begynder jeg nu at mærke lyset for enden af tunnelen, og ved at jeg nok skal komme igennem med tiden :)
Det er også vigtigt for mig at sige, at der ikke er anklager i det jeg skriver. Jeg ved, jeg selv har en del af ansvaret for min stress - for man skal gå i tide, når ens arbejde ikke føles godt for "sjæl og legeme". DET er bare SÅ meget nemmere sagt end gjort!!!! Skal jeg komme med en lille forundring... er det, at vi har et samfund med - på den ene side - mange arbejdsløse og på den anden side mange der har en alt for stresset hverdag. Tænk, hvis man kunne få det til at gå op i en højere enhed og fordele arbejdsmængden på flere hænder.Tror samfundet vil spare penge i sidste ende, hvis det kunne lykkes.

Igennem rigtig lang tid, har jeg været stresset på arbejde. Jeg har prøvet det før. For ca. 5 år siden var jeg sygemeldt nogle måneder og gik derfra langsomt op i tid, indtil jeg nåede op på de 22½ time, jeg havde besluttet mig for at arbejde. Det var rædselsfuldt dengang, og jeg lovede mig selv og min familie, at der, skulle jeg aldrig ud igen.

De/jer, der selv har prøvet turen - og det er der jo desværre mange der har, ved jo selv hvilken glidebane det er. Symptomerne kommer en efter en. Mine har bl.a. været TRÆTHED TRÆTHED og atter TRÆTHED til at begynde med. Problemer med at falde i søvn, opfarenhed, dårligt humør, - men hvad pokker, det er der jo så mange, der har problemer med. Så kommer der nogle gode dage, hvor det bare kører derud af. Dejlige kolleger og følelsen af sammenhold og det at trække på samme hammel. Man klemmer ballerne sammen og tænker, at det ka´ ski ikke passe, at man kan få stress af bare 22 ½ time. Har siden fået at vide, at HVIS man nu havde haft flere timer til at nå sit arbejde, så var sandsynligheden for stress mindre. Det ved jeg så ikke, om det passer - men det lyder jo ret sandsynligt :)
Så begyndte jeg at glemme, ikke bare GLEMME, men RIGTIG glemme. Så kunne jeg ikke overskue selv små ting, og især ikke forandringer. Forandringsparatheden har også en grænse. Hjertebanken, konstante hedeture - som stort set forsvinder, når jeg går herhjemme.

Næste trin var, at jeg ikke kunne koncentrere mig. Multitaskning har ellers været mit mellemnavn,  men til sidst - inden det gik helt i ged - kunne jeg hverken strikke, hækle eller lave andet kreativt, og SÅ er den altså HEL GAL!!! Faktisk måtte jeg ligge ca. 3 timer hver eftermiddag, når jeg kom fra arbejde. Ikke for at sove, for det kunne jeg heller ikke længere, bare ligge og forsøge at hvile. Tidligere kunne jeg snuppe et powernap, og så var jeg på banen igen. Ingen overskud overhovedet men masser af dårlig samvittighed over alt det jeg ikke formåede. I Januar lavede jeg en TIME OUT! Jeg rensede kalenderen for de fleste aftaler, sagde nej til mange ting og var en rigtig kedelig lyseslukker. Heldigvis har jeg VERDENS BEDSTE OG MEST HJÆLPSOMME MAND, og Gud ske lov for det. Han sagde mange gange, at jeg bare kunne sige op. Men det turde jeg faktisk ikke! Tæt på efterløn, næsten 59, kvinde og med den store arbejdsløshedsprocent, der er i min aldersgruppe, ville det være noget af det dummeste at gøre. Havde jeg været 10 år yngre, havde jeg ikke kørt linen så langt ud.

Pludselig en dag sprang elastikken. En bette petitesse, men bare lige dråben, der fik bægret til at flyde over. Jeg måtte tudende gå hjem fra arbejde og vist efterlade chokerede kollegaer. Jeg er ellers ikke typen, der græder hvert år! Efter en uges sygemelding, hvor jeg bare havde det SÅ dårligt, tog jeg beslutningen om at sende min opsigelse. Kunne mærke, at der ikke kunne finde en healing sted, før jeg tog denne beslutning. Om den var svær at tage???? Både ja og nej! Svært at skulle "give op" og forlade nogle dejlige kolleger - let, fordi der ikke var anden vej tilbage.

Min sommer blev ikke nogen drømmesommer. Det blev dog - på trods - en god sommer i tosomhed med Per, hvor nærhed og "lave ingenting" var kodeord. Jeg har INTET lavet - det har jeg ikke kunnet. Jeg har siddet i solen og suget D-vitamin. Det, der har været bedst for mig var at være i campingvognen. Ingen kendte folk, 5 minutters oprydning, ingen beslutninger, der skulle træffes, ud over om jeg ville have et bad eller ej. Maden blev serveret, Per trak mig med ud på små overskuelige gå og cykleture. Det var faktisk rigtig svært at komme hjem til Brande igen. Her er alt for mange beslutninger, der skal træffes.

Jeg har rigtig mange fysiske og psykiske gener, som jeg af hjertet håber bliver bedre, for ellers er prisen for at arbejde, som jeg har gjort, ALT for høj. Jeg har altid elsket at arbejde, få noget fra hånden. Hjælpe andre og give en hjælpende hånd med, når jeg kunne se det kneb for kollegaerne at nå deres. Jeg er kreativ og får mange ideer til hvordan man kan optimere og forbedre, og ofte har det jo medført lidt ekstra arbejde i første omgang. Noget som jeg gladelig har påtaget mig. Men prisen har altså været for høj.

Jeg kan f.eks. ikke se en TV-avis eller en film. Hvis der kører undertekster, kan jeg ikke koncentrere mig.  Jeg er rastløs, har ikke kunnet læse, kan slet ikke tåle støj - dvs. kan ikke sidde ret længe i selskab med andre. Svært ved at være sammen med alle 3 børnebørn på en gang. Kan ikke gå ud og handle mere end 3-4 ting. Skal have alt skrevet ned. Må tit gå ud af en butik igen. Må lægge mig flere timer, hver gang jeg har lavet en lille smule. Tør ikke ringe til f.eks fagforening, kommune og forsikringer o.l. og er der noget man skal, når man er syg, så er det da det! Godt jeg har haft en god veninde, der har hjulpet mig med det.

Alt tager lang tid. At skrive dette indlæg, har taget 100 år og en søndag - noget som normalt kunne gøres på måske en ½ time. Nu må jeg se, hvornår jeg tør lægge den ud :)

Men nu.........Slut på jammedalen :)

Skal jeg sammenligne med, hvordan jeg havde det for 5-7 uger siden, ja SÅ går det fremad :) Nu kan jeg (ind i mellem) snakke uden at tude. Jeg er begyndt at bruge nogle redskaber, jeg fik af en coach for 5 år siden. Jeg er begyndt i terapi. Jeg er ikke vred længere, jeg har taget ansvaret over på mig selv, og jeg forsøger at lade det ansvar, der tilhører andre, ligge. Jeg er begyndt, at kunne mærke efter og sige NEJ TAK. Er blevet bedre til ikke at slå mig selv oven i hovedet med, at jeg skulle have handlet anderledes. 
Efter en god snak med min læge den anden dag, er jeg nu ved at affinde mig med, at jeg ikke er rask, hverken i dag eller i morgen. At jeg faktisk ER syg, og det er ok med ro og hvile i måske flere måneder. At kunne skrive dette blogindlæg er et godt skridt på vejen. Jeg er spændt på, hvordan mit arbejdsliv bliver - men ÈT er sikkert, jeg kommer til at sadle helt om :)

TAK FORDI DU LÆSTE med :)

 

Patterne i vridemaskinen........

Min far havde udpræget humor, og han sagde mange sjove ting i sit liv. Noget af det jeg husker, var dengang jeg var lille, og han fortalte, at faster Gudrun desværre ikke kunne komme, fordi hun havde fået "patterne i vridemaskinen." Jeg kan ikke, her 50 år efter huske, hvad det betød - men det lød altså rigtig frækt og uartig, for dengang først i tresserne, tror jeg ikke man i det bedre borgerskab brugte ord som patter!!!!

HER SKULLE SÅ HAVE VÆRET ET BILLEDE AF MINE PATTER - MEN DET FÅR I ALTSÅ IKKE! :)

I dag var så dagen, hvor mine patter skulle i vridemaskinen!!!! Sammen med 2 gode veninder daffede jeg til Horsens, hvor vi skulle til mammografi. Når man nu skal ud og svinge med dem, kan man jo lige så godt få en tur ud af det, så vi bestilte 3 tider sammen, for det er jo lidt hyggeligt med noget bilsladder og en lille shoppetur.

Shoppeturen blev nu ikke den store udskrivning - vi kiggede lidt på sko, men ikke en krone brugte vi ( SKULDERKLAP, TAK!)

Heldigvis kom der en lille byge, så derfor var vi NØDT til at søge ly på en cafe med udendørs betjening og strålevarme. Her sad vi så og blev charmeret af en sød tjener - mandlig en af slagsen - og fik lidt lækkert at spise. Regnen holdt op efter 4 minutter, men nu havde vi jo sat os så...........

På vejen hjem snakkede vi om, at det burde vi altså gøre lidt tiere. Men nu er der jo kun gang i pattevrideren hvert andet år ( synes faktisk at det gør lidt ondt - men mindre ondt end tandlægen ) - meeeeen, der er vist noget med at gamle damer snart skal indkaldes til en undervogns-undersøgelse, så mon ikke vi kan finde en samlet servicetid til det også? Så kan vi måske bede til regnguderne om en lille byge igen. Og kan det beskedne ønske ikke opfyldes - ja, så sætter vi os dælme ned i solskinnet og snupper en bid brød alligevel!

Hvor ER vi heldige at bo i DK - hvor vi bliver passet godt på :)

Nu skal vi så vente nogle dage på svar på mammografien. Jeg går ikke sådan til daglig og tænker på brystkræft, meeeen jeg glæder mig til at få - et forhåbentligt - godt svar!

Faktisk er der ca. 17.000 mænd og 17.000 kvinder ( 34-35.000) der hvert år rammes af brystkræft!!!!! (Hvis jeg altså læser statistikken rigtig - læs selv)

http://www.cancer.dk/hjaelp-viden/fakta-om-kraeft/kraeft-i-tal/nogletal/

 

 

 

Nytter det at være sponsor........................?

På det enkle svar kan der svares lige så enkelt  JA! JA, DET NYTTER! Det kan jeg ved selvsyn bekræfte, det hjælper endda RIGTIG MEGET!

Ilse og jeg er "deleforældre" til lille Ester, som nu ikke er helt lille længere. Vi har sponseret hende med hver 800 kr. om året siden babyclass - og inden da havde vi Lea. Det sjove ved Ester er jo, at hende har vi kunnet følge personligt.

IMG_0453.JPG

Her ses lille Ester for 3 år siden i 2011, da gik hun i 1. klasse og var 5-6 år.

IMG_0146.JPG

Siden er Esters storesøster, Grace også kommet under vores lune sponsorvinger. Det første år af hendes gymnasium, (tror jeg det kan sammenlignes med) betalte jeg det selv sammen med familien. men da det rent faktisk koster 3000 kr. om året, syntes jeg, det kunne være rigtig dejligt med lidt støtte, og derfor er det dejligt at nogle af mine strikkevenner i strikkeklubben har været gavmilde de sidste 2 år,  og har støttet op. De andre gange har jeg haft pengene sendt med andre danskere ned til Grace. Grace går ikke på NLAI og derfor har pengene ikke kunnet overføres direkte til skolen, som vi gør med Esters.

Denne gang havde jeg så fornøjelsen - både af at møde Grace - og overrække hende penge. Hun går og venter på karaktererne fra de sidste test, inden hun kan gå videre. Derfor ville jeg ikke give hende alle pengene. Der skal være orden i sagerne. Hun ville imidlertid gerne udnytte tiden med et EDB -kursus, og det fik hun penge til. Hun er meget beskeden og sød og hun var utrolig rørt - og det blev jeg selvfølgelig også. Nu er det jo dejligt at lege julemand - så jeg gav hende 1000 Kenyashilling (65 kr.) til hendes mor, som jeg ved har det hårdt.

 

IMG_0292.JPG

Den dag, det var aftalt, vi skulle besøge Ester og Graces familie stod det simpelt hen ned i STÆNGER. De bor i en compound ( en slags lejr) 4 km fra skolen, og som I kan se på billedet var det er noget dramatisk tur derud. Taxachaufføren - i sin nye bil - var mindre end glad, for at køre kunne vi mærke, så vi gave ham en god betaling for turen, som i sandhed også tog laaaaaaaaaaaaaang tid.

IMG_0282.JPG

Ester, Grace, deres mor, og storebror bor hos deres bedste mor i et lille bitte bitte hus inde i kompounden. Vi var selvfølgelig ret spændte på at se, hvilket syn, der ville møde os - men vi blev glædeligt overrasket over, hvor pænt, men småt og meget spartansk, de bor. Hele deres hus er er mindre end min stue, og der bor de 5 mennesker. Jeg havde været skilt og indlagt på den lukkede afdeling, tror jeg, hvis det var mig, der skulle lev under de forhold. Men de har intet valg. Faktisk så boede de jo rigtig flot i forhold til millioner af andre Afrikanere.

Det viste sig at de 65 kr. jeg havde givet Grace til sin mor, lige havde været det, der havde reddet deres tilværelse i denne omgang. Moderen dyrker nogle få grøntsager i deres lille gårdhave og sælger, og for de penge køber hun så nogle andres grøntsager, går den lange vej ind til Nakuru og sælger dem osv.

IMG_0275.JPG

Manden - i den blå trøje - er Peter. Han er selv børnehjemsbarn fra NLAI, og har taget en læreruddannelse og underviser nu på skolen. Udover at være meget musikalsk ( underviser i sang og rytmik på skolen) er han også kunstner og maler, og det dejligste menneske, man kan tænke sig. Han elsker sine elever kan man mærke, og gør en stor ekstra indsats for dem. Han tilbød også at tage med ud til Graces familie og være tolk for familien, som kun taler swahili. De 5 ord på swahili, jeg kender..... goddag, gå væk, kom her, og TAK - kommer man jo ikke vældig langt med i en snak om hverdagslivet.

IMG_0280.JPG

Vi skulle selvfølgelig fotograferes sammen - og selv om jeg har tabt mange kilo, så går der da stadig 2 afrikaner på min størrelse :(  Her kan I se hele deres stue. Til høre for skabet var der et forhæng ind til et andet rum, som vi ikke så.

IMG_0278.JPG

Ester var selvfølgelig mere end glad for de små ting vi havde med til hende. Lidt tuscher, fint papir, en saks og malebog fra Fakta i Brande, og så havde jeg fundet nogle kladdehæfter i Nakuru til ca 50 øre, så dem havde jeg også investeret i :) Til moderen havde jeg skrevet et lille kort og pakket lidt flere penge ind i. Hun pakkede det ikke op, men stak det - lige som jeg selv ofte gør ind på hylde 2 - BH´en), så håber jeg det kan lette hendes hverdag en smule.

IMG_0285.JPG

Her ses deres "have", hvor der også løb et par fjerløse magre høns rundt.

IMG_0288.JPG

Graces mor er omkring 45 år, og Grace ligner hende utroligt meget. Bedstemoderen vidste ikke hvor gammel hun var. Men sikke et dejligt tandløst smil hun havde - en herlig kvinde. Det ville have været rigtig interessant at kunne have snakket swahili og have hørt hendes livhistorie. Men det blev ikke i denne omgang.

IMG_0290.JPG

Desværre var Grace ikke hjemme mens vi var der, hun skulle passe sit kursus, så vi nåede bare lige en regnvåd krammer.

IMG_0291.JPG

OM det NYTTER.....?  Ja, Grace ønsker at blive advokat. Den drøm ville hun sandsynligvis aldrig kunne leve ud, med mindre nogen påtog sig et sponsorrat. Det har strikkeklubben og jeg gjort, og så må vi bare håbe, at drømmen bliver udlevet for hendes egen og familiens skyld. Hun er deres håb om en bedre fremtid, for med salg af nogle få grøntsager hedder det først og fremmest OVERLEVELSE, der skal meget mere til, hvis der skal mere gang i bl.a. Afrika.

Tænk, hvis hver person i I-landende tog hånd om et andet menneske i ulandene - mon så ikke, vi kunne få fordelt goderne lidt mere retfærdigt, og verden et bedre sted at være. Måske utopi - men jeg ER et meget naiv menneske :)

 

Tsunamien Bodil...............

Nu ved jeg så ikke liiiiige, hvem det er, der døber orkanerne herhjemme i DK? Men hvem det så end er, så er det ved Gud ikke den mest fantasifulde person, der er født nord for Blåhøj!!!!   BODIL!!!!  Det kan en orkan faneme ikke hedde. Bodil er jo navnet på en BLÅ ELEFANT!!!!! Tilhørende en lille dreng med navnet Per og med en onkel, der hedder Anders!

strikket juletræ 009.JPG

Jeg nægter altså at fortælle verden, at mit smukke gamle syrentræ ( ægte vel at mærke) er blevet nakket af en orkan, der hedder BODIL. Den orkan skal mindst hedde BATMAN!  Basta!.

Og så er der jo blevet snakket om den orkan, som var det en TSUNAMI med navnet Zeus!!! Hvad sker der? Ja, vel er det spændende i et land, hvor hovedhistorien er Mikkel Føns, der får våde bukser OG fødder på Esbjerg havn - men alligevel!

strikket juletræ 005.JPG

Nå, stormen var jo ikke så dårlig, at den ikke var godt for noget. Min søde mand tog også fri fra arbejde, for at køre sin datter og barnebarn til Holstebro til undersøgelse, da jeg var mindre end glad for at køre i det vejr, og så fik jeg det store hverv at hente Zofie i børnehaven i stedet for. Hvem vil ikke hellere spise sin madpakke i børnehaven end køre til Holstebro i stormvejr.? Jeg meldte mig omgående til en bytning. Her spiser vi mellem løver og dinosaurusser. Og bagefter var der perlehygge i mormors sofa. HOV - det må mor og far ikke få at vide. Hi HI!

 

HVIS du har glæde af at læse min blog - må du meget gerne LIKE og dele på FB. TAK :)

Rom..... ikke bare noget man drikker!

I aftes, da jeg som sædvanlig ikke kunne sove og lå og rodede rundt, tændt jeg på et tidspunkt for TV´et - og ved at zappe lidt fangede DR K lige interessen.

Programmet hed: Hvad undergrunden gemmer

Et godt kedeligt program at falde i søvn til tænkte jeg, men for Søren da, hvor blev jeg meget klogere, sådan rent bogstaveligt altså.

 

Jeg har lige været inde og Google programmet og der står fgl.

"Romerriget er en af verdenshistoriens mest spændende og kraftfuldte civilisationer. Ved hjælp af satellit-arkæologi og andre højteknologiske værktøjer afdækker den britiske arkæolog Sarah Parcak og hendes hold lag på lag af historien, indtil Rom viser sig i al sin pragt og vælde, og gør os i stand til at vandre rundt i de legendariske gader og opleve det antikke Rom fra første parket."

Sara Parcak.jpg

Med fare for sagsanlæg har jeg lige hugget et billede fra Dr. hjemmeside - og her er linket til udsendelsen. http://www.dr.dk/tv/se/rom/rom-hvad-undergrunden-gemmer

1½ time med spændende fortælling og billeder af de nyeste værktøjer Sarah Parcak ( tuff dame) bruger, til at finde ærkæologiske fund.

Udsendelsen er uhyre informativ, og jeg tænkte, da jeg havde set den, at HVIS man brugte den udsendelse for alle skoleelever i verden, tror jeg alle ville blive fanget af historiens vingesus. AMAZING.

Tror jeg skal til at kigge lidt mere på DR K - med fare for, at jeg så ikke får sovet!

En tur på Memory Lane.......

Denne weekend var årets "Bjerreborg-weekend" - om end det ikke længere er "Bjerreborg" i Vestjylland vi mødes på. Vi er 7 hold venner der i mange år - i rigtig mange år - har været samlet i en efterårsweekend og hygget os gevaldigt sammen.

De første 100 år mødtes vi med alle vore unger og husdyr i Bjerreborg-lejren. Vi drak rødvin, hjemmelavet hvidvin og tonsvis af bajere. Legede med alle ungerne, som var jævnaldrende, jagtede den farlige "klit-boss" i aftenmørket, så ungerne hvinede af skræk. Vi legede lege - børn som voksne. Gik lange ture i naturen. Vi lavede mad på skift og jeg husker det, som om, der aldrig var 2 minutters afslapning. Men IH, hvor vi altid har elsket disse ture - og ungerne husker dem også, som et gode fra deres barndom.

Men pludselig var de teenagere, og det umiddelbare tog slut. De blev generte og holdt sig inde på 4 sengs stuerne og begyndte vist at kede sig lidt. Deres forældre blev enormt piiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiinlige, når de drak sig fulde og stadig insisterede på at lege åndsvage lege!!! I løbet af nogle år faldt de store fra, og lige pludselig var vi kun 14 "gamle hoveder" tilbage. Det betød at det store dejlige - lidt primitive - sted lige pludselig ikke var helt så hyggeligt mere. En ny æra begyndte.

Knebel 2013 019.JPG

Med årene er kravene til komfort steget. I begyndelsen efter Bjerreborg lejede vi 2 sommerhuse og zappede mellem dem, så blev det til store sommerhuse med flere badeværelser og nu sidder vi i poolhus MED rengøring. Vi har også lejet "kongelige historiske lokaler" - vi har boet ved Tranekær Slot, Valdemar Slot og en Herregård ved Kerteminde.

Knebel 2013 046.JPG

Maden har også ændret sig en smule. Fra lejrskolekost til lidt a la gourmet. Aase er her i gang med at færdiggøre sin spændende kage i det dejlige køkken-alrum i Knebel, som vi havde valgt i år.

Knebel 2013 057.JPG

Min dessert, synes jeg selv - i al beskedenhed - blev ret vellykket - bistået af Aase lækre kage :)

 

Knebel 2013 064.JPG

Ove syntes åbenbart det samme, for han spiste - med stor koncentration - de 3 ekstra portioner, jeg havde lavet!!!! :)

Knebel 2013 061.JPG

Trods ydre komfortable forandringer, er der dog én tinge, der ikke har forandret sig. Nemlig lysten til at være sammen og tage en god diskussion eller 2 over et par flasker vin eller 7.

I år var emnet, om vi ikke snart har et eller andet jubilæum? Diskussionen bølgede som sædvanlig højt og længe - over adskillige flasker god vin - hen over årene 1978-79-80 uden at vi dog kom til et endeligt resultat.

Vi var dog alle enige om at det første år, vi var samlet, var på Hotel Kongen af Danmark på Fanø. Vi var faktisk det sidste hold, der var indkvarteret på hotellet inden Tvind overtog etablissementet. Men HUSKE eksakt hvilket år det var, det kunne vi ski ikke!

En af de kvindelige quinder var dog stålsat i sin tro på, at det var efteråret 1979. Det var vi dog 2 der på det kraftigste afviste, for det ville betyde, at vi havde ladet vore ammebørn på 7 måneder blive hjemme. Og SÅ onde kunne vi vel ikke have været?? Men vores gode veninde var stædig og påstod, at hendes datter var blevet fabrikeret på den tur - og den var ligesom lidt svær at give igen på - og da hun så tog så feje midler som Google i brug - ja, så måtte vi jo overgive os :( !!!!!!

TÆNK det helt utænkelige - at forlade sit ammebarn hjemme og tage på weekend med overnatning. FY HA - den var vist ikke gået nu om stunder!!!  På den anden side, jeg ammede mine 2 unger 4 år i træk, så det kan da godt være man var blevet lidt "langpattet", hvis man ikke havde sneget sig hjemmefra en gang imellem!!!!

Knebel 2013 004.JPG

Jubilæet... Ja, det er jo så næste år. 35 år med de samme venner - det er nu ikke så ringe endda. Jo, vi er alle blevet lidt grå i toppen, lidt løsere i flæsket og går måske en smule tidligere i seng. Men ønsket om at hygge os sammen og dele årets begivenheder er der stadig. Jeg kan godt blive lidt varm om hjertet over at tænke, at jeg har så mange livsvidner og gode venner i mit liv. Det er ikke en selvfølgelighed og man må til stadighed arbejde for sagen.

Mit bidrag i år var et lille powerpointshow, hvor jeg havde samlet "uheldige" billeder fra de sidste mange ture vi har været på. Der blev grinet så tårerne flød og lukkemusklerne stod åbne. TAK KÆRE VENNER  for en herlig weekend!

Vino vino pluk.......I love it!

Om 2 timer sker det, når regnen stopper og solen titter frem......

vinhøst ivan 2010 002.JPG

Så starter vi med en lille én - og en kop KAFFE

vinhøst ivan 2010 040.JPG

Så plukker vi løs i mange timer, mens vi hygger og snakker og får en lille en. 

vinhøst ivan 2010 034.JPG

Derefter presses druer.....

vinhøst ivan 2010 089.JPG

Og hvem ved?...... måske ender det hele med varme afvaskninger og kolde drikke. Disse billeder er fra høsten 2010. Læs videre i morgen :)  

Gi´ den en tand til........."Ligner det russiske rubler"

Dagen i dag, var så dagen, hvor jeg skulle et lille smut til Tandlægeskolen i Århus med min fantastiske interessante mundlidelse Liegner Rubeler  - ja, den er faktisk så interessant ( for mig) at jeg ikke engang kan Google den!!!! Jeg har forsøgt med flere variationer af bogstaveringen, men lige lidt hjælper det - ved en af Googlingerne fik jeg flere links på Russiske rubler!!!! Nå, hvor om alting er - så siger man det bare lidt hurtigt, så er der ingen, der hænger sig i stavningen, og tandlægerne ved åbenbart, hvad det drejer sig om .

Måske lever jeg i en drømmeverden - fordi jeg har en udtalt tandlægeskræk - for jeg havde hørt det, som om, jeg skulle op på Tandlægeskolen, og så skulle de mundmaskerede eksperter på dette hellige sted kigge ind i min renskurede, tand-trådede, mundskyllede, tyggegummiduftende mund, mens lækre mandlige tandlægestuderende ( dem skulle der være mange af, har jeg hørt) interesseret skulle kigge med. Herefter havde jeg forestillet mig, at overchefen ville konstatere, at hans elever her kunne se et meget meget smukt og tydeligt pragteksemplar af "ligner det russiske rubler" - og så komme med en lang forklaring på hvordan, hvorfor, hvor længe osv. denne lidelse vil befinde sig i mit gab, for derefter at give mig en pakke piller, som hurtigt ville fjerne denne irriterende lidelse, som jeg nu har døjet med i 3 år. Skal måske lige fortælle, at lidelsen giver svidende og brændende fornemmelse ved indtagelse af mange madvarer - og det føles ikke særlig fedt i det, som pædagoger vil kalde for "spisesituationer"!!!!

Men AK, jeg have gjort regning uden vært. For det første var vi liiiiiige ved at komme for sent, selv om vi var kørt hjemme fra i mere end god tid. Parkeringspladser - de hænger ikke på træerne i Århus !!!!!! Okay, vi fandt en laaaaangt væk. Så i skarpt trav og med fyldt blære nåede vi frem i samme øjeblik, jeg blev kaldt ind. FEDT - ingen ventetid! Aaaah - blæren fik jeg dog lov til at tømme først. 

For det andet - blev jeg vist ind - ikke til overchefen - men til en bette pige, der nok engang med tiden fylder 20!!!! Hun var rigtig sød, bevar os, men nu HAR jeg jo altså tandlægeskræk, så da hun havde udspurgt efter nøje fastlagt skema og undersøgt mine orale dele, og hun sammen med sin supervisor havde fundet ud af, at det nok ville være en rigtig god ide, hvis jeg fik taget en biopsi - (B I O P S I - som i "vi skærer et stykke ud af din mund") , var det ligesom min falsk oppustede kækhed forduftede en smule. Uvist af hvilken grund fik jeg både hedetur og koldsved, på eeeen gang, samtidig med der sneg sig en høj fugtighedsprocent ud i mine øjenkroge. Den søde unge pige spurgte med passende bekymrethed, om jeg var OK. Til det kunne jeg kun nikke benægtende. Jeg pippede lidt om, at jeg nok lider en SMULE af tandlægeskræk. Hun foreslog så, meget fornuftigt, at jeg skulle prøve at trække vejret!!!! Genial ide - på den anden side,- hvis jeg var besvimet f.eks. p.g.a. iltmangel, ville de måske have ladet mig gå. Nu stod hun med en 2 meter lang injektionssprøjte og sagde, at jeg godt kunne nå, at sige nej tak. Og TRO MIG, var der noget jeg havde lyst til, var det at smække stængerne på nakken og ile væk derfra. Men spørg lige, hvem der blev siddende med åben mund og manglende polypper. Indsmurt i tryllecreme og med en nål på størrelse med............... stukket ind i min stakkels kind - indefra. Kun millimeter fra krampegråd ( sådan føltes det i hvert tilfælde). Så var det overstået. Efter nogle minutter begyndte bedøvelsen at virke og i de minutter så jeg som i et drømmesyne, hvordan de ville klippe, klistre og brodere i min stakkels slimhinde - og sådan blev det også. Da de efter en evighed ( 5 - 10 minutter) var færdige, tog de operationsstykket væk fra mit yndige lille ansigt, med det resultat, at jeg kiggede lige ind i en lang blodig plastslange, der just var trukket ud af mit spiseorgan.  Så tog jeg diskret det grønne klæde og trak hen over mine små yndige øjne igen, og sagde at det måtte de gerne vente med at fjerne, til slangen var væk fra mit synsfelt.  For pokker, de må synes jeg var/er en KYLLING!!!! 

Efter lidt snak om mundskyld og piller og efterbehandling ( læs: fjernelse af tråd ved hjælp af en saks i min mund) var der tid til at køre mod Brande. Smertestillende piller takkede jeg nej til, for det har jeg hjemme i rå mængder. Nu havde jeg jo så ikke lige kalkuleret med at bedøvelsen  forsvandt inden vi havde været i Ikea og var nået hjem til Brande! Føj for en kvart gris, hvor dumt. NASH NASH.

Nu venter jeg så spændt en uge på svar på mundklippet. "Ligner det russiske rubler" kan man åbenbart ikke behandle, det kommer og går. Altså var det måske ikke nødvendigt, at klippe i min mund, når man alligevel ikke kan gøre noget ved det - men nu er Tandlægeskolen jo en uddannelsesinstitution, som skal have noget materiale at arbejde med. Som min søde mand sagde: "Du har jo alligevel besluttet dig for at skænke din krop til lægevidenskaben". Jeps, det har jeg - men jeg havde nu tænkt, at de først skulle have lov til bruge den, NÅR jeg er død!!!!!!

PS. Af gode grunde fik jeg ikke lige taget et billede af mig selv, mens jeg lå i tandlægestolen!!!

Nu gruer jeg så for næste uge, når jeg skal ned til min egen tandlæge og have fjernet sting. Heldigvis ved hun, jeg er livsens ræd, så hun snakker beroligende og smører min store kæft ind i tryllecreme, og inden jeg ved af det, har hun garanteret fjernet tråden med et snuptag, uden jeg mærker en skid. Det GØR nemlig ikke så ondt at gå til tandlæge - men det er tanken der tæller!

 

 

Event-veninder........

I mit univers findes der flere slags veninder. Der findes gode veninder, af den slags man møder gennem livet i kraft af arbejde, børn, studier osv. Der findes hjerteveninder, det er dem, man altid er på bølgelængde med uanset, om man har set hinanden dagen før eller for 8 år siden eller måske 30 år siden. Og så findes der EVENT-veninder. Dem er jeg så heldig at have et par stykker af. Lad mig med det samme slå det helt fast - de hænger ikke på træerne!!!!! En event-veninde er en, der uden en større overtalelse springer med på en ide, når man har fået i et lyst øjeblik. En, der med lys i øjnene siger "Jaaaaaaaaaaaaaaah - den er jeg med på" - og så går med hele vejen. En som griber bolden i luften og header den tilbage, og sparrer så det kan mærkes.

IMG_0309.JPG

Den, jeg har haft flest projekter med i mit voksenliv, er ubetinget Ilse! Vi har lavet Danmarks største  Hatteforening, Efterfødselsgruppe, Forældre og Fødsel gruppe, vi har haft sommerhus sammen, kolonihave, vindyrkning, Afrikaprojekter, Efterskoleprojekt om Afrika, og skal nu i gang med et andet skoleprojekt om Afrika. Vi har lavet strikkeklub og Strikkefestival - ja, vi har sikkert lavet flere projekter, som er gået i glemmebogen gennem de 35 år, vi har kendt hinanden. Mange af projekterne og ideerne er ofte blevet udviklet over et par flasker vin eller syv - men vi har også formået at holde fast i dem, også når vi var kommet over de værste tømmermænd, og vi har ført mange af ideerne ud i livet!

IMG_1242.JPG

Jeg har andre virkelig GODE og DEJLIGE veninder, som jeg har andre ting med, men som ikke har helt det samme iværksættergen og trang, som Ilse og jeg har- så når vi har snakket om vilde ideer med de andre, er det ligesom ikke blevet til noget, når det er blevet hverdag efter en våd aften :)  

Karin er f.eks. min mad, strikke, filte, hækle og KREA-veninde og meget  mere gennem mere end 40 år! Ja, så er hun også en af dem, jeg elsker mest at være på ferie med! Hun er rummelig, sjov, tuder som en kælling, når hun bliver rørt ( og det gør hun heldigvis tit :) og så er hun i besiddelse af den sorteste humor der kan opdrives på den nordlige halvkugle! Hun er for sjov at være på ferie med! Vi mødte faktisk hinanden i toget fra Brande til Herning, da vi skulle begynde på Herning Sy- og Tilskærerskole, da vi var yngre end lakrids. Måske var det i 1972? Og så har vi sammen strikket cykler!!! 

Sverige april 2012 041.JPG

Men for at vende tilbage til event-veninderne. Det er guld værd, for sådan en damp-hjerne, som mig, at have en event-veninde. Ilse og jeg er som nat og dag og supplerer hinanden rigtig godt. Ilse er "bogholderen"  - der kan holde tingene på jorden uden at "kille" dem totalt - når min hjerne har dampet ud med vilde ideer.  Ilse har været "FAKTA-BOKSEN" på side 2. Hun er den, der elsker at føre regnskab, finde oplysninger på nettet, og som laver alt det, jeg synes er træls eller for svært - og så har jeg lavet det mere kreative med de store armbevægelser. Vi har altid været et godt makkerpar, synes jeg.

IMG_1225.JPG

Her holder Dina åbningstale ved Yarnbombing  af  Brande 2012

Sidste år i forbindelse med strikkeklub og strikkefestival - fik jeg så en ny event-veninde, af en helt anden slags. Jeg lærte Dina at kende. Dina har tilfældigvis en Café - CafeTankefryd , og det var lige det, der var brug for, for at lave en strikkecafe. Efter en pludselig indskydelse gik min veninde Karin og jeg ind i cafeen og fortalte om vores ide. Efter 2½ minuts introduktion til en strikkecafe, var hun med på ideen. Før man kunne nå at trække ud i lokummet - havde vi dannet en lille bestyrelse, og skal jeg da lige mene, at ideerne tog fart, for i Dina har jeg nemlig mødt en lige-kvinde (ligemand)- ja, måske endda en over-kvinde (overmand)!  Man kan simpelthen ikke bruge ordet ligemand eller overmand om Dina - for hun er noget af det mest søde og feminine, der er sat på denne jord. Men tag ikke fejl - hun har en vilje af stål, men vælger vist sine kampe med omhu! 

Sverige april 2012 057.JPG

Da jeg foreslog strikkecafe og strikkefestival, ja, så forslog hun Yarnbombing af Brande, og da jeg foreslog Søren Slange, så havde hun allerede mentalt pakket en Siemens Mølle ind i strik og holdt møde med Siemens om det.  Når jeg snakkede PR - havde hun allerede snakket med en journalist.

Yarnbombing af brande 2012 016.JPG

Brandes torv var bogstaveligt talt pakket ind i farvestrålende strik.

Jeg har en syg kreativ hjerne. Når jeg knalder hovedet i puden om aften for at sove, og er ved at besvime af træthed, siger det bare "Pliiiiing"  - og så vælter det ned på harddisken med ideer. Totalt ustruktureret, og det betyder selvfølgelig, at jeg ind imellem bliver enormt stresset - for ideerne er selvfølgelig så gode, at de føres ud i livet! Men nu er det jo begrænset, hvor meget man som enkeltperson kan gabe over - og så er det jo fantastisk med en sparringspartner som Dina, der bevarer sine små spinkle fødder på parketgulvet med så dyb en ro, at man tror, hun er gået i koma!!!! Jeg fatter ikke, hvordan hun bærer sig ad. DET ville jeg ski gerne lære - i hvert tilfælde i mit næste liv, hvis det ikke kan blive i dette.

Måske er det godt nok, at vi begge er travle personer - for hvis vi havde mere tid til at udvikle ideer, ja, så ved jeg da slet ikke, hvor vi ville ende. Men ét er sikkert, vi har ikke lavet vores sidste projekt endnu. Det næste vi har gang i er et KNIT-TOGETHER-ARRANGEMENT, hvor strikkekvinder er inviteret på en heldags-forkælelses-dag med lækker brunch, foredrag af Hanne Pjested, mere mad, strik, vin og hygge den 26. oktober på Cafe Tankefryd. ( Det kan du iøvrigt læse mere om på http://www.barndestrik.som og frusommer.dk)

 

Yarnbombing af brande 2012 002.JPG

Lene fra Bording, kunne også godt blive en af event-veninderne - jeg vil faktisk sige, at hun allerede er det. Vi har bare ikke kendt hinanden så længe - og kender måske ikke hinanden så godt på det personlige plan, men Lene sprang da bare lige med på Strikkefestivalvognen og hun er uundværlig i det team. Hvilken energi, overblik og arbejdskraft og RO, hun besidder.  Og så er hun da heller ikke uden humor! Det er faktisk betegnende for alle mine veninder - uden humor går det ikke!

TAK kære EVENT-veninder fordi I er, som I er. Håber vi sammen skal mange nye projekter i årene frem over :)  

Alder - hvad er det?

Det der med alder er en underlig størrelse. Nogle morgener - indrømmet jeg er B-menneske med STORT B - føler jeg mig som et mosefund på 213 år, når jeg kl. 7 tager tilløb til at kravle ud i den truende verden - andre gange føler jeg mig som en 10 årig på æblerov. Indrømmet, den sidstnævnte tilstand kommer jeg nu ret hurtig ud af, når jeg kommer til at se mit eget spejlbillede under den obligatoriske tandbørstning.

Det er nu ikke fordi, jeg bruger mange tanker på min alder - men fordi min mor netop har rundet de 80, og nærmere ser ud som en på 70, kan jeg jo godt fornemme at min alder også begynder, at snige sig derop, hvor man egentlig godt kunne forvente, at de unge rejser sig for en i bussen! Det har jeg nu ikke oplevet endnu - nåh jo, engang i 77  ( 1977 ) da jeg i bybussen i Prag - af vores guide - blev opfattet som lettere gravid . En 70- årig mand måtte dengang vige pladsen, så jeg kunne få en sid-ned. Men siden har det været småt med personer, der har rejst sig op i bussen for mig. Ja, skal jeg nu være helt ærlig - så har jeg heller ikke kørt med bus siden!

mormor 80 år 005.JPG

Når jeg kigger på dette billede - taget på mors fødselsdag - af 4 generationer, kan man vist godt se at visse gener går igen ? Det er fødselaren, der sidder for bordenden ( det var jo hende, der skulle betale :)) - og så er det hendes afkom og barnebarn der sødt flankerer hende. Jeg håber ved gud, at nogle af hendes gener - vedrørende det  at holde sig godt op i alderen - slår en lille smule igennem hos mig - ellers må jeg jo prøve at købe noget pænt tøj og tage en stor hat på! 

mormor 80 år 018.JPG

I den anden ende af aldersskalaen har vi yngste skud på stammen - lille Silke Oline - bare 3 måneder gammel. Her ligger livet åbent, og hun er tilfreds, bare hun får en pat i munden 1½ sekund efter hun har givet udtryk for, at nu er nu! Og hvor når er det lige, man får lov til at ligge midt i desserten på spisebordet med alles bevågenhed. Ja, som 57 årig er den mulighed vist passeret. HELDIGVIS, vil jeg sige.

Hver alder har sin charme, siger man. Gad vide, om det er en først i 30´ erne, der har udtalt disse vise Gajol-ord?