Må man kysse en ged

BOSE - here we go.................

Skulle det være undgået nogens opmærksomhed, at jeg i snart 2 år har været støjramt, er det muligt med lidt opdatering nu. 

 I skrivende stund ligger jeg på en hård bænk på Stenaline hyllet ind i hovedpude, strikjakke og hørebøffer af mærker BOSE. Sidstnævnte er medvirkende til, at jeg overhovedet kan være i dette larmende inferno af skibs motor, snak, cafeteria og meget støjende unger.

Mindfullness er en udmærket måde at være tilstede på i moderat støj, men det kræver meget energi, så den holder ikke i mange minutter ad gangen, desværre. Jeg bliver totalt drænet for energi og kan ikke holde fokus. Så Mindfullness er for mig absolut hjemmearbejde, og på udebane må jeg ty til skrappere midler. 

Indtil for en måneds tid siden, da Jonas kom hjem med sine fantastiske BOSE høretelefoner, har jeg gået rundt med alle lommer og tasker fyldt med gule Ear-ørepropper. Halveret forståes, så de kunne monteres i mere end 30 sekunder uden at falde ud. De er jo ikke skide diskrete, når de står som 2 gule antenner ud af hver øregang. Ørepropperne er stadig lige ved hånden, men nu bevæger jeg mig i stedet rundt og ligner en aldrende teenager, der har trukket sig tilbage fra samfundet for at hellige sig musikkens vidunderlige verden.

Det er dog ingenlunde tilfældet! Hørebøfferne, som har en anseelig størrelse og mest af alt ligner dem betonarbejder benytter på en tordenvejrs dag, er nemlig lavet så de holder lyden ude. Genial opfindelse. Ikke at de udelukker al støj, men de filtrerer meget baggrundstøj fra. F.eks. kan jeg slet ikke høre skibets motor fra min horizontale stilling lige nu. Al snak er udholdeligt, og det giver jo pludselig en dejlig mulighed for at kunne være - om ikke supersocial, - så dog en måde at være fysisk tilstede på.

Jeg har følt det lidt provokerende, at tage dem på i selskabeligt samvær, fordi jeg synes, det signaler enten HOLD DIG VÆK eller at folk tror, jeg ønsker at spille smart. Nu er jeg ved at være så modig, at jeg godt tør. Jeg er også begyndt at bruge dem i butikker med musik. Jeg ville ønske, jeg havde fået nogle langt tidligere, for det ville have betyudet meget for mig. At de virker overordentligt godt blev jeg klar over i Indiska butikken i Trollhättan, hvor Karin gik og småsnakkede med mig. Til sidst var hun ved at dø af grin, for jeg gik bare rundt uden at svare hende.
Det sjove er, at flere nu,  efter jeg er begyndt at bruge kæmpeparabolerne, har gjort opmærksom på, at man kan få små formstøbte høreapparater med samme virkning. Derfor har jeg, efter et godt råd fra en dejlig veninde, kontaktet Center for Kommunikation i Herning, og skal forhåbentlig snart have lavet et par. De er ikke billige, men jeg håber virkelig, at de kan blive en succes, for lige nu LÅNER jeg jo blot Jonas' hørebriller, og jeg gad frygtelig gerne være mere med ude i livet, og til det vil sådanne fætre være en god hjælp 😍

En anden ting, HVIS jeg ikke havde lånt kæmpeparabolerne, havde det ikke været et issue at starte på Virksomhedsportalen i Ikast. Der findes bare ikke mange steder, hvor der er nogenlunde stilhed. Prøv lige at tage en lytterstatus, hvor du befinder dig lige nu. Er der RO? Den baggundsstøj, der sikkert er..... radio, snak, opvaskemaskine, tv eller andet er nok til at min sociale hverdag, desværre ikke fungerer. Og så ER det faktisk endda blevet en smule bedre. For et godt års tid siden kunne jeg SLET ikke være i det, nu kan jeg være der en lille tid, men må trække mig tilbage og sove. Ja, det er ikke nemt både at være stressramt og særlig sensitiv. Har du en ven, der er støjsensitiv kan du være en rigtig god ven ved at slukke for baggrundsmusik, sørge for at placere din ven yderst og ingen mennesker bagved. Du kan også af dig selv sige, når du inviterer, at der står et rum klar til afslapning. Det er nemlig så forbandet svært selv at spørge om.

Kan ikke huske, om jeg har skrevet det før. Men for mig har det været sådan, at al støj har været lige højt/generende. Forestil dig at tre bands spiller på engang, og du står i midten, eller at alle der snakker omkring dig, snakker lige højt, og du med din hjerne skal holde stemmerne ude fra hinanden. At din hjerne ikke selektivt kan adskille dem, og du ikke kan holde fokus på een af lydene. Sådan har jeg det, og det betyder, at hjernen skal bruge mængder af energi, som du ikke har. Når jeg f.eks.  sidder på cafe,  eller der sidder 2 ved siden af, og snakker om noget andet, skal jeg "næsten fysisk" holde støjen ude. På gode dage, og når jeg ikke er træt lykkes det for en lille tid, men hvis jeg er træt, går det slet ikke. Man lærer sig nogle trixs undervejs. Man går ofte på wc, tager af bordet, trækker lidt frisk luft for at hvile hjernen lidt. Men som regel, når jeg ikke at trække mig i tide - før jeg har overskredet grænsen - fordi jeg jo også gerne vil hygge mig, og det er svært at sige til dejlige venner, at HOV, nu er jeg træt. Ingen kan se, hvordan man har det inden i - derimod hører jeg tit. "Det klarede du da godt", det er selvfølgelig rart nok, at andre synes det, men de mærker heller ikke den tømte konto.

Nu glæder jeg mig til at få taget mål til nye høredippedutter. I morgen skal jeg klippes og på torsdag skal jeg hente mine nye briller - så nu bliver Fru Sommer updatet lidt, og det er ski også tiltrængt.

Lige nu skinner vinter/forårssolen smukt i det næsten udsprungne hjertetræ som vi fik af Inge og John i 1989 i bryllupsgave til vores bryllup nr. 2.

....og på gårdspladsen står det stærkt beskårne Parklind og stritter med sine nøgne grene. I år kan vi se frem til sol på gårdspladsen, tror jeg, for der er ikke mange grene tilbage, som kan bære blade. Livet er ikke så ringe endda. :)

 

 

 

 

 

Mindfull pimpning....................

Muligvis kan jeg ikke male et smukt billede, til gengæld kan jeg pimpe ( i dette tilfælde - PLETMALE) en radiator! 

Per har svinget malerrullen i endnu et værelse. Han HADER at male, og derfor har jeg efter 23 år med lyserødt i dette rum taget initiativet til, at det vi altid kalder "klinikken" har fået en overhaling. Det holdt lidt hårdt, men jeg har dog trods alt KØBT malingen.

 

Jeg er kommet til at holde af at male MINDFUL. Det betyder i al sin enkelhed, at jeg bruger nogle af de åndedrætsøvelser, jeg lærte på Mindful-kursus efterår 2015, mens jeg maler. Jeg maler stille og roligt, bevidst langsomt. Det giver mig en ro i kroppen og samtidig en tilfredsstillelse i, at jeg laver noget, der er synligt. Et bevis for mig selv OG andre på, at selv om jeg ikke magter at være social ret længe af gangen, og at overblik og energi er en by i Rusland

Hvor de små maleprojekter giver ro i sjælen, er det lige modsat med de store. Derfor er det dejligt, at Per på trods af sin store maleaversion, håndterer malerrullen. Det er faktisk ret svært at male jævnt. Det kræver rolighed, ordentligt værktøj, gode håndled og ros på de rigtige tidspunkter :)

Per skal nu ikke have al rosen, for jeg sidder i finmotorikken og maler sirligt fodlister, riller, vindueskarme og dørkarme. I dag blev det så også til pimpning af den gamle radiator i værelset. Den skulle egentlig males helt fra bunden, fordi den var så skrammet, men da jeg alligevel skulle have penslen tømt for maling, inden den skulle rengøres, og jeg alligevel sad på min røv og malede den sidste forliste under radiatoren, pletmalede jeg de værste skrammer på den. Resultatet blev så godt at det greb om sig, og hurtigt var alle pletter væk. "I skyggen er alle katte grå", som man siger, og endnu engang kunne det ikke ses, at det bare er en pletmaling, der er foretaget -  i ikke præcis den samme hvide tone - men alligevel. Resultatet er med en minimal arbejdsindsats blevet GODT!!!!

WP_20170310_006.jpg

Milles gamle lyserøde værelse er nu en saga blot. Godt jeg ikke vidste at brædder med mellemrum er SÅ trælse at male - og jeg har endda kun taget rillerne - så kunne de nemt være endt med at være lyserøde 23 år mere :) Tilbage er nu blot en overvejelse ( og udførelse) af en tæpperensning. En ide jeg skal have solgt til Nielsen. For der må han vist på banen igen :) 

Endnu et lille stykke elefant er blevet ædt uden forstoppelse. Forude ligger ny udfordringer - af en helt anden slags. Efter at have været på "Nyorienteringskursus" i et 2 ugers-forløb, skal jeg på fredag til rundvisning og samtale på Virksomhedsportalen i Ikast.
Nyorienteringskurset var en mega hård udfordring, som jeg tudede mig igennem og ikke klarede særligt godt. Jeg magtede slet ikke de mange timer (18) og måtte blive hjemme et par dage og gå før tiden. Jeg er bombet godt tilbage igen, og den følelse er mindre end rar. Jeg fik endnu engang sat mine grænser ALT for sent. Jeg er blevet SÅ dårlig til at sige fra. Tænker altid, at jeg prøver lige "lidt længere", og det går jo galt HVER GANG.
Nu VIL jeg lære det og gøre det. Jeg skal arbejde med mine hænder, ikke mit hoved!  Nu har jeg brugt min hænder og min krop i dag - og nu er der dømt sofa, en "morfar" og bagefter måske lidt Netflix. Netflix er et godt råd fra Stresscoachen og det virker! Heldigvis har jeg det godt herhjemme, når jeg ikke skal udfordres for meget ude i den larmende verden. Jeg håber, Virksomhedsportalen bliver en succes, og at der bagefter er en arbejdsplads, der ikke KUN vil have ROBUSTE medarbejdere i deres virksomhed. En virksomhed som også kan se værdien i sensitive mennesker. Vi har nemly også vore styrker :)

 

Fra skrot til guld...........

......tror jeg der er en udsendelse, der hedder. Nej, det lyder nu forkert - det er vist Fra SKROT til SLOT???  Tit bliver jeg meget inspireret af at se sådanne udsendelser, hvor man forvandler gamle ting, man ellers ville smide på losseren. Som oftest bliver det dog ved ideen og tanken, indtil skrottet ender som SKROT. Men ting med affektionsværdi kan være lidt svære at slippe. Sådan har det også været med morfar og mormors gamle finerreol. Køn var den altså ikke, men jeg har da haft den stående 10-15 år som sådan i mit soveværelse, hvor den har en rigtig fin størrelse og nytteværdi. Man går jo og bliver lidt "Hemmablind" som de siger i Sverige, og vænner sig til tingenes tilstand. Sådan endte det også i dette tilfælde, lige indtil det blev flyttet tilbage i det nymalede soveværelse. SÅ var det altså for slemt!

Derfor måtte jeg igang med at blande maling igen. Resultatet blev den yndigste sarte turkisblå, som matcher noget af mit sengetøj. NØJJJJHHHH, hvor er det blevet fint!!!! Men renovering griber jo om sig. :)

Dette lille bord fik også en omgang turkis light og blev så fint så fint. Glemte altså at få det fotograferet - måske kommer der et billede senere.

Weekenden var stille og sløv, men Per kunne imellem et par afsnit i Netflix-serien "Homeland" lokkes til at hænge billeder op i soveværelset - efter mine strenge anvisninger, forstås :) Det er sådan en tilbagevendende diskussion, vi har her i huset. Jeg er millimeterfikseret, når det gælder ophængning af billeder, med det resultat at bilederne ofte kommer til at stå "og ta´ sig ud".  Pludselig en dag, så hænger de efter det forhåndenværende søms princip. Et princip, som ALDRIG matcher med mine forventninger og ideer, og så tager vi endnu en diskussion. Jo, KEDELIGT er det ikke i vores ægteskab! ♥♥♥ 

Jeg har længe tænkt at skifte betrækket ud på mit gamle træstrygebrædt, men fordi jeg har hængt i bremsen, er der jo ligesom  heller ikke sket noget på det område. Men en lille rest hør fra de glade Sødahl tider blev fundet frem, mens Per knaldede søm i væggen.

Det blev klippet til og sat fast med knappenåle.

Derefter clipset på med en clipsemaskine, Nielsen havde i gemmerne. Jow, indrømmet... det ligner lort på undersiden.......

...but who cares? På under en ½ time var strygebrædtet fint som nyt. Matcher til både sengetøj og reol og billeder. Et STORT punkt på to-do-listen kunne med minimal indsats krydses af på listen. Jeg føler mig glad. Nu er der et nyrenoveret rum, hvor jeg kan lade min krop og sjæl op med energi, når det er tiltrængt - og det er det TIT.
Men som en anden stressramt så rigtigt og sødt skrev som kommentar til mit forrige indlæg. En elefant spises en bid af gangen!  Jeg spiser bare videre. Nu er appetitten ved at være der, og lige om snart skal jeg på "NYORIENTERINGS-kursus" på kommunen. Jeg vil blive virkelig udfordret, for timemæssigt overskrider kurset langt, hvad jeg endnu formår. Men jeg tager elefanten ved snablen, æder den bid for bid, og så siger jeg TAK for mad, når jeg er mæt. Mærker min grænse (håber jeg), sætter mine grænser (håber jeg) og tager et hvil. Man er ikke forpligtet over sine evner og formåen. Det er lektien jeg øver på at lære. TAK FORDI DU LÆSER MED.

UNDSKYLD vi roder......!

......det er nok den sætning jeg har sagt flest gange i mit voksne liv, når jeg har fået uventede gæster. For jeg ER altså et stort rodehoved! Det er kreative mennesker vist i øvrigt ofte? Kommentarerne til mine undskyldninger er til gengæld næsten altid, enten.. "Naj, I bor da så hyggeligt og spændende",  eller "her er da IKKE rodet - så skulle du bare se hjemme hos os". Vi bor måske spændende i andres øjne, i hvert tilfælde hyggeligt, efter vores egen mening altså. Men det synes vi måske allesammen, vi gør? Ellers ville vi vel ændre der?

Meget kan man sige om vores hjem, men minimalistisk er det godt nok IKKE, og det bliver det nok heller aldrig. Ikke fordi, der ikke er noget dragende over det minimalistiske, især i en rengørings situation, men jeg har et still-leben gen, der får min kreative/innovative hjerne til at lave interessante og smukke opstillinger inde i mit hoved. Så når jeg ser sjove skæve ting på loppemarkeder og andre steder, ja så er der ikke langt fra tanke til handel. Det betyder, at vi har alt for meget jordisk gods i forhold til plads = rod!

Normalt er det jo gået meget godt. Bare ikke siden min hjerne brændte sammen for 1½ år siden. Det går bare SLET ikke, når det roder både inde i mit hoved og omkring mig. Sådan ER det med stress hjerner. Ordnung muss sein! Jeg kan slet ikke overskue det. Nogle gange har jeg været nødt til at gå i seng af samme grund. Jeg har derfor forsøgt - efter bedste evne, - at holde det nogenlunde ryddeligt, og det gik meget godt indtil midt i november, hvor vi besluttede os for at få fjervarme installeret i stedet for det gamle oliefyr.
Per gik ivrigt i gang med at tømme kælderen for 25 års lort!!!!! Det skulle gå stærkt, så håndværkerene kunne komme til. Alt blev opmagasineret rundt i hele huset, oppe og nede, ude bag ved, ja over ALT. Jeg var grædefærdig, fik hjertebanken, blev vred, rastløs og frusteret. Følte der var rod overalt, hvad der jo altså også var :)  Forsøgte at rydde lidt op og smide ud. Beklagede mig til højre og venstre. Men sådan måtte det jo være.

Nu skriver vi  midt februar. Fjernvarmen blev installeret lige før jul, kælderen har været under Pers kærlige renovering. Det går langsomt frem ad, og jeg burde ikke brokke mig. Slet ikke, for jeg har en dejlig mand som arbejder hårdt, både ude og hjemme. Men jeg holder det ikke ud!!!! Så kan du jo bare selv gå i gang, vil en og anden så nok tænke. Ja, det ville jeg også gerne. Men faktisk kan jeg endnu ikke selv overskue at lave et helt måltid mad...... bare lige for at anskueligøre, hvor laset min hjerne er blevet.

Men alting får en ende........... også byggerod. Endelig sidste weekend lagde Per sidste hånd på "projekt kælder" og tingene blev sorteret og flyttet derned igen, og nu har vi en velorganiseret kælder, hvor tingene er sorteret og sat i gennemsigtige plastkasser, så det er en ren fornøjelse at gå i kælderen.

Selv om mit aktivitetsniveau ligger lavt i forhold til tidligere, får jeg nu alligevel også selv lavet  lidt - på trods. I løbet af en uges tid, har jeg langsomt klargjort og malet vinduer og skabe i mit soveværelse. Det har taget tid. Men jeg har lært at planlægge i forhold til, hvad jeg magter. Jeg laver en 3-4 dages plan. Få ting på til hver dag. Lidt ad gangen. Lidt hver dag - og så bliver det jo alligevel samlet til noget. Mindfull har jeg malet et vindue med små fine strøg. Streget ud på min liste. Taget en morfar og malet endnu et vindue. Streget ud på min liste. Næste dag grundet skabe og krydset af. Dagen efter malet skabe og krydset af.  Dørkarmen fik det glatte lag. Og så..... lige pludselig var al træmalingen udført. Tilfredsheden melder sig. Jeg KAN godt. Jeg gør mig umage :) Malerarbejdet er gjort godt og grundigt - tænker faktisk at min gamle far sidder i sin himmel og kigger stolt ned på sin datter! 

Alle de små sirlige ting har jeg lavet. Men efter en uge mødte jeg så min grænse. Jeg lokkede Per med ud at købe vægmaling og lokkede ham med ros og søde ord til at male væggene. Male vægge KAN jeg simpelthen ikke - jeg ville ønske jeg kunne. Jeg er simpelthen et SVIN med en malerulle. Men Per KAN. Han kan stort set alt - men det er så ikke alt han GIDER. Han hader også at male, men for min skyld gjorde han det. Han er skisme en DEJLIG MAND ♥♥♥.  Det tog ham bare 1 1/2 time 2 aftener i træk, så var den ged barberet! Han er effektiv, når det tager ham! 😄 Til gengæld hentede jeg så mad i pølsevognen. Vi har alle vores spidskompetencer:)

 

Dagen efter vaskede jeg gulve og malede fodlister. Sammen flyttede vi tingene ind igen. NØJ, hvor blev det fint. Jeg er så glad så glad. NU har jeg et ROLIGT rum, som er HELT som det skal være. Ryddeligt og fint. Nu kan jeg bare trække mig tilbage til et NÆSTEN minimalistisk rum. Nu mangler bare alle de små hyggeting - og så er det slut med minimalismen, tør jeg godt love. Den brune reol skal males og billeder skal hænges op og strygebrædtet have nyt betræk. Så der er stadig små projekter til ugeplanen. Jeg mærker, jeg er på vej - den rigtige vej.

40 år er da en slat.............. :)

Det er helt sikkert et alderdomstegn, når man begyder at tænke og sige: "Hvor blev de år af...", så jeg er jo nødt til at erkende, at jeg jo immervæk er ved at være GAMMEL - i hvert tilfælde i mine ungers og børnebørns optik :)
I september rundede jeg et meget skarpt hjørne - nemlig de 60. Det gjorde nu ikke ondt - og nemt var det med festen, for den købte vi os nemlig til i Cafe Tankefryd. Det var første gang i vores næsten 40 år lange ægteskab, vi holdt en fest ude, og hvor vi ikke selv havde stået for det hele. Det blev en stor succes. Jeg var /er nødt til at erkende, at energi og hjerne bare ikke endnu ikke er klar til gæstebud, og brunch er ikke så mange timer, så det gik godt.

I går den 11. december var så årets andet store minde dag for Per og jeg. Nemlig vores 40 års bryllupsdag. Så vidt Per vidste, havde jeg inviteret mor, børn og børnebørn på brunch endnu engang i Tankefryd, og det glædede vi os til. Hvad han ikke vidste var, at jeg også havde inviteret vore søskende, moster og nogle få mere. Det skulle nemlig være en TAK til ham for den han altid har været for mig og vores lille familie. Der er en del logistik omkring et surprice party. Det kan jeg ikke styre, men heldigvis har jeg min højre hånd Mille - og hun er skarp :)
Min andel stod i at ringe til familien og invitere :)

Men en ubekendt faktor dukker jo altid op :) Da Per havde sat mor og mig af ved fordøren, fik jeg Per til at køre ned og parkere bag Tankefryd, for alle gæsterne stod i cafeen ud mod gaden og puttede sig. Jeg synes dog, der gik MEGET lang tid inden Per kom op ad trappen, så efter 5-10 minutter gik børnebørnene og jeg ned for at hente ham, for jeg var sikker på, at han som sædvanlig var faldet i snak. Men pludselig lød der et latterbrøl oppe fra cafeen, og vi skyndte os der op. 

Her stod Nielsen så med en herrestor buket roser - en overraskelse til mig. 40 stk. :) Desværre fik jeg jo ikke set hans ansigtsudtryk lige da han kom ind. Men jeg kunne se og mærke han blev rørt.!

Fantastisk at tænke på. Jeg mødte Per på Thyregod Kro den 11. juni 1971 - 14½ år gammel. Per havde lige fået kørekort dengang. Den 11. december 1976 blev vi gift på Brande rådhus. Den 11. Juni 1989 blev vi til Kobberbryllupet viet i Brande Kirke. Derefter havde vi jo sølvbryllup den 11. december 2001 holdt vi sølvbryllup - og nu er der så gået 40 år!!!! Jeg har kendt og elsket min Per i 3/4 dele af mit liv. Så hvertår på fandens fødselsdage fejrer vi hinanden. Jeg har nu af og til glemt disse mærkedage, fordi sådan er jeg bare, men så har gode veninder været hjælpsomme og mindet mig på dagen. Nu har det udviklet sig til lidt af en konkurrence mellem Per og mig, HVEM der kommer først med den halvårlige lykønskning. Han er nemlig lige så dårlig ( NÆSTEN) til at huske datoer. Men hvad betyder det, når man elsker hinanden og er der i tykt og i tyndt? Det kan lyde som et lyserødt eventyr, men tag ikke fejl! Vi kan skændes så det brager, diskutere til loftet falder ned, vi kan råbe og smække med døren - men vi kan kan også elske og hygge, vi kan nyde og grine, vi kan VÆRE og ÆRE, vi kan hjælpe hinanden og vi kan glæde hinanden. TAK til Per for 40 års dejligt ægteskab og 45 års samliv. Tak til den bedste mand og ven i mit liv

 

 

Mindfull maling......................

Jeg ved ikke, om I kender det? Man går hjemme - af en eller anden årsag - og man glor på de samme vægge dag ud og dag ind. Man får øje på alle de fejl og mangler, man synes, der er i huset. Herregud - de var der altså også, inden jeg gik i dørken, men dengang havde jeg ikke tid til at ærgre mig over dem. Vinduet og dørkarmen i badeværelset, der aldrig blev malet, da vi fik lavet badeværelse for 6-7 år siden. Vinduerne i køkkenet som ikke er blevet malet i 15 år!!! Dørkarmene i hele huset, som er blevet pænt skrammet i årenes løb - selvom de da næsten lige er blevet malet..... for 10 år siden osv osv osv....... listen er L A N G!
Siden jeg var i Kenya første gang, har det nogenlunde raget mig en fjer med disse fejl og mangler - for et eller andet sted er det uden betydning. Men i og med at jeg har været sygemeldt så længe og ikke har noget overskud, har jeg brugt rigtig meget energi på at holde det ud. 

I mandags tog jeg så skeen i den anden hånd, i et forsøg på at ændre tingenes tilstand. Tog over til Hr. Larsen i baghaven og købte 2 ½ liter hvid maling. Nu er HVID maling jo IKKE HVID maling! Nej, den findes i brækket 1 - 2 eller 3 gange i et hav af nuancer. Men jeg besluttede mig for, at den fanemej skulle være hvid med hvid på - og den skulle være BLANK! Med rådet om lidt mere bræk og lidt mindre glans, købte jeg simpelthen, det jeg selv følte for. SÅDAN! 
Så var den dags energi ligesom brugt - men med Nielsens hjælp fik jeg fundet alt malergrejet frem.
Som datter af en malermester er jeg opdraget til at værktøjet skal være i orden. Gang på gang køber jeg dyre og gode pensler, men når jeg så skal bruge dem næste gang er de pist væk. Penseltyven har atter været der, og tilbage ligger 3 pensler til en ti´er fra Jem og Fix - uduelige til andet end plankeværk. Heldigvis fandt jeg også en lille fin pensel fra dengang jeg underviste i noget akvarelmaling, og den måtte så bestå sin prøve. Så var den dags energi desværre brugt, selv om lysten til at gå i gang var stor.

Tirsdag skulle jeg først igennem alt det ur-trælse med afvaskning med grundrens, afvaskning med rent vand og slibning. Over 2 timer brugte jeg på det - men tilfredsheden var stor - det samme var trætheden. En ordentlig morfar og så var jeg endelig klar til køkkenvinduet med min lille pensel. Jeg begyndte stille og roligt. Tungen lige i munden og en malerklud inden for rækkevidde. For en gang skyld gav jeg mig godt tid. MEGET god tid - og resultatet udeblev da heller ikke. Så fint så fint, hvis jeg selv skal sige det. Efter en time var jeg færdig og rimeligt selv-fed. Ikke en eneste løber eller "malen ind på glasset" var der. Igen var jeg totalt færdig - men problemet er, at jeg aldrig kan stoppe. Jeg var alt for træt til at tage dørkarmen, men jeg gik rundt med penslen og pletmalede på dørkarmene, og fy for pokker da, hvor blev det fint. Nøj, hvor var jeg bare glad.

Onsdag var det badeværelsesvindue og karm, der fik tur. Stille og roligt - ren Mindfullness. Roen indfandt sig og jeg stoppede, da jeg blev træt. Var for engang skyld tilfreds med det, jeg havde nået. Normalt vil jeg altid være færdig før jeg er begyndt, men her er det anderledes.

I dag torsdag har det så været maling 2 gang af alt det jeg har lavet de andre dage. 2. gang er heldigvis altid nemmere og hurtigere, fordi beskæringen er på plads :) Da jeg var klar til dagens morfar igen igen ringede syge Silke 3 år, og spurgte om jeg ikke ville komme op og spille vendespil med hende. Hun havde lige en lille pause i al opkastningen, og syntes jeg skulle komme. Tror nu mere det var Mille, der var kørt træt i at vaske puder, hynder og sengetøj med bræk på. Det blev en lille gåtur i det dejlige efterårsvejr og et enkelt spil. 

Hjem  til endnu en lur.  Ja, jeg hviler konstant, for på en god dag går der max 4 timer, før jeg må trække stikket, så ALT i mit liv er logistik! :) 
Da jeg så kom ned i køkkenet og skulle pakke malergrejet sammen, fik jeg lyst til at male min gamle hylde med skuffer. Den er en jeg har arvet af fætter Lars og Annie, som ikke lige kunne se værdien i det gamle lort. Den har indtil nu stået autentisk flødefarvet og var måske liiiiige autentisk nok. Nielsen blev sat til at finde slibemaskine og efter 5 minutter var den klar til en omgang. Nu ved jeg altså ikke om det er helt efter kogebogen, og OM man overhovedet kan gøre det jeg har gjort? Jeg fandt mine akryl malefarver frem og så blandede jeg selv den yndigste turkis/lyseblå farve i maler Larsens maling- og et kvarter senere, var den ged barberet. Om det så holder ved jeg ikke - men hvorfor skulle det egentlig ikke det?

Oven på den lille hylde har vi i mange år haft en frygtelig GRIM radio med plastkasse stående. Jeg har tidligere forsøgt, om vi ikke kunne kasserede den, for den er meget langt fra køn - men den er ligesom hver gang, endt på samme plads igen. Gæt.......

"Satme NEJ" - sagde Nielsen - "Satme Jo", sagde fru Sommer - og sådan blev det - og NU går jeg MÅSKE ud og snupper anden omgang med de sidste småting - før jeg går i seng. Og så skal I da bare høre Nielsen i morgen, når han står op. Det bliver så fint så fint.

GLEMTE jeg at fortælle, at jeg elsker RICE  https://www.ricebyrice.com/da-dk - pasteller og sjove ting? Det vigtigste er dog, i hele denne laaaaange fortælling, at jeg lige nu er lidt tilfreds med mig selv. Synes selv, jeg har fået lavet meget i denne uge. Så skidt med at det har taget lang tid og mange dage - det vigtigste for mig er - at jeg GJORDE det, og jeg har gjort noget, der er godt for mig selv. :)

 

 

 

Drivhus og stille regn

Vi har et stort drivhus, der decideret er indrettet til hyggehus. Det har aldrig været intentionen, at der skulle dyrkes her, for det har vi for længst erkendt IKKE er vores spids kompetence. 

En enkelt vinplante har dog fået lov til at overleve i den ene ende, det får drivhuset til at emme LIDT af Sydeuropa.

WP_20160625_019.jpg

I år har huset rodet en del. Per har haft et lille projekt kørende og alt skrammel har stået til opbevaring i drivhuset - så man slet ikke kunne DRIVE i det! Men for nogle uger tog jeg mig på en god dag sammen og ryddede op og gjorde det beboeligt, så vi igen kunne bruge det. Det fik vi så faktisk ikke gjort, fordi vejret blev for godt - og når der er for meget sol, ja, så bliver det for varmt at være derinde. I dag havde vi inviteret gamle venner på en lille frokost, og så kan det nok være at Nielsen tog affære. Glasset blev kalket og det skrammel, der ATTER havde sneget sig ind blev fjernet, og så var det klart til en lille hyggefrokost. Selvfølgelig begyndte det at regne under frokosten, men var der noget, vi var lige glade med, var det det. Temperaturen var perfekt, vennerne glade, maden god og hyggeligt var det med regnens trommen.

Da gæsterne var gået hjem, var jeg træt og havde intet ønske om at bevæge mig ud i regnen. Efter en lille "morfar" på den umagelige sofa fandt jeg strikketøjet frem, og sad en stund og nød den sagte regn og stilheden og den helt specielle duft, der er, når det regner. Jeg kunne dufte krydderurterne lige uden for døren. Besluttede at jeg noget oftere skal sætte mig ned i dette lille paradis og strikke/tegne/læse eller bare VÆRE. Udfordringen ER - at der som regel enten er for koldt eller for varmt. Men i DAG var det bare perfekt. Det gjorde mig glad og gav mig energi til at skrive her på bloggen. Jeg har ofte lyst til at skrive om dit og dat, for ord og emner er der ved Gud nok af i min rodede hjerne, men energien rækker desværre ikke til så meget endnu. Men FREMAD går det - stille og roligt :) og lur mig om jeg ikke får skrevet lidt mere. Mine tanker går på, om jeg måske kunne skrive noget brugbart om stress, der kunne være til nytte og glæde for andre i samme båd. Lad os se hvad tiden bringer! :)

Tarteletkoden er knækket........

Mon ikke "Boller i karry" og tarteletter med høns i asparges er alle børns livret. Det var i hvert tilfælde mine, da jeg var lille, og det er også mine børnebørns livretter.

Som mormor vil jeg gå rigtig langt, for at gøre dem glade, og at lave en spandfuld tarteletfyld er jo nemt. Derfor er det efterhånden blevet en hel tradition, at når vi sammen skal til Langeland i sommerhus, så skal vi på ankomstdagen også have tarteletter efter den lange køretur.

Men børn er jo børn og en hvis kræsenhed foreligger - også i vores familie, så selv om "Høns i asparges" er et HIT, kunne jeg for deres skyld meget gerne udelukke aspargeserne!!!! Men det ville jeg nu personligt være ualmindeligt ked af at gøre, så derfor foregår der altid ualmindeligt meget "fiskeri" omkring fyldningen af de populære tarteletter. Det kan godt irritere mig lidt. På den anden side gider jeg jo heller ikke selv spise østers, regnorm og gule ærter, så derfor har jeg til en vis grænse respekt for, at der ER nogle ting, som man ikke nødvendigvis fylde i sit legeme.

Da jeg så i dag stod med aspargessovsen lavet af aspargesvand, suppe og godt med fløde og havde puttet den første dåse små fine asparges i, fik jeg den - efter min egen mening - lyse ide, at blende den anden dåse asparges. Som tænkt så gjort! Jeg smagte på pulpen, og da det smagte dejligt, hældte jeg det kækt ned i gryden og varmede fyldet godt igennem. OG VUPTI - så havde jeg da bare den LÆKRESTE sovs. Den kommer til at HITTE, tror jeg - og der bliver kun halvt så meget fiskeri i denne omgang. MISSION COMPLETET- koden er KNÆKKET!!!! :)

 

Patterne i vridemaskinen........

Min far havde udpræget humor, og han sagde mange sjove ting i sit liv. Noget af det jeg husker, var dengang jeg var lille, og han fortalte, at faster Gudrun desværre ikke kunne komme, fordi hun havde fået "patterne i vridemaskinen." Jeg kan ikke, her 50 år efter huske, hvad det betød - men det lød altså rigtig frækt og uartig, for dengang først i tresserne, tror jeg ikke man i det bedre borgerskab brugte ord som patter!!!!

HER SKULLE SÅ HAVE VÆRET ET BILLEDE AF MINE PATTER - MEN DET FÅR I ALTSÅ IKKE! :)

I dag var så dagen, hvor mine patter skulle i vridemaskinen!!!! Sammen med 2 gode veninder daffede jeg til Horsens, hvor vi skulle til mammografi. Når man nu skal ud og svinge med dem, kan man jo lige så godt få en tur ud af det, så vi bestilte 3 tider sammen, for det er jo lidt hyggeligt med noget bilsladder og en lille shoppetur.

Shoppeturen blev nu ikke den store udskrivning - vi kiggede lidt på sko, men ikke en krone brugte vi ( SKULDERKLAP, TAK!)

Heldigvis kom der en lille byge, så derfor var vi NØDT til at søge ly på en cafe med udendørs betjening og strålevarme. Her sad vi så og blev charmeret af en sød tjener - mandlig en af slagsen - og fik lidt lækkert at spise. Regnen holdt op efter 4 minutter, men nu havde vi jo sat os så...........

På vejen hjem snakkede vi om, at det burde vi altså gøre lidt tiere. Men nu er der jo kun gang i pattevrideren hvert andet år ( synes faktisk at det gør lidt ondt - men mindre ondt end tandlægen ) - meeeeen, der er vist noget med at gamle damer snart skal indkaldes til en undervogns-undersøgelse, så mon ikke vi kan finde en samlet servicetid til det også? Så kan vi måske bede til regnguderne om en lille byge igen. Og kan det beskedne ønske ikke opfyldes - ja, så sætter vi os dælme ned i solskinnet og snupper en bid brød alligevel!

Hvor ER vi heldige at bo i DK - hvor vi bliver passet godt på :)

Nu skal vi så vente nogle dage på svar på mammografien. Jeg går ikke sådan til daglig og tænker på brystkræft, meeeen jeg glæder mig til at få - et forhåbentligt - godt svar!

Faktisk er der ca. 17.000 mænd og 17.000 kvinder ( 34-35.000) der hvert år rammes af brystkræft!!!!! (Hvis jeg altså læser statistikken rigtig - læs selv)

http://www.cancer.dk/hjaelp-viden/fakta-om-kraeft/kraeft-i-tal/nogletal/

 

 

 

Motorvejsindvielse......

Dette flotte skilt som dygtige Dora har strikket til trafikministeren i denne weekend, kunne godt symboliseret mit liv ind imellem! 130 i timen  fart på -  i flere retninger. Vi er nogle, der har haft ret travlt den forløbne uge med at få snoren og skiltet færdig.

Jeg brugte, 3 aftener med at hækle de 4½ meter motorvej, Hanne brugte 7 timer på at sy alle de flotte dekorationer på, og  Benny ( Doras mand) lavede et mønster på computeren, hvorefter Dora har brugt en hel weekend på at strikke skiltet. Men resultatet blev altså også SUPER. RESPEKT Dora :)

Per og jeg tog lige en prøveopstilling på indvielsespladsen i aftes og fik prøvefotograferet snoren.

I dag var det så helt anderledes festligt med det dejlige vejr og de mange gæster - og ikke mindst med nogle af strikkepigerne fra Strikcafeen. Fra venstre er det Inge, Dora, Anna Lise, Dina, Helle, mig selv sagde geden, og Hanne.

Der var en forventningsfuld stemning og fest.

Dejlige børn fra Dalgas skolens fritidsordning var mødt op med skilte. Det er mit søde barnebarn Cille der står i den blomstrede kjole i midten og vinker.

Endelig var det trafikminister Magnus Heunickes tur til at komme på banen. Han er da bare noget af DET SØDSTE, man kan tænke sig.

Kvinden, lige bag SFO-skiltet, er Katinka Fischer fra Trafikstyrelsen. Hende, der spurgte, om vi ville strikke en snor. Et tiltalende træk ved trafikministeren var, at han især bød børnene velkommen.

Der var skisme mange pressefolk, og ministeren gav sig god tid til alle........

og bedst som man troede, at nu var nu, så blev alle inviteret ind i teltet til taler og fortælling om motorvejsprojektet.

Og e n d e l i g ...efter 3 forsøg lykkedes Magnus Heunicke at klippe vores solide snor og officielt erklære motorvejen for åbnet. Lidt snyd for faktisk åbnede den for trafik i aftes kl 18.00 - men hvem hænger sig i bagateller. Ikke os i hvert tilfælde :)

Ja, ja - nok er guldsaksen, som jeg fik lov til at holde, flot - men Fiskars klipper ski bedre :)

Så var det vores andet store øjeblik, hvor jeg fik lov til at overrække ministeren Doras fine skilt, mens Kissmeyer misundelig (tror jeg nok) ser til :) Jeg synes, Dora selv skulle have overrakt sit fine arbejde, men det ville hun altså ikke - så jeg føler lidt, at jeg tog hendes ære - men trafikministeren ved godt, at det er hende, der har lavet det store arbedje :)

Og som I nok kan se, så hedder motorvejen selvfølgelig BRANDE-motorvejen, så drop alle diskussioner om navnet. Gad vide om man kan kalde Magnus Heunicke for en rygklapper - han grinede i hvert tilfælde - den venlige mand.  De kalder os FY og BI !!!! Jeg er høj og ranglet og han er lille og tæt.........

og så blev skiltet ellers vist frem til ALLE!!!! Ministeren gik rundt med skiltet resten af seancen. Katinka fortalte, at ministrene normalt fordamper med det samme, men ikke den nuværende. Skal vi stemme om et eller andet, får han min stemme - uanset, HVAD vi stemmer om :)

Henriette fra X-Factor var selvfølgelig også på banen til STOR glæde for de små elever, som var stolte over deres autografer. Stor dag!!!!!


Til sidst fik vi en hyggelig sludder med Katinka, som vi glæder os til at se til Strikkefestivalen den 28. september. Og det endte da med at Ilse fik krejlet alle de flotte fotostater til biblioteket.

Der bliver nu mulighed for at se det flotte luftfoto af motorvejen rundt om Brande på Brande bibliotek.

TAK til vejdirektoratet for en RIGTIG POSITIV OPLEVELSE. Meget proff. stillet an - og næste gang leveres maden selvfølgelig fra en Brandeleverandør :)

Gi´ den en tand til........."Ligner det russiske rubler"

Dagen i dag, var så dagen, hvor jeg skulle et lille smut til Tandlægeskolen i Århus med min fantastiske interessante mundlidelse Liegner Rubeler  - ja, den er faktisk så interessant ( for mig) at jeg ikke engang kan Google den!!!! Jeg har forsøgt med flere variationer af bogstaveringen, men lige lidt hjælper det - ved en af Googlingerne fik jeg flere links på Russiske rubler!!!! Nå, hvor om alting er - så siger man det bare lidt hurtigt, så er der ingen, der hænger sig i stavningen, og tandlægerne ved åbenbart, hvad det drejer sig om .

Måske lever jeg i en drømmeverden - fordi jeg har en udtalt tandlægeskræk - for jeg havde hørt det, som om, jeg skulle op på Tandlægeskolen, og så skulle de mundmaskerede eksperter på dette hellige sted kigge ind i min renskurede, tand-trådede, mundskyllede, tyggegummiduftende mund, mens lækre mandlige tandlægestuderende ( dem skulle der være mange af, har jeg hørt) interesseret skulle kigge med. Herefter havde jeg forestillet mig, at overchefen ville konstatere, at hans elever her kunne se et meget meget smukt og tydeligt pragteksemplar af "ligner det russiske rubler" - og så komme med en lang forklaring på hvordan, hvorfor, hvor længe osv. denne lidelse vil befinde sig i mit gab, for derefter at give mig en pakke piller, som hurtigt ville fjerne denne irriterende lidelse, som jeg nu har døjet med i 3 år. Skal måske lige fortælle, at lidelsen giver svidende og brændende fornemmelse ved indtagelse af mange madvarer - og det føles ikke særlig fedt i det, som pædagoger vil kalde for "spisesituationer"!!!!

Men AK, jeg have gjort regning uden vært. For det første var vi liiiiiige ved at komme for sent, selv om vi var kørt hjemme fra i mere end god tid. Parkeringspladser - de hænger ikke på træerne i Århus !!!!!! Okay, vi fandt en laaaaangt væk. Så i skarpt trav og med fyldt blære nåede vi frem i samme øjeblik, jeg blev kaldt ind. FEDT - ingen ventetid! Aaaah - blæren fik jeg dog lov til at tømme først. 

For det andet - blev jeg vist ind - ikke til overchefen - men til en bette pige, der nok engang med tiden fylder 20!!!! Hun var rigtig sød, bevar os, men nu HAR jeg jo altså tandlægeskræk, så da hun havde udspurgt efter nøje fastlagt skema og undersøgt mine orale dele, og hun sammen med sin supervisor havde fundet ud af, at det nok ville være en rigtig god ide, hvis jeg fik taget en biopsi - (B I O P S I - som i "vi skærer et stykke ud af din mund") , var det ligesom min falsk oppustede kækhed forduftede en smule. Uvist af hvilken grund fik jeg både hedetur og koldsved, på eeeen gang, samtidig med der sneg sig en høj fugtighedsprocent ud i mine øjenkroge. Den søde unge pige spurgte med passende bekymrethed, om jeg var OK. Til det kunne jeg kun nikke benægtende. Jeg pippede lidt om, at jeg nok lider en SMULE af tandlægeskræk. Hun foreslog så, meget fornuftigt, at jeg skulle prøve at trække vejret!!!! Genial ide - på den anden side,- hvis jeg var besvimet f.eks. p.g.a. iltmangel, ville de måske have ladet mig gå. Nu stod hun med en 2 meter lang injektionssprøjte og sagde, at jeg godt kunne nå, at sige nej tak. Og TRO MIG, var der noget jeg havde lyst til, var det at smække stængerne på nakken og ile væk derfra. Men spørg lige, hvem der blev siddende med åben mund og manglende polypper. Indsmurt i tryllecreme og med en nål på størrelse med............... stukket ind i min stakkels kind - indefra. Kun millimeter fra krampegråd ( sådan føltes det i hvert tilfælde). Så var det overstået. Efter nogle minutter begyndte bedøvelsen at virke og i de minutter så jeg som i et drømmesyne, hvordan de ville klippe, klistre og brodere i min stakkels slimhinde - og sådan blev det også. Da de efter en evighed ( 5 - 10 minutter) var færdige, tog de operationsstykket væk fra mit yndige lille ansigt, med det resultat, at jeg kiggede lige ind i en lang blodig plastslange, der just var trukket ud af mit spiseorgan.  Så tog jeg diskret det grønne klæde og trak hen over mine små yndige øjne igen, og sagde at det måtte de gerne vente med at fjerne, til slangen var væk fra mit synsfelt.  For pokker, de må synes jeg var/er en KYLLING!!!! 

Efter lidt snak om mundskyld og piller og efterbehandling ( læs: fjernelse af tråd ved hjælp af en saks i min mund) var der tid til at køre mod Brande. Smertestillende piller takkede jeg nej til, for det har jeg hjemme i rå mængder. Nu havde jeg jo så ikke lige kalkuleret med at bedøvelsen  forsvandt inden vi havde været i Ikea og var nået hjem til Brande! Føj for en kvart gris, hvor dumt. NASH NASH.

Nu venter jeg så spændt en uge på svar på mundklippet. "Ligner det russiske rubler" kan man åbenbart ikke behandle, det kommer og går. Altså var det måske ikke nødvendigt, at klippe i min mund, når man alligevel ikke kan gøre noget ved det - men nu er Tandlægeskolen jo en uddannelsesinstitution, som skal have noget materiale at arbejde med. Som min søde mand sagde: "Du har jo alligevel besluttet dig for at skænke din krop til lægevidenskaben". Jeps, det har jeg - men jeg havde nu tænkt, at de først skulle have lov til bruge den, NÅR jeg er død!!!!!!

PS. Af gode grunde fik jeg ikke lige taget et billede af mig selv, mens jeg lå i tandlægestolen!!!

Nu gruer jeg så for næste uge, når jeg skal ned til min egen tandlæge og have fjernet sting. Heldigvis ved hun, jeg er livsens ræd, så hun snakker beroligende og smører min store kæft ind i tryllecreme, og inden jeg ved af det, har hun garanteret fjernet tråden med et snuptag, uden jeg mærker en skid. Det GØR nemlig ikke så ondt at gå til tandlæge - men det er tanken der tæller!

 

 

Glad i låget....PLASTIKlåget

Tubberware 009.JPG

Der er bare nogle ting mit liv er for kort til, og en af de ting er Tubberware demonstrationer. Men nu er der så bare lige det, at en af mine søde unge kollegaer er blevet demonstrant af ovennævnte produkt - og så skulle da pokker stå i, at man ikke skulle kunne fornøje sig en enkelt aften med lidt plastik i kække farver, gode kolleger en del pizzaer og noget hjemmelavet is!

Jeg er i den grad opvokset med farveløse Tupperware-genstande - af en hver art - med let fedtede plastiklåg. På et tidspunkt i 70´erne kom der dog i den grad spræl på  kulørerne. Nu kunne man få de små djævle i både lysegul, lyserød og lyseblå - mens lågene forblev i ugennemsigtig mælkehvid GRIM plastik. Jeg er aldrig besvimet af benovelse over denne opfindelse - den var både grim og dyr! Og det er den vel stadig - bare lidt mere kulørt. (UNDSKYLD Heidi) Det gjorde min mor dog. Og hun deltog i utallige demoer og køkkenskabene var fyldt til kanten af bøtter i alle mulige og umulige størrelser. Og for at forsvare endnu et GODT KØB, var mor selvfølgelig nødt til at forære sin plastiksamling af ældre dato væk, så far ikke skulle opdage det gode køb!

Derfor har jeg gennem tiden været modtager af millioner af bøtter fra min strukturerede og ordentlige mor, men af en eller anden måde er lågene altid forsvundet ( via LÅG-monstret ven med SOKKE-monstret), og hvad skal man med en bøtte uden låg? - Så i ny og næ har jeg i nattens mulm og mørke også ladet dem sive ned i småt brændbart, når ingen lige så det. Til gengæld - indrømmet - har der altid været meget mere orden i mors køleskab end i mit - ja, ordet orden er ikke eksisterende i min køleskabsordbog!!!!! Mit køleskab ligner vel mest noget fra et Vietnamesisk gadekøkken!!!

Tubberware 007.JPG

Plastiklåg eller ej - så er dælme længe siden jeg har grinet så meget, som jeg gjorde i aftes. Den rette blanding af træthed, vin og snak lige under bæltestedet fungerede som en humørbooster af den voldsomme slags. En af kollegaerne måtte flere gange forlade selskabet pga grineanfald med deraf følgende krampegråd. Jeg vil sige demonstranten Heidi tog det pænt - men hun kender os jo, og var syg og på piller.

Jeg har i rigtig mange år af mit arbejdsliv arbejdet som selvstændig herhjemme, det var gode år....MEN hvor jeg altså nyder mine dejlige arbejdskammerater. De har lige så dårlig humor som mig ( nogle af dem!!!) - så jeg var bare SÅ glad i låget, da jeg træt væltede omkuld i aftes.

 

Plastiklåg eller ej - ja, gæt så lige, HVEM der kom til at købe op til flere Tubberwareprodukter.

Tubberware 008.JPG

Alder - hvad er det?

Det der med alder er en underlig størrelse. Nogle morgener - indrømmet jeg er B-menneske med STORT B - føler jeg mig som et mosefund på 213 år, når jeg kl. 7 tager tilløb til at kravle ud i den truende verden - andre gange føler jeg mig som en 10 årig på æblerov. Indrømmet, den sidstnævnte tilstand kommer jeg nu ret hurtig ud af, når jeg kommer til at se mit eget spejlbillede under den obligatoriske tandbørstning.

Det er nu ikke fordi, jeg bruger mange tanker på min alder - men fordi min mor netop har rundet de 80, og nærmere ser ud som en på 70, kan jeg jo godt fornemme at min alder også begynder, at snige sig derop, hvor man egentlig godt kunne forvente, at de unge rejser sig for en i bussen! Det har jeg nu ikke oplevet endnu - nåh jo, engang i 77  ( 1977 ) da jeg i bybussen i Prag - af vores guide - blev opfattet som lettere gravid . En 70- årig mand måtte dengang vige pladsen, så jeg kunne få en sid-ned. Men siden har det været småt med personer, der har rejst sig op i bussen for mig. Ja, skal jeg nu være helt ærlig - så har jeg heller ikke kørt med bus siden!

mormor 80 år 005.JPG

Når jeg kigger på dette billede - taget på mors fødselsdag - af 4 generationer, kan man vist godt se at visse gener går igen ? Det er fødselaren, der sidder for bordenden ( det var jo hende, der skulle betale :)) - og så er det hendes afkom og barnebarn der sødt flankerer hende. Jeg håber ved gud, at nogle af hendes gener - vedrørende det  at holde sig godt op i alderen - slår en lille smule igennem hos mig - ellers må jeg jo prøve at købe noget pænt tøj og tage en stor hat på! 

mormor 80 år 018.JPG

I den anden ende af aldersskalaen har vi yngste skud på stammen - lille Silke Oline - bare 3 måneder gammel. Her ligger livet åbent, og hun er tilfreds, bare hun får en pat i munden 1½ sekund efter hun har givet udtryk for, at nu er nu! Og hvor når er det lige, man får lov til at ligge midt i desserten på spisebordet med alles bevågenhed. Ja, som 57 årig er den mulighed vist passeret. HELDIGVIS, vil jeg sige.

Hver alder har sin charme, siger man. Gad vide, om det er en først i 30´ erne, der har udtalt disse vise Gajol-ord?