Må man kysse en ged

SKAGEN........er SAGEN!

Lad mig sige det straks - det er ikke sidste gang, jeg har været i Skagen. Ej heller første - for jeg var der 3-4 dage i forrige århundrede. Nærmere betegnet 1986. Dengang var det, der gjorde størst indtryk, noget røvdårligt musik vi hørte af en “musiker”, der kaldte sig Børge Biceps - glemmer det aldrig!!!! Boede i sommerhus lidt uden for byen sammen med gode venner. Altså ikke ALT for meget kulturelt fis dengang :)

Marie Krøyer

Marie Krøyer

Det var så til gengæld denne gang - godt 30 år senere. Jeg købte, for nogle år siden en bog om skagensmalerne og læste lidt i den - og jo den fangede mig - og jeg bestemte, at engang ville jeg derop og kigge og besøge museerne deroppe. Det var så nu, vi var der med et andet hold dejlige venner. Vejret var rigtig dejligt septembervejr - blå himmel - lune dage og en enkelt halv regnvejrsdag - hvor vi selvfølgelig besøgte Skagen Kunstmuseum og Michael Anchers hus. Det var en dejlig dejlig oplevelse. utroligt så mange mennesker på en tirsdag formiddag. Vi fik os koblet på forskellige guider på kunstmuseet. Jeg smuttede med en 4 klasse rundt og nød ud over billederne og den spændende fortælling, den fine pædagogiske tilgang guiden havde. Ungerne sad på gulvet, lyttede og stillede spørgsmål og besvarede guidens spørgsmål. Da et par elever lagde sig på et tidspunkt ned på gulvet, sagde guiden : “På et museum ligger man ikke på gulvet”!!!! Og så var stilen lagt - hun styrede gruppen almentdannende og fint gennem foredraget - og havde med sin fortælling eleverne i sin hule hånd. Tænkte tilbage på min egen skoletid, hvor nogle af lærerene havde samme evne. Hvor er elever med lærer af den karat altså heldige!!!!! Tror det er det - der kan være afgørende for, om man fanger en interesse for et emne.

IMG_5048.JPG

Jeg husker desværre ikke, hvem der har malet dette smukke billede - men mon ikke det er Krøyer? Mange mange fine billeder og mange spændende historier.

Vi gik vel et par timer på museet, men jeg kunne gå der meget meget længere, og ville gerne høre flere guider fortælle. Inde i gallerisalen hørte jeg en anden guide fortælle om samme billeder, men hun havde andre ting at fortælle.

IMG_5050.JPG

Også Nielsen, som kan være svær at begejstre udi malerkunsten, blev opslugt af de gode fortællinger. Det er ikke gået stille af i datidens kunstnerkoloni deroppe. De har haft en fest indimellem. De kvindelige kunstnere har indimellem haft svære kår, men både Marie Krøyer og Anna Ancher var på højde med deres mænd.

Desværre har jeg ikke fået taget billeder fra Michael Anchers hus. Efter besøget de to steder var vi blevet brødflove og valgte at udsætte besøget i Holger Drachmans hus til dagen efter. Mennesket lever ikke af kunst alene, så vi gik på havnen og spiste fiskebuffet.

IMG_5059.JPG

Næste dag cyklede vi hen til Holger Drachmans yndige hus. Faktisk lige som det begyndte at dryppe og 10 minutter før, der var guide på igen - vi var faktisk ret heldige.

IMG_5062.JPG

Smukt og hyggeligt var det. Går man nu og tænker, at de kunstnere var et fattigt folkefærd dengang, tager man ret meget fejl. Rent faktisk kunne de leve af deres kunst og endda bygge smukke i huse. I forhold til de fattige fiskere havde de det ret godt, fortalte guiderne. Især Drachmann havde en stor social bevidsthed og støttede om og lokalbefolkningen. Den grønne stue i hans hus er utrolig smuk.

På toppen ag Skagen - på Drachmanns grav.

På toppen ag Skagen - på Drachmanns grav.

Aase og jeg på toppen af Danmark. Fantastisk septembervejr.

Aase og jeg på toppen af Danmark. Fantastisk septembervejr.

En lille rød......... mig og min støvsuger

støvsuger.JPG

Nu ER det altså ikke fordi, vi ikke har en støvsuger i huset. Vi har faktisk 2! Dvs - at fra i dag har vi ikke mindre en 3. Om vi har det rent??? Næhhh, ikke specielt! Om vi elsker at støvsuge? Absolut ikke! Jammen, hvorfor i alverden så anskaffe sig en mere i en verden, hvor mange prøver at downsize??? JO. forklaring følger!!!

Da Per og jeg flytte sammen i 1974 (lige efter anden verdenskrig sådan ca.) arvede vi en gammel brugt Nilfisk. I ved, de der opretstående tunge metaldyr, man nu i nogle år har lavet lamper af. God maskine, der ikke kunne slides op - men som ikke var særlig sexet, tung som en rendegraver at slæbe op og ned ad trapper - og allerværst - den lugtede af våd hund. Ja, det har vi nu haft flere i årenes løb, der gjorde!
Så på et tidspunkt, da det var blevet moderne med lidt lavere terrængående, der ikke væltede så nemt, købte vi en lidt fiksere model. Suge kunne den ikke - men pæn var den.

Det bliver man selvfølgelig træt af med hunde, katte og små børn, så på et tidspunkt købte vi en anden billig suger. Per har altid ment, at tingene ikke behøver at høre til i luksusklassen - ja, der er faktisk lidt Lars Larsen over ham, hvad det angår - så i årenes løb har vi afprøvet adskillige mere eller mindre vellykkede billige modeller.

dyson.JPG

På et tidspunkt på da økonomien var rimelig OK, overtalte datteren os til at købe en DYSON!!! En maskine, der bare vil noget - som hun sagde. Den hoppede mutti så på, selv om prisen var ret ublu, men nu sku der fanemej andre boller på suppen og suges ud - helt ud i hjørnerne!!! Så gang i nethandel og plastkort og så var Dyson i hus. Okay, pænt lilla topstykke - men for hunnan for et monstrum. Den er tung og vælter for et godt ord, synes jeg, og mundstykket!!! HA HA - det får ikke 6 stjerner her fra. Drejer dårligt, ikke nem at støvsuge med, mærkeligt håndtag og ikke et mundstykke til at støvsuge møbler med. Det er selvfølgeligt noget jeg er gået lidt stille med, for Per var på forhånd ret skeptisk, og det var ligesom mig, der fik det presset igennem, og nu er der jo ingen grund til frivilligt at skyde sig selv i foden, vel!
Nielsen kunne godt have nøjes med en fra jem og fix!!! Nå, men under påskud af, at det ville være rart med en lille støvsuger oven på, så man var fri for at slæbe den op og ned, blev vi så enige om, at vi kunne prøve med en lille jem og fix model. Den kostede ikke mange basseører. Støvsuger ret godt - men larmer så ørerne falder af. Det mente Per nu ikke var så slemt, ja altså lige indtil han selv skulle støvsuge - så ville han da godt indrømme, at den ikke var helt støjsvag. Heldigvis er ledningen kun 1½ meter lang, så bare man skal støvsuge soveværelset, må man flytte stik flere gang - også irriterende - men positivt så er der da heldigvis stille det minut :)

Så skete underet (måske)? Sønnen anskaffede sig en Electrolux i Bilka. Han berømmede den for sin sugeevne og sit svage støjniveau. Pæn blå farve - så den blev jeg da lidt tændt på. Besluttede mig for at ønske mig den i fødselsdagsgave og for at hjælpe Nielsen lidt på vej holdt jeg øje på Bilka-annoncerne. Lykken står den kække hustru bi, og pludselig var den på bud!!! Med lidt kvindelist og hjælp fra sønnen, fik jeg sået et pænt stort frø :) Det havde jeg så glemt ALT om, for det er flere måneder siden.

Men sørme om der så ikke i dag - 2 dage før min fødselsdag - stod en stor gave uden for soveværelset, da jeg var færdig med at støvsuge der. Og YEAHHH, det var så støvsuger nummer 10 eller lignende. Den er godt nok RØD! Men nu har vi så ET RØDT objekt i huset og det er der vel ingen der tager skade af, vel? Det giver nærmest jordforbindelse.
Så i en fart blev Electroluxen samlet, og så gik jeg i gang med resten af overetagen, mens Per læste brugsanvisning.:)

Op på max - og virkelig rimelig lydsvag. Dejligt!!! Og så skulle dyret stå sin prøve. Jammen for S….. da den kan suge!!!!!! Jeg kunne nærmest ikke TRÆKKE den hen over trægulvet, så den måtte skrues ned på minimum - og den spandt som en kattekilling - helt stille og nydeligt. Nem at dreje og god at holde ved. YES!!!

gulvtæppe.JPG

Derefter skulle den bestå sin prøve på husets eneste gulvtæppe!!! Op på max igen og så i gang. Ja billedet taler vist for sig selv. Den nærmest SLUGTE gulvtæppet, der ellers er listet fast og har ligget fast i 1000 år. DET gør det så IKKE længere!!!! Jeg fik slukket maskinen i en fart og var ved at dø af grin. Kaldte på Nielsen, som osse fik sig en ordentlig griner. Nu tror jeg, jeg læser manualen - og så skal jeg nok få styr på den lille røde krabat - som osse har et smart lille mundstykke til møbler og lofter, man bare klikker på skaftet. Nu mangler jeg lige at læse manualen - det er vist det man gør, hvis alt andet går galt!

Hurra, for teknikken - OG kost og fejeblad :)

TAK fordi du gider læse med :)


SNART påske = KREA.....................

UPS…… det er jo IKKE fordi, jeg IKKE har garn nok, meeeeeen…..

garn.JPG

Påsken nærmer sig med hastige skridt. Det betyder mange fridage og dermed mange timer til KREA med børnebørnene. Jeg har længe haft lyst til at hækle et tæppe i bomuld til Milles sommerhus. Det skal være V-stitch inspireret af Karen Klarbæks dejlige barnevognstæpper. Ikke at jeg har prøvet den model før - men Youtube viser at det mønster er der ikke mange ben i, så MON ikke jeg kan finde ud af det. Jeg har efterhånden hæklet mange fine tæpper i uldgarn, men aldrig i bomuld. Jeg ælsker lange lige rækker eller små firkanter. Det giver ro i sjælen med alle gentagelserne, og man kan snildt sidde og se lidt TV ind imellem. Engang (før stressen) strikkede og hæklede jeg ALTID sammen med TV-kigning, men har erfaret - på den hårde måde - at det bør man ikke altid gøre. Heller ikke selv om det er helt enkle modeller og man KAN gøre det. Ind imellem er det vigtigt kun at have EN bold i luften og lade hjernen slappe af. Det er hækling og strikning jo fantastisk til. Så kan man falde lidt ind i sig selv og bare VÆRE! MINDFULDNESS på den gode måde.

krea.JPG

Der er virkelig ingen, der kan beskylde mig for at rejse enkelt og let. Jeg slæber al verdens ting med på ferie - især når det er i sommerhus og der er en rummelig bil til rådighed. Jeg får altid AL for meget med, men man skal altså nødigt gå ned på UDSTYR. Derfor har jeg selvfølgelig også pakket mine nye akvarelfarver samt tuscher og farveblyanter. Det fylder altsammen. Min datter griner af vores stoppede bil, når vi ankommer. Selv har de vel 2 tasker med tøj til 5 mand og pakker ud i løbet af 3 minutter - hvor vi har fyldt hele bilen op med alt det vi ikke kan undvære :) Og HVORFOR er det nu lige at det ER sådan? Ja, jeg ved det ikke - men jeg tror det giver mig en form for TRYGHED og RO. Derfor bliver det heller aldrig mig, man vil finde som backpacker med et par rene underhylere, en tandbørste og et liggeunderlag!!! Det er jeg simpelthen for stor en komfortdronning til :) Men jeg er fuld af beundring for dem, der kan. Sådan vil jeg måske også prøve at være - i mit NÆSTE LIV!!!

20190304_215009629_iOS.jpg

Måske er jeg lidt rusten i akvarellen, men de små øvelser jeg har fået lavet er blevet OK, og det er SJOVT!

20190402_071706845_iOS.jpg

Den sidste måneds tid er gået med at sy PROJEKTTASKER i søde bomuldsstoffer. De kan bruges til mange forskellige ting. Selvfølgelig kan de bruges som toilettasker, men også til garn, strikketøj, kreating, tegnegrej - ja, til lige hvad man synes. De er søde og lavet i forskellige stoffer. Egentligt var de beregnet til mig selv, men efter et blærebillede FB eller Instagram var der straks forespørgsel på dem. Efter 10 minutter var de solgt, og så fik jeg jo lidt blod på tanden. Fik solgt den næste osse og derefter tikkede en pæn stor ordre ind, som nu er leveret. Jeg har syet en stak mere, for ligesom med strik og hækling, giver også denne form for gentagelse ro i krop og sjæl. Samtidig er legen med stoffer og farver jo lidt en af mine spidskompetencer - og resultatet bliver ret OK, hvis jeg selv skal sige det. Og det gør jeg :)

20190402_071832207_iOS.jpg

Tekandestof. Lyserødt foer med lomme. Små perler ved lynlåsen og vævet logo på. Ting tager tid - også at sy og indkøbe alle dele - men det handler om, at lave noget der giver en glæde og tilfredshed i livet. Og det gør det at sy disse tasker. Hvis de så også kan være til gavn og glæde for andre, er det jo ret dejligt :)

20190310_121544594_iOS.jpg

Når jeg viser jer dette billede, er jeg vist for en god ordens skyld nødt til at sige - at dette IKKE er et værksted - det er vores SPISESTUE!!! Derfor har vi aldrig gæster :) :) :)

perler.JPG

Da jeg har besluttet mig at mine tasker skal have en lille håndlavet glasperle eller 2, har jeg været nødt til at sætte mig til glasbrænderen igen. Det var dejligt. Kom dog lidt væk fra det med taskerne og fik lavet perler til sommerøreringe. Dem kan man jo ikke få for mange af :)

Jeg er glad for det liv, jeg har. Mega priviligeret. Jeg har dog gået med en lille angst de sidste måneder - men i tirsdags fik jeg undersøgt min tyktarm og heldigvis var den helt som den skal være. Så nu kan der gives slip på angsten og påsken kan fejres uden at have angsten kørende på Spor 2.

Jeg vil ønske jer alle en GLAD PÅSK, som man siger i Sverige.

Sådan var det i 70´erne..............

20171120_185509009_iOS.jpg

Hold da op - sidst jeg skrev her på bloggen var den 7. januar 2018!!!! Dvs. det var den dato jeg VILLE skrive - men jeg nåede den dag kun overskriften. Sagen er nemly den, at min kære søn gav mig en ny Firmahjemmeside - www.lightinheart.dk - og så var det meningen at både den nye og den gamle “maamankysseenged.com hjemmeside skulle fungere sammen - men der gik altså GED i den, og så er tiden bare gået, og jeg har ikke fået noget gjort ved problemet. Men nu har min kære søn så fikset det. Jeg glæder mig til at blogge igen, for jeg har i den grad savnet det.

Jeg er på toppen igen efter flere års stress og sygemelding og er ganske tilfreds med min priviligerede tilværelse - skulle osse skamme mig, hvis ikke :)

Årets første indlæg skal handle om, DENGANG….

pjece.JPG

Lige før jul 1978 stod vi - 12 stolte og forventningsfulde Designere - på scenen på Teko i Herning - dengang hed det Dansk Konfektion og Trikotage Skole. Vi stod med stolthed og modtog publikums applaus efter en vellykket afgangsmodeshow. Jeg tror, vi var det andet eller 3. hold, der blev færdiguddannet - og det var en VILD uddannelse. Uddannelsen kan vist på ingen måde sammenlignes med den de unge designere får i dag. Der i 78 brugte vi ikke Ipads og computere. Vi brugte blyant og linial. Vi havde rigtig meget kunst og design ind over og nogle fremragende - lidt autonome lærere, som gav os SÅ meget i rygsækken. De pillede i den grad “pænheden” af os ( hvis der VAR noget) - og jeg tror vi fik en større selvbevidsthed. Der var meget psykologi ind over, da en af lærerne var psykolog også. Til gengæld tror jeg, at de nye designere er mere tilpasset den verden, de skal ud i efter udd. Det tænker jeg faktisk ikke rigtig vi var dengang. Jeg tror, halvdelen af vores hold på 12, har skiftet løbebane siden. Mig selv medregnet.

IMG_3420.JPG

40 års reunion.

Det er jo HELT vildt - men på lørdag holder vi så 40 års jubilæum her på Blichersvej. Tror vi alle glæder os som små børn til at se hinanden igen. Vi mødtes på Teko i Herning for 15 år siden til “sølvbryllup”. DET var simpelthen en fest. 2 minutter efter ankomsten knævrede vi som om, vi aldrig havde været adskilt. Det havde vi jo også kun i 25 år!!!! Da vi satte os i det gamle klasseværelse på Teko - sagde Knud vores dejlige - nu afdøde kunstlærer - pludselig grinende. “ Har I opdaget, at I har sat jer på jeres gamle pladser. Og HJÆLP, det havde vi. :) :) :)

Nu har Hanne og jeg så taget initiativet til at mødes igen. Vi inviterede nu Lone og vores lærerinde Birgitta med, mest for at mødes og hygge os og fordele de få opgaver. Hyggelig blev det. Dejligt var det at se hinanden, og vi fik hurtig banket dato og rammerne for jubilæet sammen. Vi bliver 7 og det er fint. “ 2 bor udenlands og 1 vælger at blive hjemme, og så er der desværre et par stykker, der ikke er på denne jord mere - desværre :(

Idag fandt jeg under oprydning i anden anledning - en lille dagbog fra en studietur til Prag i 1978. Fantastisk TILFÆLDE ? Havde totalt glemt, at jeg skrev den dagbog. Nej, hvor har jeg grinet idag, da jeg læste den. Den får de altså kapitel af på lørdag. Så skal vi selvfølgelig snakke, grine, se billeder, fortælle løgnehistorier om vores fantastiske liv. Vi skal drikke vin, spise kage og god mad. Så skal vi grine endnu mere . JEG GLÆDER MIG - DET BLIVER EN FEST!

Vi lavede et reklamehæfte da vi var færdige med designeruddannelsen og den ledte jeg efter i dag og FANDT!!!! YEAHHHH Den skal de andre også gense, hvis de ikke selv har den.

Nøj, hvor ser jeg ung og lidt sød ud - faktisk var jeg gravid i 5. måned :)

GODT NYTÅR til jer alle. Må 2019 blive et godt år!

Fagre nye postverden

20180102_194951539_iOS.jpg

Midt i pakning af 60 karklude, som det åbenbart er løbet op i i løbet af de mørke efterårsmåneder, støvsugning, strygetøj og gulvvask kommer Nielsen og spørger efter et frimærke. En forespørgsel jeg på stående fod ikke kan gøre noget ved. Efter at have ledt gemmerne igennem efter et skide frimærke til 8 kr. kommer jeg til at tænke på, hvornår det egentligt er, at jeg har haft brug for det??? Tror faktisk det var til min søsters fødselsdag for 2 år siden, hvor jeg ville gøre det så godt og sende et fødselsdags kort, ligesom hun altid har sat en ære i at sende til sine venner. Dengang nåede kortet frem 4-5 dage efter hendes fødselsdag, og så var det vist jeg opgav det stunt.

Men idag SKULLE Nielsen altså bruge et frimærke, og så var det jeg kom i tanke om, at Ilse for et stykke tid siden, var i samme situation på et tidspunkt, hvor det ikke var muligt at købe et sådant, og hvor hendes unger måbende havde spurgt. om hun ikke kendte MOBILPORTO? Det kom hun så til, og hun fortalte, hvor nemt det er. Så i dag var det min porto-ildåb, og nøj det var både smart og nemt, og tænk at slippe for køen i supermarkedet. 

En lille app til mobiltelefonen, der kort og godt hedder MOBILPORTO, skal hentes ned fra det høje skylag - og så er det bare at klikke ind og bestille sin kode, som man blot skriver i hjørnet af sit brev. Voila - så er brevet klar til at blive sendt.

Nu må jeg så videre med min gulvvask - ikke flere overspringshandlinger som mobilhandel og blogg-skrivning. Gulve vasker desværre ikke sig selv, og fint skal der være til min reception på torsdag. Så det er bare i gang, er det!!!!!

 

Light in Heart - HAPPY NEW YEAR!

Året nærmer sig sin afslutning med hastige skridt. I morgen ved denne tid er vi så småt ved at klæde om til Dronningens nytårstale. Første del af Zofie´s 8 års fødselsdag, vil være overstået med familien, og for hende bliver årsskiftet meget synligt. Nu hedder det nemlig Zofie 8 år - og ikke længere Zofie 7 år!

20171224_160344503_iOS.jpg

For mig bliver årsskiftet også en markering. Jeg har siden medio oktober holdt sabbat. Ikke at jeg har siddet med hænderne i skødet og lavet INGENTING, som jeg egentlig havde bestemt. Da jeg lige var landet efter min excit fra "sygesystemet", og havde været igennem endnu endnu nogle gode terapier og healinger, kunne jeg mærke, hvordan energien er vendt tilbage. Den uendelige træthed forsvandt næsten med det samme. Og nu efter 2½ måned er jeg begyndt at kunne tåle lidt støj igen. Det er bare SÅ stort, og jeg føler mig taknemmelig for mit "gamle" liv igen. Nogle ting har selvfølgelig ændret sig en del. NEJ TAK-knappen skal tages i brug i mit nye liv. Jeg skal passe på mig selv. Derfor har jeg også truffet et valg. Fra i overmorgen den første januar 2018 er jeg atter selvstændig.

Light in Heart
hedder min klinik. Tidligere hed den Alternativ Terapi - men egentlig kan jeg bedre lide navnet Light in Heart, som faktisk er navnet på den Zoneterapiskole jeg havde for ca 25 år siden.
Måske lyder det lidt langhåret, men barnet skal have et navn, fandt jeg ud af, da jeg sad og oprettede CVR nummer og så blev den beslutning hurtig taget, som mange andre hurtige beslutninger i mit liv. Det er vigtigt at følge sit hjerte, og det gjorde jeg i den grad her.

20171125_202305547_iOS.jpg

Jeg har nu vænnet mig til tanken om at blive selvstændig igen, selv om det sker i en alder, hvor mine veninder går på efterløn og pension. Jeg er - indrømmet - også lidt misundelig (på den gode måde altså) på at de nu kan trække sig tilbage med økonomisk sikkerhed, mens jeg går et mere usikkert økonomisk liv i møde. Men jeg er nødt til at tro på det, og det GØR jeg, for jeg ser det ikke som et alternativ, at være blevet i sygedagpenge/rehabilitering og hvad har vi af sikkert helt udmærkede systemer. Det duede bare ikke for mig. Så fra næste uge er det på med terapeuthatten, og det glæder mig helt vildt, at der allerede er aftaler i kalenderen. Der er selvfølgelig plads til flere. Indtil da har Nielsen lovet at brødføde mig :)

WP_20170805_20_59_13_Pro.jpg

Ja, og hvad er det så, fru Sommer kan tilbyde, når hun ikke sidder i sofaen med et barnebarn og hygger? 

Jo, jeg har jo gennem snart 40 taget rigtig mange kurser og uddannelser og for at gøre det nemt for mig selv - har jeg taget en kopi af mit CV her, hvor nogle af kompetencerne er linet op, så hvis du har lyst til at se lidt fra den blå bog kan du læse med - og ellers springer du da bare over :)

Eksamener og Kurser:
1974:             Tilskæreruddannelse fra Herning Sy- og Tilskærerskole
1978:             Industriel designerudd. fra Dansk Konfektions – og Trikotageskole, Herning
1984-1985      Chinese Medicin Akupunktur 1.del Vejle
1985               Kinesiologiuddannelse, Vejle
1986               Massage Vækstcentret Nr. Snede
1991                Lægeexamineret Zoneterapeut, Silkeborg
1991-1993       Intutiv Dybdeterapeut fra Institut for Dybdeterapi, Ebeltoft
1993               Intuitiv terapi, Leros
1994-2000     Clairvoyancekurser Århus, Brande
2017                TAT introduktionskursus, Århus
2018                Reikihealing 1

Alternativ Terapi og Light in Heart.
Fra 1991 og frem har jeg undervist og behandlet mennesker med interesse for det alternative. Jeg har drevet klinikken Alternativ Terapi, og i nogle år havde jeg undervisnings lokaler, hvor jeg også havde zoneterapi og massageskole. Jeg har lavet mange selvudviklingskurser, hvor jeg har undervist i Tankens Kraft, Visualiseringskurser, Regression, Tarotkort, massage og healing.

Hvad kan jeg hjælpe med.
Ja, i årenes løb har jeg hjulpet rigtig mange mennesker - hvis jeg skal tro på den feedback, som jeg har fået :) Jeg har givet zoneterapi og massage for rigtig mange fysiske skavanker - det har så desværre også betydet, at jeg har ødelagt mine tommelfingre, så jeg ikke kan give ret mange fysiske behandlinger om ugen. Men faktisk er mange af de andre terapier også ret meget mere interessante både at få og give. For gennem alle årene er jeg blevet meget mere bevist om, HVOR meget vore tanker påvirker vores krop og psyke. Jeg kan nogle teknikker, som jeg har finudviklet gennem mange år, og som kan være med til at bryde gamle mønstre. Jeg kan ikke tage patent på dem, for de hører under Kinesiologien, men jeg har faktisk ikke mødt dem hos andre terapeuter. Men virke gør de, så man ind imellem føler, at der skete der da lige et lille mirakel!!!

Tankens kraft er meget stærk, og jeg er god til at hjælpe mennesker med at finde deres kraft og styrke igen. Skabe selvtillid og tro på egne evner. Jeg har nu også fået nogle kompetencer i STRESS-behandling. Noget af det man bare ikke kan læse sig til, men som man erfarer ved at være der selv. Så alt i alt, tror jeg min baggrund er ret ok, for en behandler. Men træerne vokser jo ikke ind i himlen, og hele tiden er det sundt at lære mere. Jeg har vist healet hele mit voksenliv, men jeg har ikke nogen egentlig healer uddannelse - "bare" en masse kurser, men det får jeg - for lige om lidt starter Jette og jeg nemlig sammen på Reiki-healer uddannelsen. Det føles så rart, at få papirer på nogle ting! 

Klarføling/stærk intuition.
Ja, hvad er det for en fætter? Clairvoyance/klarsyn kender de fleste vist, om ikke andet så fra talrige TV-udsendelser. Det er der, hvor en healer/clairvoyant ser ting fra den åndelige verden. Så findes der klarhørelse, hvor man hører beskeder, og så er der klarføling, hvor man med hænderne sanser ting og får beskeder, når man rører ved eller er tæt på andre mennesker. Jeg har en meget stærk intuition og klarfølelse, som jeg med årene har lært at tage seriøst. Det kan godt være, min hjerne/mit jeg ikke fatter en brik af det, jeg henter ned/formidler, men det viser sig som regel, at informationerne på sigt giver mening, hvis de ikke gør det lige i det øjeblik, jeg får dem. 
Det er både en gave og det modsatte at være så sensitiv, for det er godt at kunne mærke de klienter, man har siddende over for sig og bevidst bruge sine sanser, men det kan være rimeligt belastende at modtage alt for mange stimuli, når man er sammen med andre mennesker i almindelige hverdags sammenhænge. Godt at der findes nogle mentale beskyttelsesøvelser, man kan gøre brug af. Disse øvelser lærer jeg selvfølgelig, de der har brug for det. Der findes rigtig mange sensitive mennesker, som ikke er klar over, at de har brug for beskyttelse mod andres energier. 

Tak fordi du læste med i det lange indlæg. Jeg vil ønske dig et rigtig GODT NYTÅR og håber du har lyst til at læse med i det nye år. Jeg har fået mig en Light in Heart Facebook side - som du rigtig gerne må gå ind og Like og melde dig til, for det bliver nok den, jeg kommer til at bruge mest med info fra klinikken - fordi det er meget hurtigere og nemmere at bruge. GODT NYTÅR.

Marianne

 

 



 

 


 

 

Spring fra 10-metervippen.........uden redningsvest!

Onsdag tog jeg tilløb og torsdag SPRANG jeg ud fra 10-metervippen UDEN redningskrans.

at-vove2-1024x684.jpg

Det er næppe undgået mine Facebook venners opmærksomhed, at jeg de sidste 2 1/2 år har været ramt af stress og udbrændthed. Det har fanemej været intet mindre end SVÆRT. Jeg har ikke kun haft kognitive vanskeligheder med koncentrationsbesvær, at huske, læse, lytte og støj.  Jeg har virkelig haft en stor identitetskrise. Fra at være en udadvendt, stærk, kreativ, en rimeligt socialt engageret person, der altid har brændt for at hjælpe andre mennesker og sat en stor ære i at kunne klare mig selv, ramte jeg i juli 2015 muren. Så slemt at jeg synes, jeg helt har haft mistet mig selv.

Vejen siden den dag har været svær at gå, men med en stærk og fantastisk klippe af en mand, dejlige børn, en fantastisk veninde og terapeut og dejlige venner er det jo heldigvis alligevel gået stille og roligt og uhyre L A N G S O M T fremad.

virksomhedsporten-flaglogo.jpg

I foråret startede jeg presset af en jobkonsulent i virksomhedspraktik på et beskyttet værksted i Ikast. Det har været både hårdt og godt. Ramsdalgruppen - Virksomhedsporten har været et fantastisk trygt sted at starte og få fodfæste igen. Jeg kan kun takke de mennesker der. Især min mentor, som har støtte mig i og forsøgt at lære mig - at det altså ER OK, at sige fra. At det IKKE er mit ansvar det hele, og at det er vigtigt at sige fra i tide! Tror såmænd ikke jeg har lært det endnu, men jeg er på vej og øver!!! DÆLME SVÆRT - når man egentlig i bund og grund er en PLEASER.  Der er grædt rigtig mange tårer i de 2 1/2 år. Både hjemme, hos vennerne, hos mine terapeuter, på kommunen og hos Ramsdal. Hvis tårer virkelig var guld, ja, så vil jeg aldrig lide nogen økonomisk nød! 😉  Det ER de desværre ikke!

Tidligere har jeg stort set været rimeligt lideglad med, hvad folk tænker. Sådan er det desværre ikke længere. I takt med at jeg fik det dårligere, blev jeg mere paranoid med hvad andre kunne tænke. "Er det bare pjæk? Skal hun bare være interessant? Nahr..... stress???? Gider hun ikke arbejde? Osv."  I den dur.  Tankerne har kørt som et ekstra spor næsten 24/7, synes jeg. Kun når jeg har været helt væk - i sommerhus, på ferie eller hvor der ikke er nogen, der kendte mig, har jeg kunnet give lidt slip. Nu kunne man tro, at det kun er mig der har det sådan. Det er det så IKKE! jeg har snakket med rigtig mange andre sygemeldte, som næsten alle har det på samme måde. De/vi har ikke ORKET verden. Vi er måske kørt udenbys for at handle, sagt nej til invitationer, gemt os ned under dynen. Været bange for ikke at blive forstået. Udadtil ligner vi os selv, men indadtil er der kaos.

kaos.jpg

DRÅBEN, der fik bægret.....
Jeg er typen, der er mega bange for at gøre noget forkert i forhold til kommune, SKAT og Fagforening, så der går jeg med livrem og seler - og GØR ikke bare noget, og håber det så var OK. Andre steder er jeg meget lidt autoritetstro! Men i forhold til det offentlige forsøger jeg at undersøge tingene grundigt eller få andre til det for mig :)

I onsdags fandt jeg så ud af, at jeg ikke måtte holde efterårsferie!!!! Ferieåret i det regi hedder åbenbart 5 uger regnet 12 måneder tilbage,  og ikke som alle andre steder fra 1. Maj til 1. Maj. Det er der så bare ikke lige nogen sagsbehandler, der synes, det har været vigtigt at fortælle. Når man er udbrændt og hele tiden hænger i det yderste af fingerspidserne og i god tro ser frem til en ferie, der skal "redde en" og så får sådan en besked. Ja, SÅ vælter læsset altså. Det vil sige, at jeg faktisk først må holde ferie igen efter 1. april 2018. DET blev simpelthen bare for meget! Måske raske mennesker ville kunne tackle det nemt og smidigt men tror ikke det er mange sygemeldte der kan. For mig blev det DRÅBEN, der fik bægeret til at løbe over - helt over!!!! DET fik jeg vist også kommunikeret ud til min sagsbehandler, som nu også kunne tolke ud fra det jeg fortalte, at mit forløb hos Virksomhedsporten måtte stoppe, og der skulle findes noget andet til mig! NO WAY!!!

JEG SAGDE OP i KOMMUNEN!!!!  Jeg er ikke sikker på, det sker ret tit. Jeg ved faktisk slet ikke om man KAN sige op i kommunen :) For der blev tavst i den anden ende! 
Efter det var der selvfølgelig TOTAL KAOS i mit indre. Jeg græd og græd og græd, men med Pers og Jettes ro og støtte blev beslutningen blev taget. Nu er nok NOK. Faktisk lavede vi i sofaen en gældende afstemning ved simpel håndsoprækning. Resultatet blev 3-0 til at jeg nu træder ud af "samfundet" en tid :) Uden sikkerhedsnet overhovedet - bare PER :)

Torsdag morgen kørte jeg til Virksomhedsporten og sagde farvel. Det var en stor lettelse. Min mentor er fantastisk, og endnu engang måtte jeg tude lidt, men denne gang af lettelse og rørthed over de varme knus og skulderklap jeg fik af de andre. Mærkeligt at det er nødvendigt at måtte skippe al økonomisk sikkerhedsnet i en alder af 61, for at få det bedre. Efterlønnen er nemlig røget sig en tur!!! Men flere sagde, at de synes det er SEJT, og de ville ønske, de turde. For mange af dem har det på samme måde som mig. De har bare ikke modet og baglandet i orden til det.

Torsdag kl 14.30 ringede jeg - med Per ved min side - til min sagsbehandler og "sagde op og meldte mig ud af systemet". Hun forstod det ikk!!!! Der er nogle procedurer, der træder i kraft, så på Mandag raskmelder jeg mig endeligt. NEj, jeg er ikke rask i den forstand, at jeg kan tage et arbejde i støj og larm på en arbejdsplads. Men det er heller ikke det jeg skal lige nu. Nu holder jeg selv-betalt "sabbatår" indtil 1. januar. Jeg rejser mig af støvet, og efter nytår starter et nyt kapitel som terapeut igen. DET er nemly mine spidskompetencer. Det ved jeg, jeg kan og er god til. Jeg håber selvfølgelig, at både gamle og nye "kunder", har lyst til behandlinger, kurser, perler og hvad jeg nu ellers kommer til at ernære mig ved 😁

Da den samtale var overstået, følte jeg mig 100 kg lettere - faktisk helt tom inden i - og GLAD MED GLAD på. Jeg VED, det er den rigtige beslutning.

Faktisk er jeg lidt stolt af mig selv. Hvor mange tør tage samme spring fra 10-meteren i en alder af 61, og give helt slip. NU har jeg GJORT det - og nu beder jeg til, at universet holder hånden UNDER/OVER mig - eller en stor lottogevinst krydser min vej.

Nu får jeg fat i min identitet igen. En af mine unge veninder sagde for et par uger siden. " Bliv nu selvstændig - det er Ikke DIG, der er noget galt med, du er FEJLPLACERET" . I guder, hvor har hun ret. TAK til dig, der sagde disse ord. Nu er jeg på vej op på hylden - den rette - igen. Alle mine venner har ønsket TIL LYKKE og tror på mit nye liv. Mange af dem har tilbudt hjælp med det ene og det andet. Jeg er SÅ taknemmelig.

Indtil da holder jeg F R I ! Fri fra krav, forventninger og ødelæggende tanker og bekymringer. Bare FRI. 

TAK til dig, fordi du læste med på den lange smørre❤️

Text

Slå en streg...........................

Uha det er længe siden, jeg har fået skrevet her på bloggen. Det skyldes såmænd, at jeg er kommet lidt ud i det pulserende liv igen. Ikke meget - men lidt har også ret. Jeg er begyndt på et lille job på et beskyttet værksted i Ikast og er nu oppe på hele 2 X 2 timer om ugen. De dage. hvor jeg er på job, magter jeg lige nøjagtig ikke andet end at gå direkte hjem i min seng, for stort set resten af dagen. Det lyder måske TRÆLS, men det gør ikke noget, for jeg er nemlig blevet rigtig glad igen. Jeg kan dog godt mærke, at jeg ikke skal presses til flere timer lige nu - men jeg håber da at kunne komme lidt højere op i tid engang. Arbejdet har betydet noget på flere områder. 
1. Jeg kører nu selv bil HELT til Ikast - jeg bruger mega meget energi på det - men jeg GØR det. Det betyder, at jeg må regne kørslen med som arbejde, da jeg kun har ca. 4 timers energi MAX mellem hvert hvil.
2. Jeg føler mig GLAD og med i et FÆLLESSKAB. Det giver GLÆDE og SELVTILLID - det har det jo nok haltet lidt med de sidste 2 år. Ja, tænk om en måned er det faktisk 2 år siden elastikken sprang.
3. Ideerne bobler igen frem i min plagede hjerne - det er både godt og skidt. Godt fordi der jo KOMMER nogle GODE ideer ind på lystavlen. Lidt skidt, fordi jeg jo ikke rigtig kan føre dem ud i livet. Det håber jeg så på kommer en dag :)
4.  Og så er jeg så glad, fordi jeg er kommet til at SY og KONSTRUERE igen.

Jeg har fået tegnet et grundmønster af og tilrettet til mit frodige korpus. Jeg har fået lavet et par kjole mønstre i karton og fornøjelsen er til at tage at føle på, når jeg står og konstruerer efter Karins gode konstruktions bog.

 

Karin og jeg gik i 70´erne på Tilskærerskole sammen - ja, det var faktisk på vej til første undervisnings dag i Herning, vi mødte hinanden i toget - og siden har vi holdt sammen i tykt og tyndt. Vi fortsatte på Dansk Konfektion og Trikotageskole i Birk (det nuværende Teko). Jeg blev udd.  Industriel designer. Karin droppede ud, men har senere taget en Skrædderudd. i Århus. Karin har trofast syet alle årene, men for nogle år siden smed jeg alle mine konstruktionsbøger væk, efter at de havde stået uberørte i kælderen i ca. 25 år. Mine gode pap mønstre og undervisningsmateriale røg samme vej. Det fortryder jeg jo lidt i dag. Men tingene går alligevel op i en højere enhed, for Karin har købt denne fantastiske bog, som jo indeholder det grundlæggende - og sjovt er det altså at mærke, at meget af det ligger på rygraden. Tingene skal bare lige genopfriskes og med Karin som livline, går det faktisk helt godt. 

Først fik jeg syet denne cerisefarvede kjole - som jeg tegnede af efter en anden model, jeg har købt.

Min overlocker har jeg også givet væk eller solgt for mange år siden, nu ringede jeg så til min søde svigerinde, og spurgte, om jeg måtte låne hendes lille bordmodel.

Senere samme dag blev maskinen leveret på Blichersvej med denne lille seddel!  Fantastisk ikke ♥♥♥ Jeg er da så heldig og taknemmelig.

Den Cerisefarvede er blevet et hit, så derfor har jeg syet en brun med prikker og sidst denne med søde vilde dyr. Den synes, børnebørnene jo er vildt fed - selv synes jeg, den er sød. Griner også lidt af mig selv - 60 år og sådan en kjole - men jeg er ski ligeglad. Jeg har udfordret mig selv med forskellige ærmer, lidser og lommer. Det er jo ikke fordi jeg sidder i timevis og syr, men hen over et par dage eller 7 er det overkommeligt, og jeg kan mærke, at det er vigtigt at lave noget synligt. Noget der beviser, at jeg ikke sover 24/7 - selv om det tit føles sådan :)

Sammen med dyrestoffet kom jeg også til at købe dette grå/turkise stof, fordi jeg ikke kunne vælge - og hvorfor NØJES!!!!! Det har så ligget og råbt i 2-3 uger på at blive syet. Det har faktisk givet lidt STRESS, fordi jeg ikke har haft overskuddet. Måske tænker jeg, at jeg fremover kun skal købe til en ting af gangen for at undgå stress og for at undgå, at det som mange gange tidligere er endt på en hylde! På den anden side - det ville DÆLME osse være ærgerlig, hvis det så var udsolgt!!!!

Denne model skal knappes ned foran og have kinakrave. Kjolen er klippet og i weekenden skal den gerne syes, så jeg kan få den på til en fødselsdag lige om snart.  Jeg vil nyde hvert eneste sting jeg syr, og glæde mig over, at jeg atter er kommet igang med at sy. Og jeg må også sige at jeg er super glad for mine dejlige FB-venner, som giver glade kommentarer og skulderklap. I dag landede f.eks. en hel mappe med møsntre sammen med en stor stak flødeboller på bordet i min baggang. TAK KIRSTEN!!!! Det er mønstre fra dengang jeg undeviste i stræksyning i 80érne. Mønstre som jeg jo selv har smidt ud. I weekenden skal jeg kigge i den og mindes. GODT at der er NOGEN, der kan gemme deres ting :)  Det er næsten lige så godt som at vinde den store lottogevinst! Jeg har allerede luret lidt i mappen- og sørme om raglanmodellen på min superkjole ikke også er der! Måske skal jeg re-lancere den igen - har nemlig luret at STOF og STIL har strækvelour på hylderne igen. 

Livet er ikke så skidt endda. I morgen er der møde med sagsbehandler og arbejdsplads. Det jeg drømmer om lige nu - er at få RO RO RO. Få at vide, at jeg kan blive på Merkurvej i lang tid. Det ville give mig ro i sjælen - og det trænger jeg faktisk rigtig meget til. Jeg er ikke god til kun at vide 2-3 måneder frem hele tiden, hvad jeg skal. Håber det hele løser sig. Gad GODT, at jeg ikke var bekymrings-typen - men det ER jeg bare.

Vigtig viden - unødig info....

....sådan lyder en af "Natholdets" jingler i Anders Breinholts sjove godnatserie. Her skal dagens gæst vurdere en information, om det er VIGTIG VIDEN eller UNØDIG INFO. Alt er jo subjektivt og vurderes ud fra betragterens mening. Det var vist også det, der skete i forhold til vores ferie i sommerhuset her i påsken. 
Sommerhuskøkkenet blev i efteråret bygget om, og den del var jeg ikke med til og var derfor ganske uvidende om, at køkkenet ikke længere var i besiddelse af en ovn. Den information var åbenbart blevet kategoriseret til "unødig info"!!!! Frustrationen blev derfor en rimelig stressfaktor, da jeg glad fortæller Per, at Heinz og Karin medbringer en stor lammekølle af egen avl, og vi er blevet udvalgt til at dele den med dem i Sverige, og han så slukøret fortæller, at der ØHHHHH nu nok kun er en miniovn i Stuvik! På det tidspunkt sidder vi i Frederikshavn og venter på færgen klokken sent om aftenen. Heldigvis når jeg at få en sms sendt med beskeden, inden vennerne kører fra Brande. Køllen bliver smidt i fryseren igen og konverteret til en grydesteg, som vi trods alt har mulighed for at lave i den svenske sommerhusidyl. 😊

Jeg ærgrer mig over den manglende info på hele turen, for vi plejer ( Karin plejer) at bage det lækreste langtidshævede økobrød hver morgen, og det ved jeg Karin har medbragt gode materialer til. Det svenske brød er nemlig IKKE noget at skrive hjem om. Det er nærmest bedrøveligt dårligt 😩 I sandhed ikke den bedste start for MIN ferie. Heller ikke for Pers, da han jo i lang tid skal høre på mit brok. Og er der noget jeg er en mester i, er det dælme BROK. Selv synes jeg faktisk ikke, det er en spidskompetence man skal være stolt af, men i den diciplin kan jeg helt sikkert score en 13!!!!!! Men nogle gange skal det bare uuuuudddddddddddddddd! Det kom det dælme osse, skal jeg lige mene. UNDSKYLD PER ♥♥♥ ( Bare man siger UNDSKYLD, må man vist nok opføre sig, liiiige som man lyster, har jeg set i regeringen!!!! )

Nå, i nattens mulm og mørke, når vi frem til et mørkt og K O L D T sommerhus, for sådan er det jo, når et hus har stået tomt i mange måneder i vinterhalvåret. Det man så bare SLET ikke gider er, at et vandrør er sprængt i badeværelset, fordi der har stået en slat vand i et rør. Men Per laver lidt damagecontrol og med lidt stearinlys en godnatmad og en tissetur i skoven, er det dejligt at snige sig ned under sin dyne, høre skovens lyde, holde lidt i hånd efter en lang tur og så tørne ind.

 

Det er ikke fordi, mændene ikke har alverdens metaldele, skruer og værktøj  oppe i skoven, for DET har de. Men lige netop den del, der skulle bruges i badeværelset var IKKE lagervare. Per kørte derfor tidligt hen til KENT, som er den lokale pusher inden for byggematerialer i Stuvik. På trods af, at han stort set ellers også er leveringsdygtig i alt som i ALT, havde han selvfølgelig ikke denne stump slange, så Nielsen styrede Zafiraen de 20 km ind til Trollhättan og fik fingre i det han skulle bruge.

Imens havde fruen pakket ud, lavet lidt velfortjent frokost til den stakkels mand, som jo et eller andet sted godt gider sådan en udfordring. God er han altså også til at fikse næsten hvad som helst. Så snart var der strøm, vand og varme på igen. Vådservietterne blev pakket væk igen og det blev tid til en morgenskidning klokken midt eftermiddag! 😂

Senere på dagen dukkede Karin og Heinz op og vi havde en god frokost klar og en snaps på køl. Det hører sig ligesom til. Derefter måtte Karin i køkkenet og "lægge en dej" (LOL), mens vi andre tog af bordet. Det gik jo næsten for nemt, for nu er der blevet installeret opvaskemaskine i sommerhuset. Jo, jo , det er jo OK, men jeg har faktisk nydt at vaske op i alle årene i Sverige. Har godt kunnet lide, at der var forskel på at være hjemme i mit eget køkken og så den mere primitive ferie i Sverige. En opvaskestund, hvor man bare kunne være 2 i køkkenet - for der var ikke plads til flere - og hvor man kunne få den snak, man ikke altid når derhjemme. Nu udkonkurreres den snak af en larmende maskine! 

Karins dej blev hængt til koldhævning på terrassen. Vi har oplevet en druknet mus tidligere, hvor Peder havde sat brød til hævning, så det gad vi ikke lige igen, så Nielsen lavede denne opfindelse :) 

 

4 boller er jo bedre end INGEN boller, og det lyder jo også lidt smart at sige, at man lige har bagt 3 plader boller!!!!! De var URGODE, Karin!!!!!

Kunne ikke stå for denne lille søde blender til 100 kr. i RUSTA. Der kan lige være 2 smooties i og så er den bare SÅ fiiiiin i farven :) 

En dejlig afstressende tur i det svenske er godt for både sjæl, parforhold og venskab - eneste minus er savnet af de små. Der gik heller ikke mange timer efter hjemkomsten, før det på Rønnealle lød. VI vil ned til morfar og mormor :) Så blev der hygget og kreaet, og alt er ved det gamle igen.

BOSE - here we go.................

Skulle det være undgået nogens opmærksomhed, at jeg i snart 2 år har været støjramt, er det muligt med lidt opdatering nu. 

 I skrivende stund ligger jeg på en hård bænk på Stenaline hyllet ind i hovedpude, strikjakke og hørebøffer af mærker BOSE. Sidstnævnte er medvirkende til, at jeg overhovedet kan være i dette larmende inferno af skibs motor, snak, cafeteria og meget støjende unger.

Mindfullness er en udmærket måde at være tilstede på i moderat støj, men det kræver meget energi, så den holder ikke i mange minutter ad gangen, desværre. Jeg bliver totalt drænet for energi og kan ikke holde fokus. Så Mindfullness er for mig absolut hjemmearbejde, og på udebane må jeg ty til skrappere midler. 

Indtil for en måneds tid siden, da Jonas kom hjem med sine fantastiske BOSE høretelefoner, har jeg gået rundt med alle lommer og tasker fyldt med gule Ear-ørepropper. Halveret forståes, så de kunne monteres i mere end 30 sekunder uden at falde ud. De er jo ikke skide diskrete, når de står som 2 gule antenner ud af hver øregang. Ørepropperne er stadig lige ved hånden, men nu bevæger jeg mig i stedet rundt og ligner en aldrende teenager, der har trukket sig tilbage fra samfundet for at hellige sig musikkens vidunderlige verden.

Det er dog ingenlunde tilfældet! Hørebøfferne, som har en anseelig størrelse og mest af alt ligner dem betonarbejder benytter på en tordenvejrs dag, er nemlig lavet så de holder lyden ude. Genial opfindelse. Ikke at de udelukker al støj, men de filtrerer meget baggrundstøj fra. F.eks. kan jeg slet ikke høre skibets motor fra min horizontale stilling lige nu. Al snak er udholdeligt, og det giver jo pludselig en dejlig mulighed for at kunne være - om ikke supersocial, - så dog en måde at være fysisk tilstede på.

Jeg har følt det lidt provokerende, at tage dem på i selskabeligt samvær, fordi jeg synes, det signaler enten HOLD DIG VÆK eller at folk tror, jeg ønsker at spille smart. Nu er jeg ved at være så modig, at jeg godt tør. Jeg er også begyndt at bruge dem i butikker med musik. Jeg ville ønske, jeg havde fået nogle langt tidligere, for det ville have betyudet meget for mig. At de virker overordentligt godt blev jeg klar over i Indiska butikken i Trollhättan, hvor Karin gik og småsnakkede med mig. Til sidst var hun ved at dø af grin, for jeg gik bare rundt uden at svare hende.
Det sjove er, at flere nu,  efter jeg er begyndt at bruge kæmpeparabolerne, har gjort opmærksom på, at man kan få små formstøbte høreapparater med samme virkning. Derfor har jeg, efter et godt råd fra en dejlig veninde, kontaktet Center for Kommunikation i Herning, og skal forhåbentlig snart have lavet et par. De er ikke billige, men jeg håber virkelig, at de kan blive en succes, for lige nu LÅNER jeg jo blot Jonas' hørebriller, og jeg gad frygtelig gerne være mere med ude i livet, og til det vil sådanne fætre være en god hjælp 😍

En anden ting, HVIS jeg ikke havde lånt kæmpeparabolerne, havde det ikke været et issue at starte på Virksomhedsportalen i Ikast. Der findes bare ikke mange steder, hvor der er nogenlunde stilhed. Prøv lige at tage en lytterstatus, hvor du befinder dig lige nu. Er der RO? Den baggundsstøj, der sikkert er..... radio, snak, opvaskemaskine, tv eller andet er nok til at min sociale hverdag, desværre ikke fungerer. Og så ER det faktisk endda blevet en smule bedre. For et godt års tid siden kunne jeg SLET ikke være i det, nu kan jeg være der en lille tid, men må trække mig tilbage og sove. Ja, det er ikke nemt både at være stressramt og særlig sensitiv. Har du en ven, der er støjsensitiv kan du være en rigtig god ven ved at slukke for baggrundsmusik, sørge for at placere din ven yderst og ingen mennesker bagved. Du kan også af dig selv sige, når du inviterer, at der står et rum klar til afslapning. Det er nemlig så forbandet svært selv at spørge om.

Kan ikke huske, om jeg har skrevet det før. Men for mig har det været sådan, at al støj har været lige højt/generende. Forestil dig at tre bands spiller på engang, og du står i midten, eller at alle der snakker omkring dig, snakker lige højt, og du med din hjerne skal holde stemmerne ude fra hinanden. At din hjerne ikke selektivt kan adskille dem, og du ikke kan holde fokus på een af lydene. Sådan har jeg det, og det betyder, at hjernen skal bruge mængder af energi, som du ikke har. Når jeg f.eks.  sidder på cafe,  eller der sidder 2 ved siden af, og snakker om noget andet, skal jeg "næsten fysisk" holde støjen ude. På gode dage, og når jeg ikke er træt lykkes det for en lille tid, men hvis jeg er træt, går det slet ikke. Man lærer sig nogle trixs undervejs. Man går ofte på wc, tager af bordet, trækker lidt frisk luft for at hvile hjernen lidt. Men som regel, når jeg ikke at trække mig i tide - før jeg har overskredet grænsen - fordi jeg jo også gerne vil hygge mig, og det er svært at sige til dejlige venner, at HOV, nu er jeg træt. Ingen kan se, hvordan man har det inden i - derimod hører jeg tit. "Det klarede du da godt", det er selvfølgelig rart nok, at andre synes det, men de mærker heller ikke den tømte konto.

Nu glæder jeg mig til at få taget mål til nye høredippedutter. I morgen skal jeg klippes og på torsdag skal jeg hente mine nye briller - så nu bliver Fru Sommer updatet lidt, og det er ski også tiltrængt.

Lige nu skinner vinter/forårssolen smukt i det næsten udsprungne hjertetræ som vi fik af Inge og John i 1989 i bryllupsgave til vores bryllup nr. 2.

....og på gårdspladsen står det stærkt beskårne Parklind og stritter med sine nøgne grene. I år kan vi se frem til sol på gårdspladsen, tror jeg, for der er ikke mange grene tilbage, som kan bære blade. Livet er ikke så ringe endda. :)

 

 

 

 

 

Mindfull pimpning....................

Muligvis kan jeg ikke male et smukt billede, til gengæld kan jeg pimpe ( i dette tilfælde - PLETMALE) en radiator! 

Per har svinget malerrullen i endnu et værelse. Han HADER at male, og derfor har jeg efter 23 år med lyserødt i dette rum taget initiativet til, at det vi altid kalder "klinikken" har fået en overhaling. Det holdt lidt hårdt, men jeg har dog trods alt KØBT malingen.

 

Jeg er kommet til at holde af at male MINDFUL. Det betyder i al sin enkelhed, at jeg bruger nogle af de åndedrætsøvelser, jeg lærte på Mindful-kursus efterår 2015, mens jeg maler. Jeg maler stille og roligt, bevidst langsomt. Det giver mig en ro i kroppen og samtidig en tilfredsstillelse i, at jeg laver noget, der er synligt. Et bevis for mig selv OG andre på, at selv om jeg ikke magter at være social ret længe af gangen, og at overblik og energi er en by i Rusland

Hvor de små maleprojekter giver ro i sjælen, er det lige modsat med de store. Derfor er det dejligt, at Per på trods af sin store maleaversion, håndterer malerrullen. Det er faktisk ret svært at male jævnt. Det kræver rolighed, ordentligt værktøj, gode håndled og ros på de rigtige tidspunkter :)

Per skal nu ikke have al rosen, for jeg sidder i finmotorikken og maler sirligt fodlister, riller, vindueskarme og dørkarme. I dag blev det så også til pimpning af den gamle radiator i værelset. Den skulle egentlig males helt fra bunden, fordi den var så skrammet, men da jeg alligevel skulle have penslen tømt for maling, inden den skulle rengøres, og jeg alligevel sad på min røv og malede den sidste forliste under radiatoren, pletmalede jeg de værste skrammer på den. Resultatet blev så godt at det greb om sig, og hurtigt var alle pletter væk. "I skyggen er alle katte grå", som man siger, og endnu engang kunne det ikke ses, at det bare er en pletmaling, der er foretaget -  i ikke præcis den samme hvide tone - men alligevel. Resultatet er med en minimal arbejdsindsats blevet GODT!!!!

WP_20170310_006.jpg

Milles gamle lyserøde værelse er nu en saga blot. Godt jeg ikke vidste at brædder med mellemrum er SÅ trælse at male - og jeg har endda kun taget rillerne - så kunne de nemt være endt med at være lyserøde 23 år mere :) Tilbage er nu blot en overvejelse ( og udførelse) af en tæpperensning. En ide jeg skal have solgt til Nielsen. For der må han vist på banen igen :) 

Endnu et lille stykke elefant er blevet ædt uden forstoppelse. Forude ligger ny udfordringer - af en helt anden slags. Efter at have været på "Nyorienteringskursus" i et 2 ugers-forløb, skal jeg på fredag til rundvisning og samtale på Virksomhedsportalen i Ikast.
Nyorienteringskurset var en mega hård udfordring, som jeg tudede mig igennem og ikke klarede særligt godt. Jeg magtede slet ikke de mange timer (18) og måtte blive hjemme et par dage og gå før tiden. Jeg er bombet godt tilbage igen, og den følelse er mindre end rar. Jeg fik endnu engang sat mine grænser ALT for sent. Jeg er blevet SÅ dårlig til at sige fra. Tænker altid, at jeg prøver lige "lidt længere", og det går jo galt HVER GANG.
Nu VIL jeg lære det og gøre det. Jeg skal arbejde med mine hænder, ikke mit hoved!  Nu har jeg brugt min hænder og min krop i dag - og nu er der dømt sofa, en "morfar" og bagefter måske lidt Netflix. Netflix er et godt råd fra Stresscoachen og det virker! Heldigvis har jeg det godt herhjemme, når jeg ikke skal udfordres for meget ude i den larmende verden. Jeg håber, Virksomhedsportalen bliver en succes, og at der bagefter er en arbejdsplads, der ikke KUN vil have ROBUSTE medarbejdere i deres virksomhed. En virksomhed som også kan se værdien i sensitive mennesker. Vi har nemly også vore styrker :)

 

Fra skrot til guld...........

......tror jeg der er en udsendelse, der hedder. Nej, det lyder nu forkert - det er vist Fra SKROT til SLOT???  Tit bliver jeg meget inspireret af at se sådanne udsendelser, hvor man forvandler gamle ting, man ellers ville smide på losseren. Som oftest bliver det dog ved ideen og tanken, indtil skrottet ender som SKROT. Men ting med affektionsværdi kan være lidt svære at slippe. Sådan har det også været med morfar og mormors gamle finerreol. Køn var den altså ikke, men jeg har da haft den stående 10-15 år som sådan i mit soveværelse, hvor den har en rigtig fin størrelse og nytteværdi. Man går jo og bliver lidt "Hemmablind" som de siger i Sverige, og vænner sig til tingenes tilstand. Sådan endte det også i dette tilfælde, lige indtil det blev flyttet tilbage i det nymalede soveværelse. SÅ var det altså for slemt!

Derfor måtte jeg igang med at blande maling igen. Resultatet blev den yndigste sarte turkisblå, som matcher noget af mit sengetøj. NØJJJJHHHH, hvor er det blevet fint!!!! Men renovering griber jo om sig. :)

Dette lille bord fik også en omgang turkis light og blev så fint så fint. Glemte altså at få det fotograferet - måske kommer der et billede senere.

Weekenden var stille og sløv, men Per kunne imellem et par afsnit i Netflix-serien "Homeland" lokkes til at hænge billeder op i soveværelset - efter mine strenge anvisninger, forstås :) Det er sådan en tilbagevendende diskussion, vi har her i huset. Jeg er millimeterfikseret, når det gælder ophængning af billeder, med det resultat at bilederne ofte kommer til at stå "og ta´ sig ud".  Pludselig en dag, så hænger de efter det forhåndenværende søms princip. Et princip, som ALDRIG matcher med mine forventninger og ideer, og så tager vi endnu en diskussion. Jo, KEDELIGT er det ikke i vores ægteskab! ♥♥♥ 

Jeg har længe tænkt at skifte betrækket ud på mit gamle træstrygebrædt, men fordi jeg har hængt i bremsen, er der jo ligesom  heller ikke sket noget på det område. Men en lille rest hør fra de glade Sødahl tider blev fundet frem, mens Per knaldede søm i væggen.

Det blev klippet til og sat fast med knappenåle.

Derefter clipset på med en clipsemaskine, Nielsen havde i gemmerne. Jow, indrømmet... det ligner lort på undersiden.......

...but who cares? På under en ½ time var strygebrædtet fint som nyt. Matcher til både sengetøj og reol og billeder. Et STORT punkt på to-do-listen kunne med minimal indsats krydses af på listen. Jeg føler mig glad. Nu er der et nyrenoveret rum, hvor jeg kan lade min krop og sjæl op med energi, når det er tiltrængt - og det er det TIT.
Men som en anden stressramt så rigtigt og sødt skrev som kommentar til mit forrige indlæg. En elefant spises en bid af gangen!  Jeg spiser bare videre. Nu er appetitten ved at være der, og lige om snart skal jeg på "NYORIENTERINGS-kursus" på kommunen. Jeg vil blive virkelig udfordret, for timemæssigt overskrider kurset langt, hvad jeg endnu formår. Men jeg tager elefanten ved snablen, æder den bid for bid, og så siger jeg TAK for mad, når jeg er mæt. Mærker min grænse (håber jeg), sætter mine grænser (håber jeg) og tager et hvil. Man er ikke forpligtet over sine evner og formåen. Det er lektien jeg øver på at lære. TAK FORDI DU LÆSER MED.

UNDSKYLD vi roder......!

......det er nok den sætning jeg har sagt flest gange i mit voksne liv, når jeg har fået uventede gæster. For jeg ER altså et stort rodehoved! Det er kreative mennesker vist i øvrigt ofte? Kommentarerne til mine undskyldninger er til gengæld næsten altid, enten.. "Naj, I bor da så hyggeligt og spændende",  eller "her er da IKKE rodet - så skulle du bare se hjemme hos os". Vi bor måske spændende i andres øjne, i hvert tilfælde hyggeligt, efter vores egen mening altså. Men det synes vi måske allesammen, vi gør? Ellers ville vi vel ændre der?

Meget kan man sige om vores hjem, men minimalistisk er det godt nok IKKE, og det bliver det nok heller aldrig. Ikke fordi, der ikke er noget dragende over det minimalistiske, især i en rengørings situation, men jeg har et still-leben gen, der får min kreative/innovative hjerne til at lave interessante og smukke opstillinger inde i mit hoved. Så når jeg ser sjove skæve ting på loppemarkeder og andre steder, ja så er der ikke langt fra tanke til handel. Det betyder, at vi har alt for meget jordisk gods i forhold til plads = rod!

Normalt er det jo gået meget godt. Bare ikke siden min hjerne brændte sammen for 1½ år siden. Det går bare SLET ikke, når det roder både inde i mit hoved og omkring mig. Sådan ER det med stress hjerner. Ordnung muss sein! Jeg kan slet ikke overskue det. Nogle gange har jeg været nødt til at gå i seng af samme grund. Jeg har derfor forsøgt - efter bedste evne, - at holde det nogenlunde ryddeligt, og det gik meget godt indtil midt i november, hvor vi besluttede os for at få fjervarme installeret i stedet for det gamle oliefyr.
Per gik ivrigt i gang med at tømme kælderen for 25 års lort!!!!! Det skulle gå stærkt, så håndværkerene kunne komme til. Alt blev opmagasineret rundt i hele huset, oppe og nede, ude bag ved, ja over ALT. Jeg var grædefærdig, fik hjertebanken, blev vred, rastløs og frusteret. Følte der var rod overalt, hvad der jo altså også var :)  Forsøgte at rydde lidt op og smide ud. Beklagede mig til højre og venstre. Men sådan måtte det jo være.

Nu skriver vi  midt februar. Fjernvarmen blev installeret lige før jul, kælderen har været under Pers kærlige renovering. Det går langsomt frem ad, og jeg burde ikke brokke mig. Slet ikke, for jeg har en dejlig mand som arbejder hårdt, både ude og hjemme. Men jeg holder det ikke ud!!!! Så kan du jo bare selv gå i gang, vil en og anden så nok tænke. Ja, det ville jeg også gerne. Men faktisk kan jeg endnu ikke selv overskue at lave et helt måltid mad...... bare lige for at anskueligøre, hvor laset min hjerne er blevet.

Men alting får en ende........... også byggerod. Endelig sidste weekend lagde Per sidste hånd på "projekt kælder" og tingene blev sorteret og flyttet derned igen, og nu har vi en velorganiseret kælder, hvor tingene er sorteret og sat i gennemsigtige plastkasser, så det er en ren fornøjelse at gå i kælderen.

Selv om mit aktivitetsniveau ligger lavt i forhold til tidligere, får jeg nu alligevel også selv lavet  lidt - på trods. I løbet af en uges tid, har jeg langsomt klargjort og malet vinduer og skabe i mit soveværelse. Det har taget tid. Men jeg har lært at planlægge i forhold til, hvad jeg magter. Jeg laver en 3-4 dages plan. Få ting på til hver dag. Lidt ad gangen. Lidt hver dag - og så bliver det jo alligevel samlet til noget. Mindfull har jeg malet et vindue med små fine strøg. Streget ud på min liste. Taget en morfar og malet endnu et vindue. Streget ud på min liste. Næste dag grundet skabe og krydset af. Dagen efter malet skabe og krydset af.  Dørkarmen fik det glatte lag. Og så..... lige pludselig var al træmalingen udført. Tilfredsheden melder sig. Jeg KAN godt. Jeg gør mig umage :) Malerarbejdet er gjort godt og grundigt - tænker faktisk at min gamle far sidder i sin himmel og kigger stolt ned på sin datter! 

Alle de små sirlige ting har jeg lavet. Men efter en uge mødte jeg så min grænse. Jeg lokkede Per med ud at købe vægmaling og lokkede ham med ros og søde ord til at male væggene. Male vægge KAN jeg simpelthen ikke - jeg ville ønske jeg kunne. Jeg er simpelthen et SVIN med en malerulle. Men Per KAN. Han kan stort set alt - men det er så ikke alt han GIDER. Han hader også at male, men for min skyld gjorde han det. Han er skisme en DEJLIG MAND ♥♥♥.  Det tog ham bare 1 1/2 time 2 aftener i træk, så var den ged barberet! Han er effektiv, når det tager ham! 😄 Til gengæld hentede jeg så mad i pølsevognen. Vi har alle vores spidskompetencer:)

 

Dagen efter vaskede jeg gulve og malede fodlister. Sammen flyttede vi tingene ind igen. NØJ, hvor blev det fint. Jeg er så glad så glad. NU har jeg et ROLIGT rum, som er HELT som det skal være. Ryddeligt og fint. Nu kan jeg bare trække mig tilbage til et NÆSTEN minimalistisk rum. Nu mangler bare alle de små hyggeting - og så er det slut med minimalismen, tør jeg godt love. Den brune reol skal males og billeder skal hænges op og strygebrædtet have nyt betræk. Så der er stadig små projekter til ugeplanen. Jeg mærker, jeg er på vej - den rigtige vej.

40 år er da en slat.............. :)

Det er helt sikkert et alderdomstegn, når man begyder at tænke og sige: "Hvor blev de år af...", så jeg er jo nødt til at erkende, at jeg jo immervæk er ved at være GAMMEL - i hvert tilfælde i mine ungers og børnebørns optik :)
I september rundede jeg et meget skarpt hjørne - nemlig de 60. Det gjorde nu ikke ondt - og nemt var det med festen, for den købte vi os nemlig til i Cafe Tankefryd. Det var første gang i vores næsten 40 år lange ægteskab, vi holdt en fest ude, og hvor vi ikke selv havde stået for det hele. Det blev en stor succes. Jeg var /er nødt til at erkende, at energi og hjerne bare ikke endnu ikke er klar til gæstebud, og brunch er ikke så mange timer, så det gik godt.

I går den 11. december var så årets andet store minde dag for Per og jeg. Nemlig vores 40 års bryllupsdag. Så vidt Per vidste, havde jeg inviteret mor, børn og børnebørn på brunch endnu engang i Tankefryd, og det glædede vi os til. Hvad han ikke vidste var, at jeg også havde inviteret vore søskende, moster og nogle få mere. Det skulle nemlig være en TAK til ham for den han altid har været for mig og vores lille familie. Der er en del logistik omkring et surprice party. Det kan jeg ikke styre, men heldigvis har jeg min højre hånd Mille - og hun er skarp :)
Min andel stod i at ringe til familien og invitere :)

Men en ubekendt faktor dukker jo altid op :) Da Per havde sat mor og mig af ved fordøren, fik jeg Per til at køre ned og parkere bag Tankefryd, for alle gæsterne stod i cafeen ud mod gaden og puttede sig. Jeg synes dog, der gik MEGET lang tid inden Per kom op ad trappen, så efter 5-10 minutter gik børnebørnene og jeg ned for at hente ham, for jeg var sikker på, at han som sædvanlig var faldet i snak. Men pludselig lød der et latterbrøl oppe fra cafeen, og vi skyndte os der op. 

Her stod Nielsen så med en herrestor buket roser - en overraskelse til mig. 40 stk. :) Desværre fik jeg jo ikke set hans ansigtsudtryk lige da han kom ind. Men jeg kunne se og mærke han blev rørt.!

Fantastisk at tænke på. Jeg mødte Per på Thyregod Kro den 11. juni 1971 - 14½ år gammel. Per havde lige fået kørekort dengang. Den 11. december 1976 blev vi gift på Brande rådhus. Den 11. Juni 1989 blev vi til Kobberbryllupet viet i Brande Kirke. Derefter havde vi jo sølvbryllup den 11. december 2001 holdt vi sølvbryllup - og nu er der så gået 40 år!!!! Jeg har kendt og elsket min Per i 3/4 dele af mit liv. Så hvertår på fandens fødselsdage fejrer vi hinanden. Jeg har nu af og til glemt disse mærkedage, fordi sådan er jeg bare, men så har gode veninder været hjælpsomme og mindet mig på dagen. Nu har det udviklet sig til lidt af en konkurrence mellem Per og mig, HVEM der kommer først med den halvårlige lykønskning. Han er nemlig lige så dårlig ( NÆSTEN) til at huske datoer. Men hvad betyder det, når man elsker hinanden og er der i tykt og i tyndt? Det kan lyde som et lyserødt eventyr, men tag ikke fejl! Vi kan skændes så det brager, diskutere til loftet falder ned, vi kan råbe og smække med døren - men vi kan kan også elske og hygge, vi kan nyde og grine, vi kan VÆRE og ÆRE, vi kan hjælpe hinanden og vi kan glæde hinanden. TAK til Per for 40 års dejligt ægteskab og 45 års samliv. Tak til den bedste mand og ven i mit liv

 

 

Mindfull maling......................

Jeg ved ikke, om I kender det? Man går hjemme - af en eller anden årsag - og man glor på de samme vægge dag ud og dag ind. Man får øje på alle de fejl og mangler, man synes, der er i huset. Herregud - de var der altså også, inden jeg gik i dørken, men dengang havde jeg ikke tid til at ærgre mig over dem. Vinduet og dørkarmen i badeværelset, der aldrig blev malet, da vi fik lavet badeværelse for 6-7 år siden. Vinduerne i køkkenet som ikke er blevet malet i 15 år!!! Dørkarmene i hele huset, som er blevet pænt skrammet i årenes løb - selvom de da næsten lige er blevet malet..... for 10 år siden osv osv osv....... listen er L A N G!
Siden jeg var i Kenya første gang, har det nogenlunde raget mig en fjer med disse fejl og mangler - for et eller andet sted er det uden betydning. Men i og med at jeg har været sygemeldt så længe og ikke har noget overskud, har jeg brugt rigtig meget energi på at holde det ud. 

I mandags tog jeg så skeen i den anden hånd, i et forsøg på at ændre tingenes tilstand. Tog over til Hr. Larsen i baghaven og købte 2 ½ liter hvid maling. Nu er HVID maling jo IKKE HVID maling! Nej, den findes i brækket 1 - 2 eller 3 gange i et hav af nuancer. Men jeg besluttede mig for, at den fanemej skulle være hvid med hvid på - og den skulle være BLANK! Med rådet om lidt mere bræk og lidt mindre glans, købte jeg simpelthen, det jeg selv følte for. SÅDAN! 
Så var den dags energi ligesom brugt - men med Nielsens hjælp fik jeg fundet alt malergrejet frem.
Som datter af en malermester er jeg opdraget til at værktøjet skal være i orden. Gang på gang køber jeg dyre og gode pensler, men når jeg så skal bruge dem næste gang er de pist væk. Penseltyven har atter været der, og tilbage ligger 3 pensler til en ti´er fra Jem og Fix - uduelige til andet end plankeværk. Heldigvis fandt jeg også en lille fin pensel fra dengang jeg underviste i noget akvarelmaling, og den måtte så bestå sin prøve. Så var den dags energi desværre brugt, selv om lysten til at gå i gang var stor.

Tirsdag skulle jeg først igennem alt det ur-trælse med afvaskning med grundrens, afvaskning med rent vand og slibning. Over 2 timer brugte jeg på det - men tilfredsheden var stor - det samme var trætheden. En ordentlig morfar og så var jeg endelig klar til køkkenvinduet med min lille pensel. Jeg begyndte stille og roligt. Tungen lige i munden og en malerklud inden for rækkevidde. For en gang skyld gav jeg mig godt tid. MEGET god tid - og resultatet udeblev da heller ikke. Så fint så fint, hvis jeg selv skal sige det. Efter en time var jeg færdig og rimeligt selv-fed. Ikke en eneste løber eller "malen ind på glasset" var der. Igen var jeg totalt færdig - men problemet er, at jeg aldrig kan stoppe. Jeg var alt for træt til at tage dørkarmen, men jeg gik rundt med penslen og pletmalede på dørkarmene, og fy for pokker da, hvor blev det fint. Nøj, hvor var jeg bare glad.

Onsdag var det badeværelsesvindue og karm, der fik tur. Stille og roligt - ren Mindfullness. Roen indfandt sig og jeg stoppede, da jeg blev træt. Var for engang skyld tilfreds med det, jeg havde nået. Normalt vil jeg altid være færdig før jeg er begyndt, men her er det anderledes.

I dag torsdag har det så været maling 2 gang af alt det jeg har lavet de andre dage. 2. gang er heldigvis altid nemmere og hurtigere, fordi beskæringen er på plads :) Da jeg var klar til dagens morfar igen igen ringede syge Silke 3 år, og spurgte om jeg ikke ville komme op og spille vendespil med hende. Hun havde lige en lille pause i al opkastningen, og syntes jeg skulle komme. Tror nu mere det var Mille, der var kørt træt i at vaske puder, hynder og sengetøj med bræk på. Det blev en lille gåtur i det dejlige efterårsvejr og et enkelt spil. 

Hjem  til endnu en lur.  Ja, jeg hviler konstant, for på en god dag går der max 4 timer, før jeg må trække stikket, så ALT i mit liv er logistik! :) 
Da jeg så kom ned i køkkenet og skulle pakke malergrejet sammen, fik jeg lyst til at male min gamle hylde med skuffer. Den er en jeg har arvet af fætter Lars og Annie, som ikke lige kunne se værdien i det gamle lort. Den har indtil nu stået autentisk flødefarvet og var måske liiiiige autentisk nok. Nielsen blev sat til at finde slibemaskine og efter 5 minutter var den klar til en omgang. Nu ved jeg altså ikke om det er helt efter kogebogen, og OM man overhovedet kan gøre det jeg har gjort? Jeg fandt mine akryl malefarver frem og så blandede jeg selv den yndigste turkis/lyseblå farve i maler Larsens maling- og et kvarter senere, var den ged barberet. Om det så holder ved jeg ikke - men hvorfor skulle det egentlig ikke det?

Oven på den lille hylde har vi i mange år haft en frygtelig GRIM radio med plastkasse stående. Jeg har tidligere forsøgt, om vi ikke kunne kasserede den, for den er meget langt fra køn - men den er ligesom hver gang, endt på samme plads igen. Gæt.......

"Satme NEJ" - sagde Nielsen - "Satme Jo", sagde fru Sommer - og sådan blev det - og NU går jeg MÅSKE ud og snupper anden omgang med de sidste småting - før jeg går i seng. Og så skal I da bare høre Nielsen i morgen, når han står op. Det bliver så fint så fint.

GLEMTE jeg at fortælle, at jeg elsker RICE  https://www.ricebyrice.com/da-dk - pasteller og sjove ting? Det vigtigste er dog, i hele denne laaaaange fortælling, at jeg lige nu er lidt tilfreds med mig selv. Synes selv, jeg har fået lavet meget i denne uge. Så skidt med at det har taget lang tid og mange dage - det vigtigste for mig er - at jeg GJORDE det, og jeg har gjort noget, der er godt for mig selv. :)

 

 

 

Hvordan går det deroppe??????.......

I morgen - onsdag den 12. oktober - er det lige nøjagtig 3 måneder siden vore dejlige venner mistede deres søn Emil ved en tragisk faldulykke på et bjerg i Slovenien. 3 måneder siden Emils storesøstre mistede deres elskede lillebror. 3 måneder siden Emils kæreste mistede sin elskede. 3 måneder siden familie og venner mistede en livsklog person i deres cirkel. 3 måneder siden verden mistede et fantastisk dejligt menneske. 3 måneder med stor og ubeskrivelig og ubærlig sorg for de, der er allernærmest. En sorg som tager pusten fra dem. En sorg, som jeg ikke tror, noget menneske, der ikke selv har mistet et barn, helt kan forstå rækkevidden af. Som forældre, kan vi måske ane, at det er forfærdeligt. Men vi andre har et valg, når tankerne bliver for tunge og grimme og for forfærdelige, så kan vi "klikke væk".  Det valg har forældre bare ikke! Sorgen er der som en underliggende tone 24/7.

Karin, Emils mor, er den veninde jeg har haft længst i mit liv. Hun og jeg har været hinandens livsvidner og hjerteveninder i over 40 år. Vi har kendt hinanden over dobbelt så længe, som vi ikke har kendt hinanden. Vi har delt stort og småt. Vi har grinet og grædt, vi har diskuteret - men vist aldrig skændtes! Vi har dukket og røget. Vi har plantefarvet og filtet. Vi har syet og strikket. Vi har gået på kurser og uddannelser sammen. Vi har bagt og ædt. Vi har været på utallige ferier. Vi har passet hinandens børn. Og ikke mindst..... vore mænd kan også lide hinanden og derfor tror jeg, vi har holdt sammen i tykt og tyndt alle 4.  Vi er ikke familie, men vi er VENNER. Vi har valgt hinanden TIL, og vi ER der for hinanden, føler jeg. Karin og jeg har den sorteste humor, og det er ikke det værste man kan have sammen - hverken i sorg eller glæde.

Emils død har også ramt Per og mig rigtig hårdt. Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg har været så sorgfuld før. Jeg har heller aldrig set Per have så let til tårer tidligere. Emils død har også skabt ændrede tankemønstre i vores sind. Prisen er høj - men TAK Emil.
Heldigvis har vi fået lov til at være med hele vejen. Det er hårdt at mærke familien store sorg. Vi vil så gerne GØRE noget. Men hvad ER det lige man gør, når nære venner mister? Få dage efter begravelsen lånte jeg nogle 4 bøger om sorg og det at miste. Jeg har ikke nogen erfaring med det at miste. Jo, jeg har mistet min far og svigerforældre - men det er jo ligesom mere naturligt. At forældre dør, når de når en hvis alder er en helt anden situation end at miste et barn.  Jeg har været rigtig bange for at gøre noget forkert eller noget, der sårede. Været bange for at trænge mig på, i noget der jo ikke var "min sorg"! Derfor var det godt at læse nogle bøger om sorg. Egentligt ville det have været rart, at have læst dem tidligere i livet - før, der blev brug for dem. Måske kan dette indlæg være inspiration til at læse lidt om sorg for andre. Karin og jeg delte bøgerne mellem os og læste på skift. Den første og for mig den bedste var denne.....

..... "Da Marie døde".  Det er små fortællinger skrevet efter 14 årige Maries trafikdød. Små fortællinger om hvordan, Maries mor, stedfar, søskende, præst, klasselærer m. flere har været - og er - påvirket af Maries død. Det var rart at læse og opleve, hvor forskelligt forskellige mennesker oplever og tackler sorg og det at miste. Bogen er let læst selv om det er et tungt emne. Både Per og jeg flæbede os igennem den - men fik meget ud af den.

"Hjertebånd" er en anden lille bog med forskellige beretninger af forældre, der har mistet deres barn/børn. Også god at læse.

Den sidste, jeg bladrede i var denne "Med flaget på halv". På det tidspunkt jeg fik den, kunne jeg næsten ikke rumme at læse om mere sorg, så der bladrede jeg lidt i den og udvalgte de historier, jeg tænkte mindede mest om Emils død.
Jeg ved ikke, om jeg på nogen måde er blevet en bedre veninde eller støtte i sorgen. Men en ting, er står nu soleklart - og det vidste jeg faktisk ikke før. Den sorg man rammes af, når man mister sit barn - kommer man ALDRIG over. Det er den ting, som går igen og igen gennem alle beretningerne. Sorgen mildnes for de fleste over tid - men der kan gå laaaaaaang laaaaaang tid - mange år.

Hvordan går det deroppe.......?
Det er det spørgsmål, vi har fået stillet mest de sidste 3 måneder. Tja....... det spørgsmål, kan de faktisk ikke selv besvare, når vi spørger - og jeg/vi kan da endnu mindre. Der er jo nødvendigvis ikke sammenhæng med det andre ser udadtil, og de følelser, der river i ens hjerte. Karin siger, at det nærmest er 2 parallel-verdener, der kører ved siden af hinanden. 
Efter at have læst ovenstående bøger og har snakket med Emils forældre og søster, har jeg fået en forståelse for, at forældre og søskendes største frygt er, at deres barn/ søster/bror skal blive glemt. Vi er så dårlige til at snakke og tackle sorg på vore breddegrader. Her skriger man ikke sin sorg ud - med mindre man går alene på stranden. Her forventes det af nogle, at man er "Fit for Fight" både socialt og arbejdsmæssigt efter nogle måneder. Man skal ikke "dyrke" sorgen!!!! Næh - det skal man måske ikke, men man skal i hvert tilfælde give sig selv ( og andre) plads og rum til at mærke sorgen og bearbejde den i det tempo, der er rigtig for den enkelte.
I gamle dage gik man med sørgebind i et år, - ikke at det behøver genindføres. Men det var en måde at vise omverdenen, at man var i sorg. Hvordan viser man her i 2016 at man stadig er i sorg.  Jeg tror, nogle har brug for det. Lad folk sørge, så længe de har brug for det. Sorg tar tid.

Som en præst har skrevet. SORG ER KÆRLIGHED, MAN IKKE KAN KOMME AF MED.

I morgen er det som tidligere skrevet 3 måneders dagen for Emils død. Emil har fået sin egen hyggelige have på kirkegården. Med bænk, træer og masser af smukke sten. I Emils have finder man ro. Her er dejligt at sidde - men snart bliver det koldt at sidde der. Emil - skal vi lave din have overdækket?????? Ja, jeg spørger bare :) Hils i Engleland :)

 

 

 

Drivhus og stille regn

Vi har et stort drivhus, der decideret er indrettet til hyggehus. Det har aldrig været intentionen, at der skulle dyrkes her, for det har vi for længst erkendt IKKE er vores spids kompetence. 

En enkelt vinplante har dog fået lov til at overleve i den ene ende, det får drivhuset til at emme LIDT af Sydeuropa.

WP_20160625_019.jpg

I år har huset rodet en del. Per har haft et lille projekt kørende og alt skrammel har stået til opbevaring i drivhuset - så man slet ikke kunne DRIVE i det! Men for nogle uger tog jeg mig på en god dag sammen og ryddede op og gjorde det beboeligt, så vi igen kunne bruge det. Det fik vi så faktisk ikke gjort, fordi vejret blev for godt - og når der er for meget sol, ja, så bliver det for varmt at være derinde. I dag havde vi inviteret gamle venner på en lille frokost, og så kan det nok være at Nielsen tog affære. Glasset blev kalket og det skrammel, der ATTER havde sneget sig ind blev fjernet, og så var det klart til en lille hyggefrokost. Selvfølgelig begyndte det at regne under frokosten, men var der noget, vi var lige glade med, var det det. Temperaturen var perfekt, vennerne glade, maden god og hyggeligt var det med regnens trommen.

Da gæsterne var gået hjem, var jeg træt og havde intet ønske om at bevæge mig ud i regnen. Efter en lille "morfar" på den umagelige sofa fandt jeg strikketøjet frem, og sad en stund og nød den sagte regn og stilheden og den helt specielle duft, der er, når det regner. Jeg kunne dufte krydderurterne lige uden for døren. Besluttede at jeg noget oftere skal sætte mig ned i dette lille paradis og strikke/tegne/læse eller bare VÆRE. Udfordringen ER - at der som regel enten er for koldt eller for varmt. Men i DAG var det bare perfekt. Det gjorde mig glad og gav mig energi til at skrive her på bloggen. Jeg har ofte lyst til at skrive om dit og dat, for ord og emner er der ved Gud nok af i min rodede hjerne, men energien rækker desværre ikke til så meget endnu. Men FREMAD går det - stille og roligt :) og lur mig om jeg ikke får skrevet lidt mere. Mine tanker går på, om jeg måske kunne skrive noget brugbart om stress, der kunne være til nytte og glæde for andre i samme båd. Lad os se hvad tiden bringer! :)